Tårnhøje forventninger blev ikke indfriet

Af Jens Meincke

 

 

Johnny Winther.

Det var et guitar-ikon af de helt store, der lørdag aften gæstede Svendborgs nye gamle kulturhus, Borgerforeningen. En musiker, der har haft 50 (halvtres)-års jubilæum, og som i flere omgange har tilhørt verdens-eliten. Det er ingen hverdags-begivenhed.

Der var da også rigtig mange svendborgensere, der ville se og høre giraffen/dinosauren, så der var næsten fuldt hus til koncerten med Johnny Winter. Et problem med den slags berømtheder er, at forventninger -villet eller ej – bliver tårnhøje. Sådan havde jeg det -og mange med mig. Det er jo kun et problem, hvis forventningerne ikke bliver indfriet. Det var desværre problemet denne aften.

Jo, vi fik en god gang gedigen blues-rock, men det er ligesom ikke nok, når man har sat næsen op efter mere. Winter kan sin sorte Sydstatsblues til fingerspidserne, selvom han er noget af det hvideste, man kan opdrive. Ikke kun tilhører han den såkaldte ”hvide race”, han er også albino. Hans to legekammerater på henholdsvis bas og trommer var i den grad kompetente, men vi (publikum) kom aldrig rigtig ud at flyve, som det kan lade sig gøre, når blues-rock er bedst, og som Winter har kunnet før. Det var ikke nogen dårlig koncert, men høje forventninger kan være svære at indfri.

Aftenen afslørede, at der er et problem i Borgerforeningen, når koncerten afholdes uden stole i en fuld sal: Det er kun cirke en tredjedel af publikum der kan se musikerne. Scenen er simpelthen for lav, og det er ikke godt nok. Heldigvis tyder noget på (i hvert fald for en u-kyndig), at problemet har en løsning: Scenen bør snarest hæves 75-90 centimeter! Så vil det kun være ganske få, der ikke kan se, hvad der sker på den.