Trine Kirketerp Struve.

Af Trine Kirketerp Struve

Sneen ligger ussel tilbage efter flere dages tø og masser af regn. Det ser beskidt og nusset ud nu, og op af det sølle syn dukker rester af nytåret, affald, folk har smidt, cigaretskodder og hundelorte, der har ligget dybfrosne i isen i en måneds tid.

Det er et deprimerende syn, men minder mig om, at vinteren faktisk er ovre på et tidspunkt, og at det bliver forår med erantis’ser, og tulipaner igen. Eller gør det? Kan vi nu være sikre på Årets Gang? Har vænnet os til en rytme her nordpå. Forår, sommer, efterår, vinter. Vi antager, at det er sådan, det kommer til at gå, for det har det altid gjort. Men der er nye tilstande på vej. Jeg hører om det hver dag og ser det i mit fjernsyn konstant.

Vores klode har kramper, den skriger og forsøger at trænge igennem med et ret simpelt budskab: Respekter mine begrænsninger, lev på mig uden at udnyt mig og hold op med at skide dér, hvor I selv spiser! Det er meget simpelt! Vi får tydeligere og tydeligere tegn, men desværre forekommer det mig, at jo mere vore kære klode skriger, jo døvere bliver vi.

Knap 1.000 naturkatastrofer dræbte 295.000 mennesker i 2010. Det anslås, at knap 11.000 mennesker mistede livet i 2009. 90 procent af naturkatastroferne i 2010 skyldes meteorologiske katastrofer, som oversvømmelser og orkaner. De deprimerende tal kommer fra verdens største genforsikringskoncern Munich RE. De anslår, at naturens rasen – ud over liv – har kostet knap 715 milliarder kroner til genopbygning.

Der var engang, hvor vi faktisk deltog, havde empati og bidrog, når der var en katastrofe et sted.

Engang, hvor det forekommer mig, at det var ret sjældent, at naturen lod sine enorme kræfter rase mod menneskeheden. Engang, hvor det var sjældent, at tusindvis af mennesker med ét mistede selveste livet eller “bare” hele deres eksistensgrundlag, fordi deres landsbyer blev oversvømmet af muddervand fra bjergene, blev suget ud i havet af sunamis eller rystede hjælpeløst fra hinanden i meget voldsomme jordskælv.

I dag forekommer det mig, at der sjældent går en dag, hvor jeg ikke forfærdes over dødstallet ved endnu en naturkatastrofe et sted på jorden.

Men når mændgen af nyheder og informationer om katastrofer er så massiv, som det er tilfældet, så sker der desværre det, at man ikke helt kan konsumere alle de fakta om død og ødelæggelser. “Radioavisen godmorgen – Titusinder af mennesker har været ramt af oversvømmelser den sidste måned, og de, der ikke er døde, sidder i usle teltlejre og venter på den vestlige verdens nødhjælp, mens deres gamle og deres børn dør af kolera og epidemier… – og vejret herhjemme – det bliver endnu en dejlig varm sommerdag til de badeglade…” Puha… det går hurtigt idag.

På en måde overbeviser man sig om, “at de er ikke ligesom os… De kan ikke have helt de samme stærke følelser for deres børn – de er jo vant til ingenting at have – alle er i samme båd, det er da altid noget – et tab af et barn er nok ikke så slemt, når man har otte – verdenssamfundet træder jo til i en fart”. Hvad ved jeg?! Alt kan man blide sig ind for at fortrænge, at det er mennesker, mennesker med de samme universelle følelser for deres familier og deres hjem, som vi andre har.

Engang var jeg i forbindelse med et ophold i Afrika stort set uden nyheder i et helt år. Da jeg kom hjem, græd jeg af afmagt de første mange gange, jeg så TV Avisen eller hørte nyheder i radioen. Det var umuligt at forholde mig til alle disse krige og naturkatastrofer – mit “jeg-er-kold-overfor-katastrofer-filter” var efter så lang tid ude af drift. Alt gik rent ind, og jeg blev deprimeret over menneskehedens fremtid. Jeg var overbevist om, at vi havde ganske få år tilbage på jorden, og at de ville gå med blodige krige, hvor vi udraderede hinanden systematisk for at overleve. Det er 20 år siden, og vi er her endnu.

Men mangt en ungdom har jo spået, at de var den sidste generation på jorden. Selv min søn på 13 tror en lille smule på, at 2012 bliver jordens undergang. Godt hjulpet med sin overbevisning af diverse katastrofefilm som “The day after tomorrow”, “2012”, ”Deep Impact”, “The last wawe” osv. Udbuddet er stort , hvis man er til angstprovokerende underholdning.

Men fakta er det, at den globale opvarmning blandt mange andre frygtelige ting medfører risiko for, at varme hav-strømme som Golfstrømmen kan ændre retning eller ophøre. Isen på Antarktis, Grønland og høje bjerge er ved at smelte. Tonstunge isbjerge vælter i oceanet og ændrer på langt mere, end vi kan fatte. Global opvarmning vil give problemer med at finde ferskvand mange steder i verden – på trods af at nedbøren generelt øges.

Naturen reagerer jo allerede på vores grovudnyttelse af dens ressourcer. Ballancen i de økologiske systemer ændres hurtigt, og mange af disse ændringer får konsekvenser for vores næste generationer, hvis vi ikke vågner meget snart!

Jamen for faen! Vi kan jo ikke rigtigt gøre noget vel? Jeg køber altså stort set økologisk og forsøger at begrænse mængden af ozonskadelige sager og miljøskadelige stoffer fra egen hustand. Jeg cykler på arbejde og har et par høns og et par kompostspande i haven – så føler man da man bidrager med sit… men med en sørgelig erkendelse af, at det slet slet ikke er nok! Den lillebitte smule, jeg skader, og den endnu mindre del jeg skåner miljøet for – gør vel stort set ingen forskel.

Alligevel bliver jeg nødt til at tro, at det hjælper altsamment, men så længe store multinationale firmaer får lov at tilsøle vores klode i den grad, de fortsat gør, virker mit bidrag så forsvindende lille, at det kan virke helt nytteløst!

Det er dejligt med klimatopmøder og dejligt med bindende aftaler om reducering af co2udslip og dejligt, at der findes organisationer og firmaer, der allerede gør en stor og nyttig indsats men – så længe der er masser af penge i at tilsvine vores klode, så er der selskaber, der hellere vil svine og spare et par millioner end at gøre det rigtige på længere sigt og omlægge til mere miljøvenlige produktionsformer.

“Ryd op efter dig selv -og lidt efter de andre”. I det land, hvor jeg er borgmester, er det lovtekst til en ny miljølovgivning.

Jeg bliver rystet, når jeg ser i mit tv, at et enkelt firma, Collstrop, kan leje den ene grund efter den anden – udføre deres miljøfarlige arbejde med trykimpremering og efterlade alle matrikler gennem-forgiftede og ubrulige for al fremtid – uden at de kan stilles til ansvar med dansk lovgivning. Fordi de fusker rundt med deres navn og går konkurs og genopstår, flytter eller hvad ved jeg Fakta er, at de sviner samvittighedsløst for ussel mannon! Der spoleres dansk natur for milioner, og ingen kan stilles til ansvar! Det gør mig så magtesløst rasende!

Masser af store multinationale firmaer spekulerer hver dag i, hvordan der kan spares penge på bekostning af miljøet og dermed deres egne børns fremtid.

I mit land er straffen for den slags: 1: Et stk. astronimosk bøde (der naturligvis går direkte til miljøfremmende aktiviteter)! 2: Oprensning efter eget svineri landet rund! 3: Tre års ubetinget forpligtelse til at vedligeholde og pleje hele vestkysten i Danmark!! Ryd op efter dig selv og lidt efter de andre! Sådan er det, i mit land…

Vi kan som forbrugere påvirke markedet, og tendensen er gudskelov at forbrugeren i den vestlige verden stiller større og større miljømæssige krav til både produkter og producenterne. Fair Trade og lignende projekter mærker stigende salg og interesse. Og det er selvfølgelig meget positvit, men der mangler kæmpestore nationale, internationle og globale tiltag for at hindre industrien i at tilsøle vores planet og vores atmosfære – og det i en fart, tak.

Men selvfølgelig stritter industrien imod… det vil den blive ved med lige så længe der stadig er bedre indtjening i at producere og sælge produkter, der er proppet med miljøskadelige stoffer og hvis produktionsmetoder skader miljøet. Og selvfølgelig køber forbrugerne de billigste varer i en hverdag, hvor det for mange gælder om at få pengene til at slå til.

Kom en dag til at overse prisen på en økologisk kylling i Kvickly, og da 147,50 klikkede ind på kasseapperatet, måtte jeg lige synke en ekstra gang. Hør nu lige: 147 danske kroner for en kylling! Det overlader jo mig som forbruger med en beslutning om jeg vil bruge 100 kr på, at det der kræ har haft et godt liv. Jeg kan få et alternativ til en halvtredser! Men jeg ville virkeligt godt kunne sikre den lille kylling et godt liv, jeg ville godt sikre mig, at det kød, jeg putter i munden, ikke er pumpet op med saltvand og det, der er værre. Men jeg har ikke altid råd – desværre!

De producenter, der tager hånd om miljøet, burde støttes så massivt, at det konsekvent var meget billigere at købe ikke-miljø-skadelige/økologiske varer. Og på gulerødderne skal der stå: “Øko gulerødder”. På den anden og meget dyrere pose står “Sprøjtebehandlede Gulerødder”. På det billigste vaskepulver står “Super miljøvenligt vaskepulver”, på den anden, meget dyrere står “U-nedbrydeligt miljøskadelig vaskepulver”. Naturligvis! Hmm, pludselig er det ikke et svært valg vel?

Efter en årrække ville tendensen forhåbentligt være, at de produkter, der er meget dyre og meget miljøskadelige, ryger ud af markedet, eftersom der naturligvis ikke er salg i skidtet, og der derfor ikke kan findes ét godt argument for at have dem på hylderne. kunne jeg forestille mig, at der var nogle producenter, der kunne lægge produktionerne om i en fart. De skal rammes hårdt på deres pengepung, før de foretager sig noget som helst. Og vi skal som forbrugere fortælle dem, at vi ikke kan eller vil støtte firmaer, der direkte eller indirekte er med til at spolere vores lille klode.

Jeg hører til min glæde i går, at Vestas og et par andre store firmaer er gået sammen om et nyt mærke til produkter, der er fremsillet på en miljørigtig metode. De er trætte af politikernes tøven, trætte af, at der snakkes og snakkes, og nu tager de handling og forsøger globalt at markedsføre dette nye mærke. Det kan gøre det lettere for forbrugerne at vælge produkter, der ikke skader miljøet. Dette er et tegn på en meget positiv tendens. Det bør naturligvis bare være sådan, at jeg som forbruger i middelklassen har råd til at følge mit instinkt og købe produkter, der følger min overbevisning, men som det ser ud i dag, er det stort set forbeholdt den mere velstående del af befolkningen, hvis man vil køre linien helt ud.

Jeg vil frygteligt gerne kunne sige til min søn, at alt nok skal blive godt, at der er mennesker med indsigt og forstand og magt og midler, der tager klodens advarselstegn alvorligt. Og vil helt sentimentalt ønske at sidde med hans børn på skødet om 20 år og fortælle dem om, hvor tæt vi var på at overhøre jordens advarselssignaler, men at vi så pludselig vågnede og reagerede globalt og forhindrede at forrykke ballancen i økosystemerne, så alle de næste generationer også kunne nyde vores lille skrøbelige planet.

Det håber jeg inderligt at kunne fortælle mine børnebørn en dag.

(Trine Kirketerp Struve, Svendborg, er selvstændig grafisk designer).