Ingen grund til at spare på superlativerne

Af Jens Meincke

 

Miriam Mandipira.

Svendborgs rytmiske musikforening Giant Steps sparede ikke på superlativerne, da den i efterårsprogrammet præsenterede Miriam Mandipira som ”Danmarks nye store gospelsangerinde”. Det viste sig ved lørdagens eftermiddagskoncert på Arne B, at det var der heller ingen grund til. Ganske vist var det ved denne koncert mere jazzstandards end gospel, men hvad gør det, når resultatet swinger og er af høj kvalitet.

Et eller andet sted på sin rejse har Miriam Mandipira skiftet sin afrikanske accent ud med en amerikansk, men da hun kun har været tre år i Danmark er det næppe i Valby. Det væsentligst er at hun swinger. Det vil mange påstå ”bare” er en selvfølgelighed, men sådan forholder det sig ikke. Det er i virkeligheden ret få europæiske sangere, der swinger så fint og naturligt, og det er det – sammen med den smukke stemme, der på samme tid er ren og rå – der gør hende så god.

Når man så er go’ til at vælge repertoire og nogle musikalske legekammerater, kan det ikke gå galt. Publikum fik – og får – nogle dejlige oplevelser. Trioen Søgaard-Nordal-Holgersen (velkendte i Svendborg fra flere sammenhænge) havde i dagens anledning selskab af Anders Senderovitz på tommer, og ovenover, nedenunder og ved siden af svævede saxofonist Erik Sørensen. Ham kendte jeg med skam at melde ikke, selvom han ikke er helt ung, men … hvor er han dog god – blandt landets bedste.

Stjernen denne eftermiddag var dog så tydeligt Miriam Mandipira, der gav os nænsomt indlevede udgaver af Just a Closer Walk og Wade in the Water, og herligt swingende fortolkninger af Nobody Knows You og It’s Only a Papermoon. Jeg måtte af personlige grunde gå efter første sæt, men jeg både takkede og bukkede … altså da jeg var færdig med at klappe. Her er en tilflytter (ganske vist til Valby), vi vil få megen glæde af i fremtiden.