Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Er det rigtigt, at den danske modstandsbevægelse under krigen begik fejl og forbrydelser? Kunne det forekomme, at uskyldige blev likvideret som stikkere – måske ud fra private hævnmotiver?

Ja, bliver man nødt til at svare. Men følger det deraf, at så skulle man hellere have ladet være med at gøre modstand? Følger det deraf, at så skulle man hellere have støttet besættelsesmagten? Selvfølgelig ikke.

Er det rigtigt, at ANC i Sydafrika begik fejl og forbrydelser? Hængte folk fra ANC brændende bildæk om halsen på zuluer, der ikke støttede bevægelsen? Ja, må man svare. Men skulle man så lade være med at støtte ANC? Skulle man i stedet støtte apartheid? Selvfølgelig ikke.

Der var to parter under den kolde krig, siger de nu. Der var de gode og de onde. De gode var os, de onde var de røde.

Men hvem var det, vi havde med blandt de gode? Hvem var vores partnere dengang? Først og fremmest USA, der i 60’erne og 70’erne var skyld i folkemordet på fem millioner mennesker i Indokina og medskyldig i folkedrab på alle kontinenter. Kissinger er den største, nulevende krigsforbryder. Han har været aktivt medskyldig i massakren i Indonesien, i støtte til Pinochet og andre latinamerikanske diktatorer, i forbrydelser mod menneskeheden i hele verden.

Blandt dem, der var alliancepartnere til dem, vi nu kalder de gode, var dødspatruljerne i El Salvador, Chiles torturbødler, militærdiktaturer i Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay, fascistiske regimer i Spanien, Portugal og Grækenland, diktaturer i Sydkorea og Taiwan. Listen er næsten endeløs.

Den part, vi kalder de gode, støttede røvertogter og udbytning, den støttede de multinationale selskaber i deres grådige plyndring af verden, den støttede militarisme og undertrykkelse alle vegne.

Er det rigtigt, at Kina, Sovjetunionen og de østeuropæiske lande i disse år begik forbrydelser og overgreb? Ja, det er der ingen tvivl om. Det store spring fremad og kulturrevolutionen i Kina var katastrofer. Undertrykkelsen af Dubceks bestræbelser i Tjekkoslovakiet og invasionen i Afghanistan kan ikke undskyldes. Dissidenter blev forfulgt, ytringsfriheden undertrykt, der var ikke noget reelt fungerede demokrati.

Alt det er rigtigt. Men betyder det, at det havde været bedre for Rusland og Kina, hvis oktoberrevolutionen og den kinesiske revolution aldrig havde fundet sted? Det mener jeg absolut ikke. Bortset fra tre år med hungersnød under det store spring fremad, faldt dødeligheden støt i Kina fra 1949 til 1976. Selv i de værste år var dødeligheden ikke højere end den havde været i normale år i det kapitalistiske Kina. Revolutionerne i Rusland og Kina skabte mere lighed, langt bedre materielle vilkår og langt bedre uddannelse. Det burde have givet grobund for et ægte demokrati. Men det kom ikke. I stedet opstod en ny klasse, der til sidst ragede det hele til sig og atter skabte ulighed og fattigdom for store dele af befolkningen. Det skal vi lære af. Vi skal lære af fejl og forbrydelser, så de ikke bliver gentaget.

Men dengang vi stod midt i det, kunne vi ikke opfatte det som et valg mellem Thomas Jeffersons tanker og Gulag. Det var ikke det, vi så omkring os. Vi så torturbødlerne på vores side, vi så befrielsesbevægelserne i Sydafrika, i Afrika og Asien, vi så bestræbelserne på at skabe demokrati i Spanien, Portugal og Grækenland. Vi så kampen mod uretten, kampen for mere lighed i verden, kampen for mere demokrati. Det var i den kamp, vi tog parti. Og jeg kan ikke se, hvordan vi kunne have valgt anderledes.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).