Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Jeg er netop blevet færdig med at læse Jørgen Steen Nielsens bog ”Den store omstilling.” Inden for sine rammer er det en fremragende bog. Den giver en klar og grundig beskrivelse af arten og omfanget af de store problemer, vi står over for: finanskrisen, miljø- og klimakrisen, systemkrisen. Den argumenterer overbevisende for, at vi ikke kan blive ved på samme måde, at vi ikke længere kan bevare det uholdbare dogme om evig, materiel vækst inden for et lukket, materielt system.

Det er en bog, jeg vil anbefale alle at læse.

Men bogen har den fejl, man finder i langt de fleste beretninger, analyser og artikler om emnet. Når vi kommer frem til spørgsmålet om, hvad vi så skal gøre, er der i høj grad tale om kattens listen om den varme grød. Jørgen Steen Nielsen kan – som de fleste andre, der skriver om problemet – ikke få sig selv til at tage ”socialisme” i munden. Han går hele tiden ud fra, at kapitalismen kan reformeres, så den ikke længere bygger på vækst, og at den dermed løser problemerne.

Men kapitalismen forudsætter vækst. Man kan ikke have kapitalisme uden at have muligheder for at låne kapital, og man kan ikke låne kapital, hvis man ikke vil betale rente. Men for at kunne betale lånet tilbage med renter, skal man producere varer af større værdi end det beløb, man har lånt. Man skal have vækst for at kunne betale pengene tilbage.

At appellere til den enkelte kapitalejers etik eller moral er omsonst. Kapitalisterne er ikke længere tykke mænd med høj hat som på Bidstrups tegninger. Kapitalen er anonym. Ingen ved, hvem der i virkeligheden ejer hvad, for det fortoner sig i kapitalfonde og skuffeselskaber inde i andre fonde og selskaber. Jørgen Steen Nielsen citerer et sted tegneserien Pogo for sætningen: ”Vi har mødt fjenden, og han er os”. Det er helt bogstaveligt sandt. Når vi bekæmper kapitalejerne, kan vi meget vel komme til at kæmpe mod os selv, for vi kan gennem f.eks. vores pensionskasser være medejere af virksomhederne.

Efter Thatcher/Reagan-dereguleringen af finansmarkedet, der er accelereret med Internettets udvikling, og globaliseringen, der blev muliggjort gennem udviklingen af containertrafikken, er kapitalejerne blevet vænnet til superprofitter. Den almindelige profit, de kunne nøjes med for 40-50 år siden, er ikke længere nok for dem. De skal have mere.

Den enkelte forvalter af virksomhederne eller kapitalen kan være et godt og anstændigt menneske med en højt udviklet etik. Men enhver direktør bliver nødt til at handle, sådan som aktionærerne ønsker det, for gør han ikke det, bliver han fyret.

Aktionærerne er ikke engang mennesker, man kan drage til regnskab, for i vidt omfang er det computerprogrammer, der bestemmer køb og salg. Omsætningen af værdipapirer foregår så hurtigt, at intet menneske længere kan følge med. Vi har lagt klodens fremtid i hænderne på programmer, der ikke kender til følelser eller ansvar. Det er troldmandens lærling om igen.

Jørgen Steen Nielsen siger, at kapitalismen som system har tjent os godt i 200 år, men nu må reformeres. Systemet har tjent ”os”, hvis man dermed mener os i de rige lande. For 200 år siden var der ingen nævneværdig forskel i levestandard for fattige bønder i Europa, Afrika og Indien. Det er der nu. Frem til omkring 1970 oplevede vi en udvikling med stadig mere lighed i lande som de skandinaviske. Det var ikke, fordi kapitalismen var mere godgørende hos os, men fordi vi havde en arbejderbevægelse, der skridt for skridt tvang kapitalismen til indrømmelser.

Globaliseringen har ødelagt den mulighed. Nu skal ansatte i Danmark gå med til lavere løn og dårligere vilkår, for ellers flytter virksomheden bare til et land, hvor lønnen er lavere.

De mennesker, der inden for kapitalismens rammer gør en indsats for at skabe en grønnere økonomi, kan gøre et udmærket stykke arbejde, og de kan være med til at skabe større forståelse for nødvendigheden af den store omstilling. Men det er vanskeligt at tro på, at det vil være nok. Man kan ikke fjerne markedets mekanismer med gode hensigter. Der er ingen nemme løsninger. Man kan ikke forvente, at ulven pludselig indser, at det er sundest at spise græs.

En bred forståelse for, hvad problemet er og hvor stort det er, er nødvendig for at vi kan komme videre, og her kan bøger som ”Den store omstilling” og alle initiativer inden for systemets rammer have en stor og gavnlig virkning.

Mange mennesker er rådvilde. De kan godt se, der må gøres noget, men de vil helst ikke have, det får konsekvenser for dem selv.

”Jamen, det er jo forfærdeligt”, sagde en mand i radioen om klimaproblemet. ”Men hvad skal vi gøre, for vi kan jo ikke leve uden vores biler.”

Han bliver nødt til at indse, at folk har levet udmærket uden privatbiler i det meste af menneskehedens historie – endnu da jeg var barn, var det kun rige mennesker, der havde bil – og at der findes andre måder at bevæge sig rundt på end at sidde én mand i en stor boble af opvarmet luft i en individuel blikdåse.

Når det går op for os, at det er livet eller lagkagen, finder vi måske ud af, at vi egentlig godt kan undvære lagkage og spise brød i stedet. I andre krisetider, f.eks. under anden verdenskrig, viste folk en meget stor offervilje. Denne gang er krisen langt større.

Det er oprørende, hvis nogle bliver ved med at være obskønt rige, mens andre bliver stadig fattigere. Det gælder i hvert enkelt land, og det gælder globalt. Det er forståeligt, hvis folk i fattige lande siger: ”Nu siger I, vi skal spænde livremmen ind – efter at I selv har mæsket jer i hundreder af år.” Men det er ikke muligt at give alle mennesker i verden den ødsle levestandard, vi har i vores del af verden lige nu – så skulle vi have ti jordkloder, og det har vi ikke. Men hvis vi deler verdens goder på en retfærdig måde, kan vi alle sammen være her. Det betyder, at vi i de rige lande skal gå ned i levestandard for at få balance i resultatet. Vi ved ikke hvor meget. Vi skal måske ned på et niveau som i 1970 eller 1960 eller måske endda som 1950. Men vi kommer ikke til at sulte. Vi kan stadig på tøj på kroppen, vi kan stadig få en bolig og arbejde.

Vil vi det? Det bliver vi nødt til. Ellers overlever vi ikke.

Når ingen har ansvaret, når systemet er selvkørende, hvordan stopper vi så karrusellen, så vi kan komme ud på den faste jord igen?

Kapitalejerne lægger sig ikke fladt ned på ryggen, så vi kan komme frem. De vil bruge alle magtmidler for at blive siddende på magten. Våbenmagt, terror, censur.

Det er nemmere for dem, hvis vi slår til i et enkelt land ad gangen. Det er sværere for dem, hvis det bryder ud alle steder på én gang.

For mig at se er det indlysende, at det ligevægtssamfund, vi skal finde frem til, i en eller anden forstand må kaldes et socialistisk samfund.

Men det er et problem, at propagandaen siden murens fald har været så effektiv til at bilde folk ind, at socialisme er det samme som sovjetsystemet. Det er besynderligt, at så mange hopper på limpinden, når det kun var en meget lille del af den samlede, socialistiske bevægelse, der opfattede Sovjet som et forbillede. Men reklamens magt er som bekendt underfuld.

Sovjetsystemet kæntrede. Man kan komme med mange og lange udredninger af, hvornår det begyndte at gå galt, hvorfor det gik sådan, hvilke forsøg der undervejs blev gjort for at rette op på skaderne, og hvorfor de mislykkedes.

Men det kan vi lade ligge her. Vi kan nøjes med at sige, at sovjetsystemet, sådan som det var, ikke var noget grønt ligevægtssamfund. Nærmest tværtimod. Det var om muligt endnu mere fikseret på vækst og havde endnu større forurening end kapitalismen.

Det er ikke sådan et system, vi skal have.

Vi kan ikke i detaljer beskrive, hvordan fremtidens samfund skal se ud. Som der så rigtigt står i Enhedslistens principprogram kan vi ikke komponere fremtidens musik. De vil have deres egne komponister til den tid.

Men vi kan sige, at det er af afgørende betydning, at økonomien bliver underlagt demokratisk kontrol. Hvis vi skal nå frem til en samfund i harmoni og balance, skal økonomien styres af politiske beslutninger. Vi skal ikke have et samfund som det, vi har nu, hvor økonomiske magthavere bestemmer, hvilken politik vi sal følge.

Det bliver et samfund uden evig vækst og uden overdådigt forbrug, men det bliver ikke noget dårligere samfund. Det bliver bedre. Vi er ikke blevet lykkeligere af at blive så meget rigere, vi er blevet mere fortravlede og stressede. Hvis vi sætter tempoet ned, får vi mere tid til det, der virkelig betyder noget i livet: kærlighed, familien, venner, frivilligt arbejde af forskellig art, naturen, kulturoplevelser. Vi behøver ikke spare på følelser, tanker og omsorg. Der er ingen grænser for immateriel vækst. Videnskaben, kunst og litteratur kan hele tiden udvikle og forny sig. Vi kan søge ud i rummet og ind i os selv. Vi kommer til at opleve, hvad ægte rigdom er.

Vi kan heller ikke i detaljer beskrive, hvilken taktik vi skal følge. Der er mange veje til målet. Det er muligt, at de råstofproducerende lande – som under oliekrisen i 1973 – kan danne karteller, der kræver større global udligning.

Vi kan gennemføre protester og massedemonstrationer som i Occupy-bevægelsen og på Tahrir-pladsen.

Vi kan gennemføre arbejdsnedlæggelser. En global generalstrejke ville få stor effekt, men det kræver, at vi hjælper med til at opbygge en uafhængig arbejderbevægelse i lande som Kina, og det bliver ikke med den kinesiske regerings gode vilje. Men vores fagbevægelse kan alligevel gøre, hvad den kan. Når man kunne støtte katolske dissidenter i Polen i 1970’erne, kan man vel også støtte aktive arbejderbevægelser i lande som Kina og Indien.

Boykot fra forbrugernes side kan være ganske effektiv – især hvis den er målrettet mod særlig skadevoldende virksomheder.

Vi skal selvfølgelig bruge vores stemmeret og vores plads i alle internationale organisationer, fora og sammenslutninger.

Er det nok? Sikkert ikke.

Det er op ad bakke. Det bliver en hård kamp. Men én ting skal vi huske. Vi kan godt klare os uden kapitalejerne, men de kan aldrig klare sig uden os.

Som Brecht så rigtigt siger det:

General! din tank er en stærk vogn.

Den knækker en skov og knuser hundred mennesker.

Men den har én fejl:

Den kræver en fører.

 

General, dit bombefly er stærkt.

Det flyver hurtigere end en storm og bærer mer end en elefant.

Men det har én fejl:

Det kræver en mekaniker.

 

General! mennesket er meget brugbart.

Det kan flyve, og det kan dræbe.

Men det har én fejl:

Det kan tænke.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).