Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

I det gamle posthus er der kontorer for intern overvågning og evaluering. På Rådhuset har de nu administration.

Postbudet banker hverken én eller to gange, og han spørger ikke gamle fru Jensen, hvordan det går med hoften. Postbudet skal løbe hurtigere, hans rute bliver hele tiden længere. Og når han kører sin runde, kører en anden bil lige efter ham med stopuret. Han skal måles, vejes og evalueres, så man kan se, om han arbejder så lidt, at man kan sløjfe hans job, eller så meget, at man kan presse alle de andre op på hans niveau og derefter få mulighed for at fyre nogle flere.

Der står ikke en pose med kryddere og en halv sød foran døren. Budet kommer ikke på longjohn. På stationen har de lukket toilettet på grund af hærværk. Der er hærværk, fordi der ikke længere er en togmand på perronen. Billetsalget flyttede ned i kiosken, og så lukkede de kiosken. Nu skal man trække billetten i en automat eller bruge rejsekort. Derfor sidder der ikke en mand i et glasbur med en billettang og klipper hul i billetterne. Og derfor er der ingen på perronen, og derfor er der hærværk, og derfor er toilettet lukket.

Hvis folk skal spise eller tisse, må de gøre det hjemme. Skal de ud på otte timers rejse, og er de gamle og kan ikke vente så længe, må de tage ble på.

Biblioteket har selvbetjening. Hvis du vil spørge om, hvad for en bog, bibliotekaren synes, du skal låne, nu du lige har læst Murakami og gerne vil have mere af samme slags, kan du prøve at google dig frem. Du kan ikke komme til at tale med et menneske.

Der, hvor vi sendte breve, lånte bøger, talte med damen på skattekontoret eller hævede penge ved kassen er der nu tomme og blinde facader. Du har ikke adgang til bygningerne længere. De er kun til administration.

Der er ikke længere nogen mennesker, der kan tage sig af dem, der engang var borgere og medbestemmende, og nu kaldes forbrugere. De kan kun tage sig af hinanden. De overvåger og måler og evaluerer hele tiden. Det er en slags børneleg, Jerusalem brænder. Når evalueringen er forbi og de, der nåede det, har sat sig på en stol, bliver den overskydende, stoleløse fyret. Alle går rundt i evig angst, alle ser sig tilbage over skulderen. Følger han nu efter mig med stopuret og målebåndet? Hvornår prikker han mig på skulderen i forbifarten? Hvornår ringer telefonen med besked: Kontorchefen vil gerne tale med dig.

Det er som om, vi har glemt, hvad et samfund er. Et samfund er det, ordet siger: Sam-fund. Noget, vi har fundet frem til sammen, i fællesskab.

Når de siger, de følger nødvendighedens lov, når de siger, at der ikke er andre muligheder, så lyver de. Der er altid andre muligheder.

Et samfund er altid skabt af mennesker. Det er også skabt for mennesker. Glemmer man det, er det ikke længere noget brugbart samfund. Så må vi lave et andet. Alt, hvad mennesker har lavet, kan mennesker lave om.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).