Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Det kan godt være, danskerne er verdens lykkeligste folk. Det må vel passe, når de selv siger det. Men de har en mærkelig måde at vise deres lykke på – ved at være sure. For hvor i verden finder man flere sure miner? Hvor ser man flere lukkede ansigter, hvor hører man mere vrissen? Hvor ellers puffer unge gamle og invalide til side for at komme først ind i bussen? Hvor ellers går man med hastige skridt forbi dem, der trænger til hjælp – hvor ellers spiser man i tavshed og ville aldrig drømme om at invitere den sultne med ved bordet?

Hvorfor er fattige mennesker i tyrkiske landsbyer så meget mere gæstfri og hjælpsommne end os? Når det nu er os, der er de lykkeligste af alle?

Hvorfor vil vi ikke dele ud af vores lykke? Hvorfor tror vi, lykken er noget, vi skal puge sammen og beholde for os selv?

Jeg tror, at forklaringen på alle de sure miner er, at så mange føler sig snydt. De har fået at vide, at de ville blive lykkelige og alt ville blive godt, hvis bare de købte og forbrugte. Reklamerne fortæller, at lykken er ting. Jo flere ting, jo gladere bliver du. Lykken er at lukke af for de andre og nyde dine ting i enrum, hvisker reklamerne til os.

Men hvis vi bliver forført af reklamerne, opdager vi, at tingene ikke har gjort os lykkeligere. Vi har slidt og slæbt livet igennem for at tjene flere og flere penge, så vi kunne købe flere og flere ting, og nu sidder vi omgivet af alle vores ting og føler os bondefanget.

Vi troede “det gode liv” var overdådige retter på bordet, rejser til triste strande i palmesus, masser af sprut og den nyeste Iphone.

Og så opdager vi, at vi har købt os til et tomt og indholdsrigt liv, og at den kernefamilie, vi så ihærdigt har opbygget, ikke har nogen kerne, men består af splintrede skaller – af mennesker der ikke bryder sig om hinanden og helst vil være fri for de andres selskab.

Måske er det der, vi skal sætte ind.

Den store forandring – kimen til den store omstilling – er måske allerede i gang. Man mærker en voksende lede ved det uhæmmede forbrug. Folk vil ikke længere løbe rundt i musehjulet, de vil ikke længere være med i det evige, forgæves kapløb efter at have de sidste versioner af alle apparater – der bliver forældede, allerede mens vi slæber dem ud af butikken, så vi skal nages af misundelse og lyst til at få noget endnu nyere.

Når folk føler sig snydt, er det med god grund. De er virkelig blevet snydt. Og det er ved at gå op for flere og flere.

Når den store forandring kommer, kommer den ikke ved at himlen flækker og Jesus træder frem på en sky. Den kommer som en tyv om natten, den er allerede iblandt os, før vi får øje på den.

Det politiske program, vi skal opstille, skal være et program for en bedre fremtid. Vi skal sige det, som det er – at det liv, de økonomiske magthavere har at byde på, er for fattigt og usselt. Vi vil have et rigtigt liv – et liv med samtaler og kærlighed, et liv med venner og natur omkring os. Et liv, hvor vi kan trække vejret frit og tillade os at vise de andre, hvem vi er – ikke formummet i modetøj, men sådan som vi er, når vi er os selv.

En bedre fremtid er mulig. Igen og igen skal vi sige, at der ikke findes økonomiske naturlove. At de rige udnytter de fattige er en konvention – det er ikke som tyngdeloven. Alt, hvad mennesker har skabt, kan mennesker ændre. Vi kan skabe vores egen fremtid.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter.)