I månedsvis har det røde bystyre talt imod udlicitering af kommunale opgaver til private – eller prisafprøvning og konkurrenceudsættelse, som det kaldes. Men nu lægger borgmester Curt Sørensen (S) op til mere udlicitering. Af kommunens entreprenørafdeling og lønadministration. Venstre glæder sig over de nye toner.

Det røde styre overrasker: Gør klar til udlicitering

Af Frede Jakobsen

Det har været det store stridsspørgsmål i månedsvis. Udlicitering af kommunale opgaver – eller, som det nu kaldes, prisafprøvning og konkurrenceudsættelse. I valgkampen sidste efterår og i tiden derefter har Socialdemokraterne gang på gang talt imod. Det var en af årsagerne til, at budgettet for i år blev genåbnet. Så Socialdemokraterne og deres røde flertal kunne luge 10 millioner kroner ud – som de borgerlige, da de vedtog budgettet sidste efterår, ville tjene på netop udlicitering. Nu lægger Socialdemokraterne selv op til at udlicitere kommunale opgaver.

Den socialdemokratiske borgmester Curt Sørensen afviser, at partiet pludselig har skiftet politik. ”Nej”, siger han, ”det har vi ikke”. Det mener Venstres Lars Erik Hornemann til gengæld – og han er glad for det, han kalder ”de nye toner fra Socialdemokraterne”. Det mener Enhedslistens Jesper Kiel også – at Socialdemokraterne har skiftet politik, altså. Han begræder det til gengæld.

Stort set samtidig med, at det nyforhandlede budget 2010 kom på plads i slutningen af maj – nu uden udliciteringer – blev der fra kommunens magtfulde Økonomiudvalg sat gang i forberedelserne til at udlicitere kommunens Entreprenørafdeling med 60 ansatte og kommunens lønadministration. Det var et – næsten – enigt Økonomiudvalg, der satte gang i processen. Kun Enhedslistens Jesper Kiel var imod. De øvrige røde og borgerlige partier var enige.

Curt Sørensen udtalte sig så sent som 9. april i Svendborgs NetAvis direkte imod udlicitering. Han sagde om det borgerlige budget for 2010, som det nye røde bystyre var i gang med at ændre: ”Vi har pillet 10 millioner kroner ud, som handler om prisafprøvning og konkurrenceudsættelse. Den politiske vej ar vi været uenige i”. Det var i april. I slutningen af maj besluttede han sammen med stort set alle andre medlemmer i Økonomiudvalget at sætte gang i forberedelserne til flere udliciteringer – prisafprøvning og konkurrenceudsættelse.

”Er det ikke at skifte politik, Curt Sørensen?”. Det mener Curt Sørensen ikke, det er udtryk for. ”Vi har sagt ja til at sætte en proces i gang, der skal vise, om vi kan få nogle billigere muligheder. Men der er jo ikke taget nogen beslutning om at gøre det. Det er simpelthen for at holde flere muligheder åbne, nu vi skal spare rigtig, rigtig mange penge næste år. For mig har det her aldrig handlet om ideologi – sådan som det gør for Venstre, der af ideologiske grunde vil have så meget som muligt væk fra kommunen og ud til private. Jeg har ikke et ideologisk ønske om, at så meget som muligt skal forblive kommunalt”, siger han.

Curt Sørensen vil ikke afvise, at der i offentligheden efter valgkamp og budgetforhandlinger i flere omgang er skabt den opfattelse, at han og hans parti ikke vil gå videre med udlicitering af kommunale opgaver. ”Men det mener jeg ikke, der er hold i, når man ser, hvad jeg har sagt og skrevet om det”, siger han. Alle hans budgettaler og indlæg i valgkampen om bl.a. udlicitering er for nylig blevet fjernet fra hans hjemmeside. Det har dog – ifølge Curt Sørensen selv – ikke været for at fjerne tidligere synspunkter, som eventuelt måtte stride mod nuværende synspunkter. ”Nej, det er ikke sket for at dølge noget. Der er bare blevet renset op. Nye indlæg er på vej”, siger han.

Hvad Curt Sørensen ikke selv ser, det ser andre til gengæld. Et politisk kursskifte. Sådan opfatter i hvert fald Venstres gruppeformand, tidl. borgmester Lars Erik Hornemann det. Og han er glad for det. ”Ja, det er nye toner fra Socialdemokraterne. Det er himmelråbende, at vi skulle igennem en genåbning af budgettet for 2010 med meget store besparelser, fordi de var imod prisafprøvning og konkurrenceudsættelse. Men jeg vil da ikke kritisere Socialdemokraterne for nu at gå ind for det. Jeg vil tværtimod rose dem for nu også at ville bruge det redskab. Jeg synes bestemt, det er en ny linje, men den hilses altså velkommen af Venstre”, siger Lars Erik Hornemann.

Enhedslistens Jesper Kiel ser det samme som Lars Erik Hornemann. Han ser en ny politisk linje hos Socialdemokraterne. ”Det synes jeg bestemt, det er”, siger han. Men han beklager det til gengæld. ”Jeg synes, det var nogle andre signaler, de udsendte i valgkampen, end dem vi ser nu. Det skuffer mig, at de ikke holder fast i modstanden”, siger Jesper Kiel.

Socialdemokraternes største samarbejdspartner i det røde styre, SF, har – lige som Liste T – støttet at igangsætte processen med prisafprøvning og konkurrenceudsættelse af lønadministrationen og entreprenørafdelingen. ”Det, SF støtter, er en undersøgelse af mulighederne i det. SF har aldrig været imod at undersøge tingene. Men det betyder ikke, at vi nødvendigvis stemmer for det i sidste ende”, siger Bruno Hansen, SF’s gruppeformand. Men hvis private firmaer kommer med tilbud, der er billigere end det koster for kommunen selv at løse opgaven, hvad så? ”Ja, så vil vi overveje det. Men det kommer an på mange andre ting. Det skal ikke bare være den bedste pris, det skal også være den bedste kvalitet. Og der er mange andre hensyn, der skal tages. Og så skal det vurderes, hvad det samlet betyder for kommunen, hvis vi udliciterer nogle bestemte opgaver”, siger Bruno Hansen.