Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Jeg sidder og læser ”Dette burde skrives i nutid”. Helle Helle skriver som en lille engel. Hun er ekstremt lydhør over for sociolekter; hun får hver eneste betoning med og vælger altid det helt rigtige ord. Hun ser meget skarpt. Og så er der sproget og den særlige underspillede humor, som jeg er vildt begejstret for, og som især viser sig gennem hendes isbjergs- eller lakune-metode – gennem alt det, hun udelader, gennem de tomrum, der får ordene til at træde skarpere frem. Som når hun tilsyneladende helt uskyldigt skriver ”De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere” eller ”Han spurgte, hvordan det gik med studierne, og jeg sagde det gik fint. Han mente, at fondue nok godt kunne have været noget for mig”.

Men netop fordi det er en god bog, og fordi jeg tror, personskildringerne rammer plet, bliver jeg fyldt med en stor undren. Ikke moralsk fordømmelse, bare undren. Det er, som om personerne – og ikke kun i denne bog, og ikke kun hos Helle Helle – er som en slags vandmænd, der ligger og skvulper i et havnebassin. Deres kærlighedsliv består i, at en dønning får dem til at støde ind i en anden vandmand. Så filtrer de nogle tråde sammen, og lidt efter får en ny dønning dem til at skvulpe fra hinanden igen. Deres største oplevelser er, når de prøver en ny bluse. Deres mest eksistentielle valg er, når de skal vælge, hvilken kage de vil have til eftermiddagskaffen. De udforsker ikke verden – de løser en kryds og tværs-opgave i stedet for.

Det, personerne minder mig mest om fra lidt tidligere litteratur, er jegpersonen i Vita Andersens ”Tryghedsnarkomaner”. Skal jeg lede efter en slægtning i litteraturen fra det 19. århundrede, kommer jeg til at tænke på Oblomov hos Ivan Gontjarov.

Men de er meget forskellige fra de fleste romanskikkelser, jeg kender til. Jane Austens kvinder og Flauberts Madame Bovary var nok også hæmmede og trykket af konventioner, men de havde større følelser i sig end dem, vi finder i den nye litteratur. Går man tilbage til endnu tidligere litteratur, finder man voldsommere lidenskaber og modsætninger. Genji i Murasakis tusinde år gamle roman kan det ene øjeblik bruge timer på at vælge, hvilket lavendelblåt papir, han vil bruge til et digt, og det næste hugge hovedet af en fjende og voldtage en tjenestepige.

Man kan sige, at mange romanpersoner hos Helle Helle og andre fra hendes generation er det diametralt modsatte af den holdning, man finder i ”Som dreng skar jeg skibe” af Johannes V. Jensen – og som jeg husker fra min egen ungdom for et halvt århundrede siden. Det, jeg husker, og det jeg genfinder i utallige bøger om unge – af Paludan, Sonja Hauberg og mange andre – er den glubende nysgerrighed, tørsten efter at vide mere, efter at opleve mere, helst det hele, de stormende følelser, Himmelhoch jauchzend zum Tode betrübt, længselen efter det fjerne, ønsket om suge den store kunst og litteratur til sig, gøre den til en del af kroppen og erfaringen – og ønsket om at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen, ønsket om at forstå den verden vi lever i – og finde frem til alt det, der ikke er godt nok, og lave det om, så verden bliver bedre. Den glødende tro på, at verden kan blive bedre, end den er, og det er os, der skal sørge for, at den bliver det. Engagementet, iveren, glæden, nysgerrigheden, de ubrydelige venskaber, den besættende, rungende forelskelse.

”Lidenskab det er dog Hovedsagen, det er den egentlige Kraftmaaler for Menneskene. Derfor er vor Tid saa ussel, fordi den ingen Lidenskaber har”, skriver Søren Kierkegaard i sin dagbog. Og hvis hans tid – omkring de store omvæltninger i 1848 – var ussel, hvad skal vi så kalde vores tid?

Var vi de sidste, der troede på, at verden kunne blive bedre? Eller er det kun i Europa, man lukker sig om sig selv, om kernefamilien og de små ting? Er det anderledes i Kina eller Vietnam eller Afrika eller Latinamerika?

Eller var der lige så mange i min tid, der tænkte og opførte sig ligesom de unge i dag? Jeg husker pigerne, der samlede på udstyr som sekstenårige, sølvgafler, dækkeservietter, som de lagde ned i en brudekiste. Jeg husker de pæne piger, de flittige og artige piger, der var så gode til blækregning.

Og er der lige så mange rebeller i dag, klimaaktivister, drømmere, digtere?

Jeg ved det ikke. Jeg kender ikke så mange unge. Men hvis et flertal i dag er som personerne hos Helle Helle og en del andre nyere forfattere, så synes jeg nok, der er noget forstemmende ved det.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).