Egypten – fra arv til befrielse

Af Medhat Khattab

Er det rigtigt, at Egypten ikke kan beskrives, men skal opleves? Ja, det mener jeg bestemt. Man kan ikke beskrive den kontrast, som man oplever i Egypten, så det afspejler virkeligheden – man skal opleve det selv. Man kan f.eks se den fysiske kontrast med en meget moderne vestligt klædt, langhåret kvinde med solbriller på, der kører i en splinterny sort Mercedes, side om side med en meget grim og ildelugtende æselkærre, der fungerer som en skraldevogn, styret af en kvinde klædt med niqab. Lige så stor kontrast mellem udseende og rigdom i Egypten er kontrasten mellem holdninger og religion.

Utroligt mange er meget troende og kan være svære at diskutere med, og muligvis er de også “anti-vesten”. Andre er meget tolerante samt vestligt orienterede.

Når jeg ser på, hvad der er sket i Egypten nu, er det vanskeligt at gøre rede for, hvad der foregår, men nogle af nøgleordene er fattigdom, religiøsitet, korruption, afmagt, mistro og frustration, håbløshed med mere. Nogle vil have magt og andre er bange for fremtidens skæbne. Mange stoler ikke på det daværende regime og andre vil beholde Mubarak, fordi de er bange for deres egen skæbne, fordi de selv har været en del af hans regime i mange år.

Efter min mening er der ingen alternativer til, at magten og landets styre bliver overtaget af militæret i en overgangsperiode. Det er nødvendigt, til man forbereder sig til nye tider med demokratiske og uafhængige valg, så landet bliver belønnet med fornuftige politikkere, som bekymrer sig mere om landets genopståen end om deres eget velbehag og at samle penge og magt. Jeg tror nu ikke, det bliver nemt. Nej, det er langt fra virkeligheden.

Der er mange forskellige interesser, som er involveret – mennesker, organisationer og andre stater, som spiller ind og som er med til at skrive historie og sætte dagsordenen. Her kommer selvfølgelig også de herrer, som er på spring efter præsidentstolen, hvis Mubarak bliver vippet af pinden. Sønnen, Gamal Mubarak, har i mange år og efter intensiv forberedelse fra farens side af samt fra andre magtfulde og rige forretningsfolk i Egypten været få skridt fra at arve stolen efter faren, men …men….det gik ikke. Og pludseligt ender det med, at manden – hopla – bliver 100 procent usynlig, selvom hans billede ellers har været i næsten alle blade og medier dagligt, eller muligvis har staten med vilje styret medierne, så de har mistet interessen for ham.

Så har vi i øvrigt både El Baredei og Amre Moussa, henholdvis 68 og 74 år gamle. Den første har været generaldirektør for International Atomic Energy Agency og fik i 2005 tildelt Nobels Fredspris. Den anden er Den Arabiske Ligas generalsekretær og tidligere ægyptisk udenrigsminister. Disse to ældre herrer har misforstået de unge, egyptiske, revolutionæres budskab – de vil have andre tider. Så til El Baradei og Moussa vil jeg sige, at Egypten er ikke et luksus plejehjem. Det er fint med mig, at de kan spille med i de næste par måneder for at hjælpe med etableringen af de demokratiske rammer for de nye valg og et nyt Egypten, men at en af dem skulle blive en ny præsident, nej tak. Jeg tror, Egypten vil være bedre tjent med at have et andet system end et “one man show”-system, så man kan undgå, at folk med tiden bliver magtsyge og diktatorer.

Det, som skræmmer mig mest er, hvis islamisterne skulle komme til magten, da der er stor opbakning til dem fra Irans side. USA og Europa spiller vidt forskellige roller. Europa er meget tilbageholdende og aner ikke, hvilket ben det skal stå på, og så er Europa fantastisk langsom. USA har været med fra dag nul og som forhandlingspartner. Sådan skal det være.

(Medhat Khattab, Svendborg, er speciallæge og tidligere byrådsmedlem for Venstre og Liberal Alliance. Han er i dag konservativ).