Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Vi har set det før. Det et et spørgsmål om frihed og demokrati, siger vores aviser og fjernsynet. Men lige så snart forandringen er gennemført, kommer de væltende for at rage til sig. Så er det ressourcer, det handler om. Vi så det i Irak og Libyen. Frihed og demokrati. Men så snart chancen var der, ragede de til sig af olien. Folket blev som altid snydt. Landene faldt fra hinanden. De sank ned i kaos og vold. Men der var nogle fra andre lande, der blev meget rige.

Man skal se på, hvad der er de første love, det nye parlament vedtager. I Irak og Libyen var det ikke love om undervisning eller sundhed eller velfærd. Det var love om privatisering af statslige olieselskaber.

Ukraine er i dobbeltild, udsat for imperialistiske overfald fra både Rusland og Vesten – og Kina med. Det er ikke noget homogent land. Det vestlige Ukraine var en del af Polen til 1939. Befolkningen er katolikker. Det østlige Ukraine har været under russisk herredømme i århundreder, befolkningen er ortodoks. Krim var en del af Rusland til 1956, da Hrusttjov af ukendte grunde fik halvøen overflyttet til Ukraine. Der kan være mindst lige så god grund til at dele Ukraine op, som der var til at dele Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Og en opdeling vil jo også være en fordel for dem, der har kløerne fremme. Mindre bidder er lettere at sluge og fordøje.

Ukraine har meget at byde på for dem, der er glubske. Landet har olie, naturgas, kul, jern, nikkel, titanium, magnesium og andre råvarer. Og først og fremmest frugtbar landbrugsjord. Efterhånden som klimaændringerne slår mere igennem, forureningen hober sig op og vores egen jord bliver mere og mere udpint, bliver den ukrainske sortjord mere og mere tiltrækkende. Kina har allerede sat sig på et område på størrelse med Danmark – ligesom Kina sætter sig på store arealer i Afrika. Vores egne gyllebaroner og godsejere skal nok snart følge efter. Med tilskud fra EU – dvs. skatteyderne – opfylder de den gamle drøm om Ostraum, Bukse Marius’ våde drøm om at kunne regere over en flok slaver i det erobrede land.

De ukrainske politikere er tilsyneladende mest optaget af at rage til sig og blive obskønt rige. En fraktion vil sælge landet til Rusland, en anden fraktion vil sælge til EU. Janukovitjs familie blev pludselig en af landets rigeste, og præsidentens palæ var udstyret med vulgær Saddam-agtig pomp og pragt. Timosjenko havde ingen formue, da hun gik ind i politik, men fem en halv milliard, da hun havde siddet ved magten nogle år. De stridende politikere kan udnytte utilfredsheden med de for øjeblikket regerende til at mobilisere folkemasserne. Men for dem er folkemasserne kun den rambuk, der skal hjælpe dem selv frem til truget, så de kan mæske sig.

Frihed og demokrati er pynteflag, der bliver taget ned igen, når politikernes egoistiske mål er nået. Og befolkningen bliver snydt som altid, mens de, der er rige i forvejen, bliver endnu rigere.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).