Dagbladenes chefer har ikke – ikke uden kamp i hvert fald – tænkt sig at slippe de 350 millioner kroner, som deres bladhuse hvert år får i støtte fra staten. Det er den såkaldte distributionsstøtte, som Dyremose-udvalget (nedsat af den tidligere regering) har foreslået omlagt fra støtte til distribution til støtte til journalistisk indhold. Til såkaldt demokratistøtte til medier med egetproduceret samfundsrelevant journalistik .

Med Kjerteminde Avis (kjavis.dk) som initiativtager mødes en række små netaviser 2. november for at drøfte, hvad de sammen kan gøre for at få del i den fremtidige statslige støtte. Dyremose-udvalget foreslår nemlig en ordning, som reelt udelukker de helt nye journalistiske lokale netaviser fra at få del i statsstøtten.

Netaviserne skal, foreslår udvalget, have journalister svarende til mindst tre eller fem årsværk. Hvert årsværk er sat til en halv million kroner. Et krav, som ingen af de nye lokale netaviser kan opfylde. Den nye kulturminister Uffe Elbæk (RV) har erklæret sig uenig i denne grænse og vil have forslagene ud i en høring.

TYK ARROGANCE, TYNDE ARGUMENTER

Mediawatch.dk havde forleden en artikel om de små netavisers initiativ for at få del i den fremtidige mediestøtte. Og en artikel, hvor et par dagbladschefer kraftigt afviser, at de nye små netaviser skal have del i støtten. Alt er godt, som det er – og pengene skal flyde til dem, der får i dag. Det er indholdet i de to chefers argumentation. Arrogancen er lige så tyk som argumenterne er tynde – hos Erik Bjerager, adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør på Kristeligt Dagblad, og Lisbeth Knudsen, Berlingske Medias koncernchef.

Tag nu Erik Bjerager, som siger: ”Jeg har stor respekt for små lokale medier som SvendborgNetavis, men er det den type en- eller to-mandsinitiativer man vil støtte, fjerner man grundlaget for en del af de eksisterende medier og Fyns Amts Avis har allerede en stor digital satsning i Svendborg, så borgerne er jo ikke uden medier”.

Altså: Der er ingen grund til at give statslig mediestøtte til nye netaviser som Svendborgs NetAvis og Kjerteminde Avis. Borgerne i Svendborg og Kerteminde har jo allerede et (statsstøttet) medie – borgerne i Svendborg har Fyns Amts Avis (8,5 millioner i distributionsstøtte i år) og borgerne i Kerteminde har Fyens Stiftstidende (15,4 millioner i år).

Man kunne spørge: Hvorfor er der så grund til at give millionstøtte til den landsdækkende avis Kristeligt Dagblad? Borgerne i dette land er jo ikke uden medier … de har da Ekstra Bladet.

Et åndssvagt argument? Ja bestemt. Kristeligt Dagblad ser anderledes på mange historier end Ekstra Bladet. Tager andre historier eller andre vinkler op. Det samme gælder for medier på lokalt plan. Alt sammen til gavn for demokratiet – flere historier om flere emner set fra flere vinkler. Mediepluralisme i stedet for mediemonopol.

SÅ LUKKER VI JO…

Bjerager citeres også i mediawatch.dk for at sige: “Det er blevet sagt lidt hånligt om Dyremose-rapporten, at den giver nogenlunde det samme beløb i støtte til dagbladene, som de fik før. Det var sådan set også tanken, for tager man støtten fra Kristeligt Dagblad og Information samt flere provinsaviser, lukker vi jo”. Og han tilføjer: “Det er fornuftigt, at mediet skal bevise en form for levedygtighed og generere en indtægt”.

Interessant, at Bjerager, der også er bestyrelsesmedlem i den magtfulde Danske Dagblades Forening, mener at kunne sige, at udvalgets opgave var at sikre dagbladene den samme støtte i fremtiden som i dag. Hm, så var der jo ingen grund til at nedsætte udvalget.

Og interessant, at Bjerager kan sige, at et medie skal ”bevise en form for levedygtighed og generere en indtægt” og samtidig kan sige, at ”tager man støtten fra Kristeligt Dagblad og Information samt flere provinsaviser, lukker vi jo”.

Hvor levedygtigt er disse medier så – altså uden den permanente statslige kontanthjælp, som i dag hedder distributionsstøtte? Den er på 350 millioner kroner til dagbladene årligt. Og det er den støtte, der er i spil i Dyremose-udvalgets rapport. Men oven i – og det glemmer Bjerager her – får dagbladene årligt en milliard kroner i kraft af momsfritagelse. Den milliard er der – p.t. i hvert fald – ingen, der vil røre ved.

Så frem for at klynke skulle Bjerager hellere slås for, at der bliver givet mere statslig mediestøtte end de 350 millioner årligt. Så der både kan blive til ”Kristeligt Dagblad og Information samt flere provinsaviser” – og til de nye netaviser. Alternativt må han afgive nogle af støttemillionerne til de nye journalistiske netmedier, som for alvor kan skabe mediepluralisme over hele landet.

MERE TIL BERLINGSKE OG JP/POLITIKEN

Lisbeth Knudsen argumenterer også i mediawatch.dk heftigt for Dyremose-udvalgets forslag – hvilket ikke er uforståeligt i betragtning af, at det vil give de to store mediekoncerner, Berlingske og JP/Politiken, cirka 10 millioner kroner mere om året end i dag.

Lisbeth Knudsen citeres bl.a. for at sige: ”Vil man flytte støtten over til tre-mands garageselskaber, skal man ikke regne med, at Danmark får samme nyhedsdækning som i dag”.

”Garageselskaber”! Hvad bilder hun sig egentlig ind? Alt nyt starter altså småt, kære Lisbeth. Som garageselskaber. Tænk bare – uden sammenligning i øvrigt – på Apple. Men hvad ved hun egentlig også om det – hun har jo aldrig startet noget nyt. Hun har levet trygt i store mediehuse skabt af andre før hende – fra Berlingske, over Det Fri Aktuelt og DR og tilbage igen til Berlingske.

SAMME NYHEDSDÆKNING ELLER…

Men ét har hun da ret i, Lisbeth Knudsen. Med støtte til de nye og til at begynde med små lokale netaviser ”skal man ikke regne med, at Danmark får samme nyhedsdækning som i dag”. Fuldstændig korrekt. Den vil blive bedre – nyhedsdækningen altså. Det vil den blive for rigtig mange mennesker herude i lokalområderne, kommunerne, hvor nyhedsdækningen over en årrække er blevet mindre og dårligere.

Lisbeth Knudsen mener, at et medie mindst skal have fem medarbejdere for at kunne få del i de statslige støttekroner. Hvorfor? Giver det journalistisk kvalitet, at der er fem medarbejdere på et medie? Ikke i sig selv. Der er masser af eksempler på, at redaktioner på tre, fem eller 10 journalister laver noget elendigt overfladisk pladder. Og der er eksempler på, at redaktioner på en eller to journalister laver noget fremragende dybdeborende journalistik, som giver borgerne den indsigt, der er nødvendig for at tage aktivt del i demokratiet.

Hvorfor skal der gives statsstøtte i det første tilfælde – og ikke i det andet? Det skal man være Lisbeth Knudsen for at forstå – eller man skal være chef i et af de eksisterende bladhuse, der vil slås til det sidste for at holde nye medier fra den fløde, de har slikket af i årevis.