Svajende palmer, tropisk varme og vuggende, mørke kvindehofter. Sådan var stemningen på Arne B, hvor Dansens Dag blev afsluttet med et arrangement i Giant Steps. Jens Meincke var der.

Dansens Dag blev afsluttet med manér

Af Jens Meincke

Coco Son spillede på Arne B. Foto: Knud Mortensen

Dansens dag 29. april blev takket være den lokale jazzklub Giant Steps afsluttet med manér: Der var danse-koncert på Arne B. Bordene midt i lokalet var fjernet, og denne aften var der god overenstemmelse mellem dansegulvets størrelse og antallet af danse-lystne. At folk fik lyst til at danse sørgede det glimrende salsa-band Coco Son for. Et glimrende band, der med stor kompetence og smittende spilleglæde gjorde det svært at holde fødderne i ro. For mit vedkommende kom jeg til at tænke på en fortid, hvor der var svajende palmer, tropisk varme og vuggende, mørke kvindehofter.

Orkestret Coco Son er en herlig blanding af gammel dansk og lidt yngre cubansk. Bandets ankermand, Birger Sulsbrück, har i en menneskealder været med til at sprede det glade budskab om en go’ salsarytmes velsignelse: En dygtig percussionist, der fik vist, at han ikke behøver 11 mand som i det sagnomspundne Salsanama for med et hold at give publikum en herlig oplevelse. I Coco Son fik Nils Thybo med klædelig tilbagelænethed vist nogle af sine store kompetencer som pianist. Helt uden for aftale kunne lokale Freddie Kaspersen agere afløser på percussion for cubanske Carlos Perez, så denne kunne demonstrere sine færdigheder på trombone. Jeg ved ikke hvorfor, men messing og salsa står rigtig godt til hinanden. Mia Martinez er en glimrende sanger, Yasser Pino sørgede med sin akustiske bas for, at det hele hang godt sammen på den helt rigtige måde. Dem vil jeg gerne møde igen til et stort udendørs asfalt-bal på en go’ dansk sommerdag.