Velspillet dansk på Hansted

Af Jens Meincke

 

Trioen "Fiolministeriet" spillede på Hansted.

”Fiolministeriet” er det finurlige navn på en kvinde-trio, som tirsdag aften diverterede med ægte ”gammel dansk” i Folk for Folk på Hansted.

Nu troede jeg enfoldige, at en fiol var det samme som en violin, men – ikke her. Cello, bratch og violin var instrumenterne, de tre unge konservatorie-uddannede kvinder spillede på (i hvert fald det meste af tiden) til stor fornøjelse for det fremmødte publikum.

Der er en pointe i det med ”de konservatorie-uddannede”: Musikanter, der spiller ældre dansk folkemusik, er ofte båret af entusiasme i højere grad end teknisk kunnen, men i dette tilfælde var der ikke en finger at sætte på afviklingen af den gamle spillemandsmusik. Her var der nogle musikanter, der kunne deres kram, og samtidig spillede med smittende glæde. I tilgift fik publikum så nogle historier om de forskellige numres oprindelse, som absolut ikke var uden interesse. Bl.a. fordi de gav et vist indblik i vilkårene for musikken den gang i det 17. og 18. århundrede, hvor flertallet af stykkerne stammede fra.

Der blev spillet flere numre af en vis Rasmus Storm, som kom fra Fåborg-egnen, har sat liv i mangt et bondebal og har givet stor inspiration til eftertiden. Der var også Reels fra Frørup, men det var nu ikke kun fynsk, også melodier fra Bornholm og Molbodrengens Hopsa.

Uden at være ekspert vil jeg påstå, at ”Fiolministeriet” har en særlig nordisk tone, der gør, at de er rigtig gode repræsentanter for dansk folkemusik-tradition. Dette selvom violinen havde været en tur i Skotland og havde lidt gælisk med derfra.

Også arrangøren ”Folk For Folk” fortjener ros for -bl.a. med dette arrangement – at pleje mangfoldigheden, så svendborgenserne for et bredt indblik i, hvad der rør sig på folkemusik-scenen for øjeblikket.