Først lagde chefer nærmest skylden på menige medarbejdere – for at Svendborg ikke fik del i 137 millioner statslige kroner til socialt og kriminalpræventivt arbejde i Hømarken. Men nu står det klart, at tre chefer på Rådhuset er de ansvarlige, en centerleder, en afdelingschef og en direktør. Ingen af dem gjorde, hvad de skulle.

De menige renset – det var chefer, der fejlede

Af Frede Jakobsen

Det er ikke medarbejdere i Hømarken-området, der har ansvaret for, at Svendborg Kommune ikke fik en stak millioner til socialt, kriminalpræventivt arbejde – sådan som kommunale chefer først prøvede at få det til at se ud. Det er tre chefer, der har ansvaret. To mellemledere informerede ikke deres topchef. Og topchefen spurgte ikke de to mellemledere.

Hvor blev det egentlig officielt placeret, ansvaret? Hvem var skyld i, at Svendborg Kommune ikke fik en pæn stak millioner kroner til socialt arbejde for at forebygge ungdomskriminalitet i Hømarken? Ni millioner kroner måske – det var i hvert fald hvad et par sammenlignelige kommuner fik af Socialministeriet.

Jo, ansvaret blev placeret hos noget, der hedder noget i retning af dårlig kommunikation og fejlvurdering. Og så er ansvaret jo dermed alligevel ikke placeret. Da balladen om den manglende ansøgning brød ud den 5. maj, blev ansvaret mestendels placeret hos de folk, der dagligt arbejder med at løse de mange problemer i det store Hømarken-område med de mange boligblokke, som ejes af Svendborg Andels-Boligforening.

Men nu ligger ansvaret solidt placeret hos et par underchefer og en topchef på Rådhuset. Det viser Svendborgs NetAvis’ gennemgang af sagen: To mellemledere informerede ikke deres topchef om, at de ikke søgte. Og chefen, dvs. børn- og ungedirektøren, fandt ikke på selv at spørge mellemlederne – endskønt han vidste, at der var politisk ønske om at søge. Direktørens politiske chef, udvalgsformanden, havde nemlig to-tre gange spurgt ham om, hvordan det gik med at få ansøgt.

Der blev nærmest lagt låg på sagen efter et chefmøde i mandags – fem dage efter balladen startede den 5. maj. Det var den dag, en journalist ved Fyns Amts Avis henvendte sig til kommunen for at høre, hvorfor man ikke havde søgt penge fra den 137 millioner kroner store pulje – en pulje, som 14 kommuner havde fået at vide, de kunne søge. En af dem var Svendborg. Den eneste, som ikke søgte, var Svendborg. De andre kommuner delte så de 137 millioner kroner. Hvor mange millioner, Svendborg kunne have fået, er ikke til at sige, men f.eks. fik Holbæk og Fredericia hver ni millioner kroner.

I mandagens møde deltog tre chefer. En underchef i Børn- og Ungeforvaltningen, Keld S. Hansen, chef for afdelingen for børn og unge med særlige behov. Hans chef, børn- og ungedirektør, Jan Præstholm. Samt hans politiske chef, formanden for Udvalget for Børn og Unge, Hanne Klit (S). Indtil dette møde havde de offentlige forklaringer på fadæsen været baseret på en skriftlig redegørelse, som blev udarbejdet den 5. maj af centerleder Lene Brund Skov, chef for RFC (Rådgivnings- og Familiecentret) under Børn- og Ungeforvaltningen. Det var hendes chef, Keld S. Hansen, der havde sat hende til at lave redegørelsen. Offentligt udtalte Keld S. Hansen, at beslutningen om ikke at søge var truffet efter ”en snak med de folk, der arbejder i området”. Og i Lene Brund Skovs skriftlige redegørelse blev det også nævnt, at beslutningen var truffet efter en snak med kommunens to SSP-konsulenter og efter et ”stort fællesmøde, hvor alle interessenter og implicerede i Hømarken” deltog den 28. januar.

Ansvaret blev – i hvert fald indirekte – skubbet nedad. Men Svendborgs NetAvis kunne påvise, at i hvert fald den ene af de kommunale SSP-konsulenter var uenig i beslutningen om ikke søge millionerne. Og ”de folk, der arbejder i området”, kunne til Svendborgs NetAvis oplyse, at de aldrig var blevet spurgt. Og at de, hvis de var blevet spurgt, ville have anbefalet at søge millionerne. Det var skolelederen på Hømarkskolen, direktøren for Svendborg Andels-Boligforening, og politiets SSP-medarbejder.

Sådan var situationen, da mødet i mandags blev holdt – mellem Keld S. Hansen, Jan Præstholm og Hanne Klit. Efter mødet modtog Svendborgs NetAvis en supplerende skriftlig redegørelse fra børn- og ungedirektør Jan Præstholm. I redegørelsen renses de to menige SSP-medarbejdere. Det var ikke deres skyld, der ikke blev ansøgt. Og deltagerne i det store fællesmøde i Hømarken for alle dem, der arbejder der, renses også for beskyldningen om at have del i beslutningen om ikke at søge.

SSP-konsulenterne blev i sin tid ikke orienteret godt nok om ansøgningsmuligheden, fremgår det. ”Med større opmærksomhed på ansøgningspuljens vilkår og fokus, havde SSP-konsulenternes tilgang været anderledes”, skriver Jan Præstholm.

Og han fastslår, at ”muligheden for en ansøgning ikke blev konkret drøftet på stormødet den 28. januar”. Og fortsætter: ”Således er det ledernes tolkning af mødet … der har afledt fravalget af ansøgningen”. Han konkluderer: ”Denne tolkning/vurdering har vist sig tilsyneladende at være forkert, hvilket er beklageligt. Det er tillige beklageligt, at man netop ikke valgte at benytte stormødet som anledning til at fremstille muligheden for en ansøgning”.

Hvad er der så tilbage? Jo, der er det tilbage, at Jan Præstholm som øverste chef påtager sig ansvaret, hvilket sådan set er indlysende – den øverste chef står i sidste ende altid tilbage med ansvaret. Jan Præstholm gør det ved at skrive, at der på mødet blev konkluderet: ”At det først og fremmest er mit ansvar som direktør, at det ikke er blevet præciseret over for respektive ledere i direktørområdet, at man fra politisk side ønskede en ansøgning afsendt. Det er beklageligt, hvilket jeg tillige har givet udtryk for i seneste møde i Udvalget for Børn og Unge den 5. maj 2010”. Og at der blev konkluderet: ”At den ledelsesmæssige beslutning (om ikke at søge – red.) beklageligvis ikke blev videreformidlet til direktør og udvalgsformand i forhold til at kunne omgøre beslutningen, dvs. indsende en ansøgning inden ansøgningsfristens udløb den 1. marts 2010”.

Og hvad betyder så det? Det betyder, at Jan Præstholm har et særdeles stort ansvar for, at der ikke blev ansøgt om millionerne. Meddelelsen fra Socialministeriet, om at Svendborg kunne søge, ankom i januar. Afdelingschef Keld S. Hansen og hans underordnede, chefen for RFC, Lene Brund Skov, skulle tage sig af den. Men en ansøgning blev aldrig sendt. Og de informerede tilsyneladende ikke deres øverste chef, børn- og ungedirektør Jan Præstholm om, at de ikke ville ansøge.

Jan Præstholm vidste omvendt, at der var et stærkt politisk ønske – eller krav – om, at der skulle ansøges om millionerne. Hanne Klit, socialdemokratisk formand for Udvalget for Børn og Unge, spurgte flere gange, sin børn- og ungedirektør, Jan Præstholm, om ansøgningen. Det fremgår af en mail fra Jan Præstholm til Hanne Klit, hvori han refererer til hendes, Hanne Klits, ”løbende forespørgsel herom”. Hanne Klit kan ikke huske, præcis hvor mange gange hun spurgte Jan Præstholm om ansøgningen. ”To-tre gange”, siger hun. Og spørgsmålene blev stillet til ham frem til midten af februar, så vidt hun erindrer. Jan Præstholms svar til Hanne Klit var – med Hanne Klits ord – at ”sagen kørte”.

”Og opfattede du det svar sådan, at der ville blive ansøgt?” ”Ja”, siger Hanne Klit. Men så hørte hun ikke mere, før balladen brød ud den 5. maj. Den dag hun – via en journalist – blev klar over, at der aldrig var sendt en ansøgning.

Tilbage står, at de to mellemledere, afdelingsleder Keld S. Hansen, og centerleder Lene Brund Skov, ikke fortalte deres chef, børn- og ungedirektør, Jan Præstholm, at de ikke ville søge. Og at Jan Præstholm tilsyneladende ikke spurgte dem, om de havde søgt – skønt hans chef, udvalgsformand Hanne Klit, ”to-tre gange” havde gjort ham opmærksom på kravet om, at der skulle søges.