Søren Søndergaard.

Af Søren Søndergaard 

Den forløbne uges samling i EU-parlamentet i Strasbourg fik i torsdags en lidt usædvanlig afslutning, da den italienske MEP’er fra Lega Nord, Mario Borghezio, annoncerede sin udtræden af ”Europe of Freedom and Democracy” (EFD). EFD-gruppen er en af syv politiske sammenslutninger i EU-parlamentet og kan vist uden at genere nogen placeres på højrefløjen i det politiske landskab.

”Jeg fortryder, at jeg har bragt skam over Parlamentet og EFD-gruppen”, sagde Borghezio som begrundelse for sin pludselige tilbagetræden fra EFD. Andre kilder hævder imidlertid, at han absolut ikke gik frivilligt, men blev sparket ud.

Uanset hvilken udlægning, som er den rigtige, så er alle enige om baggrunden. For nylig fik Italien en ny regering, hvor en af ministrene er en sort kvinde, Cecile Kyenge, som oprindelig kommer fra Congo. Dette ophidsede Borghezio i en sådan grad, at han så at sige ”gik helt i sort”.

Han beskyldte Cecile Kyenge for at ville ”indføre hendes stamme-traditioner fra Congo” i Italien og kaldte på den baggrund hendes regering for en ”bonga-bonga-regering”. ”Man kan ikke sige ordet ’nigger’ i Italien, kun tænke det”, klagede han og mente, at Cecile Kyenge måske kunne blive en udmærket husholderske, men absolut ikke minister.

Det forstyrrede ikke Borghezio, at den 48-årige Kyenge kom til Italien fra Congo helt tilbage i 1983 og siden har uddannet sig til læge fra det medicinske Universitet i Rom med speciale i øjensygdomme. ”Afrikanere er anderledes”, udtalte Borghezio, hvilket han bl.a. underbyggede med, at de ikke producerer ”gode gener”.

Disse udtalelser har naturligvis vakt en del opmærksomhed i Italien og udenfor. Op mod 150.000 mennesker har de seneste uger skrevet under på en facebook-protest, og i den forløbne uge blev udtalelserne kritiseret af bl.a. formanden for EU-parlamentet, socialdemokraten Martin Schulz, og af formanden for den liberale ALDE-gruppe, Guy Verhofstadt.

Så måske handler Borghezio’s tilbagetræden og/eller udsmidning fra EFD-gruppen i virkeligheden mere om at få lukket historien ned, inden den tiltrak sig endnu mere opmærksomhed. F.eks. har EDF-gruppen jo også medlemmer som den britiske Nigel Farage fra UKIP og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, som næppe er helt vilde med at blive forbundet med en rablende racist, som Mario Borghezio.

EU-parlamentet har nogle regler, som gør det vanskeligt for de politiske grupper helt at undgå besynderlige personager. Det problem er set i alle de politiske grupper. Men når det er sagt, må man alligevel undre sig over, hvorfor Borghezio nogensinde fik adgang til EFD-gruppen. For det er mildest talt ikke første gang, at han gør sig uheldigt bemærket.

Helt tilbage i 1993 blev han idømt en bøde på 750.000 italienske lire for vold mod en mindreårig immigrant fra Marokko. Og i 2005 blev han idømt 20 måneder og 20 dages fængsel for at have sat ild til nogle ejendele, der tilhørte hjemløse immigranter, som sov under en bro i Torino.

Også hans udtalelser har gennem tiderne været bemærkelsesværdige. Han har f.eks. hyldet den tidl. libyske leder, Muammar Gaddafi, og han protesterede voldsomt, da den serbiske general, Ratko Mladic, som stod bag likvideringen af 8.000 muslimske mænd og drenge udenfor Srebrenica i Bosnien, blev arresteret i 2011. Heller ikke den norske massemorder Anders Behring Breivik er gået hans hyldest fordi. I hvert fald udtrykte han efter likvideringerne på Utøya støtte til mange af de synspunkter, som Breivik fremlagde i sit manifest.

At han så også er en ivrig konspirations-tilhænger og har brugt en del af sin tid i EU-parlamentet på at kræve ”afklassificering af dokumentation af UFO’er” med det formål at få gjort op med ”den systematiske hemmeligholdelse af data” om dette emne, er kun nævnt som en detalje i den store sammenhæng.

Måske som en forklaring på sine bizarre udfald sagde Borghezio i et interview tilbage i 2007 til den italienske avis ”Corriere Della Sera”: ”Jeg siger, hvad pokker der falder mig ind. Det er ophidsende. Nej, det er mere end ophidsende. Det er som at få orgasme”.

Meget kan man sige om EU-parlamentet. Men kedeligt er det sgu’ ikke!