Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Information skriver, at en af de mest udlånte bøger på danske biblioteker lige nu er “Fifty Shades of Grey”. En anden er en krimi af Camilla Läckberg. Så spørger man: Hvad laver de bøger på bibliotekerne?

Vi har altid haft kiosklitteratur, men før i tiden købte man den i kioskerne. Boghandlerne forhandlede hverken Cartland eller western-romaner. “Romanbladet” og “Det man læser” lå ikke fremme hos Arnold Busck.

Underlødige bøger kunne ikke lånes på bibliotekerne, for formålet med bibliotekerne var folkeoplysning, og man mente ikke, at fordummelse var det samme som oplysning.

Aviserne anmeldte selvfølgelig aldrig kiosklitteratur. Hvorfor skulle de det? Det var jo det samme lort hver gang.

Men så skiftede kiosklitteraturen navn til genrelitteratur, og den fik indpas alle vegne. Folk skal have, hvad folk vil have, sagde man. Vil de have lort, så køber vi det ene læs lort efter det andet for skatteydernes penge og serverer det. Fem millioner fluer kan ikke tage fejl – lort smager godt.

Det blev et dogme, at den ene smag er lige så god som den anden. Der er ikke nogen kvalitetsforskel mellem Shakespeare og E.L. James. Hvis man insisterer på kvalitet, er man en elitær åndssnob.

Når alt er lige godt, er det ligegyldigt, hvad man læser. Der er ikke længere noget, der hedder folkeoplysning. Der er ikke nogen grund til at gøre sig lidt umage, der er ingen grund til at anstrenge sig. Det, der flyder lige ned, er lige så godt som det, der skal tygges.

Kiosklitteraturen er en gøgeunge. Den finder ikke bare sin plads i reden; den puffer de andre unger ud. Når man bruger budgettet på at købe dårlige bøger, har man ikke råd til også at købe de gode. De dårlige bøger holder kun et år eller to. Ingen gider læse kiosklitteratur fra tresserne eller halvfjerdserne. Ingen læser gamle krimier og thrillere af Else Fischer, Frits Remar eller Poul-Henrik Trampe. Ingen læser Willy Corsari, Hans Martin eller Warwick Deeping. Ingen læser guvernanteromaner fra 1880’erne. De er stendøde.

Derfor skal de dårlige bøger udskiftes hvert år, og derfor sluger de endnu mere af budgettet, end hvis de var holdbare.

De gode bøger er langtidsholdbare. Man kan stadig læse Homer og Du Fu. Folk læser stadig Gustav Wied og Hamsun af lyst. Men et budget er et budget, og hvis der skal være Camilla Läckberg på alle hylderne, må Hamsun ned i kælderen, og når folk ikke ved, hvad der står på Magasinerne, låner de heller ikke bøgerne, og så siger man hoverende: Se, de bliver jo ikke lånt ud. I papirmøllen med dem.

Forvisningen af de gode bøger til magasiner og kældre gør det umuligt at gøre tilfældige, spændende fund i reolerne – det man kalder serendipity. Nu er der ingen overraskelser, kun kiokslitteraturens massive genkendelighed.

Når avisernes bogsektioner er fulde af anmeldelser af kiosklitteratur, er der ikke så meget plads til gode bøger. De første bøger, der bliver valgt fra, er de smalle og eksperimenterende og spændende. Man fravælger morgendagens litteratur for at skovle gårsdagens søbemad ud over folk.

Kakofili kunne man kalde tendensen. Kærlighed til det dårlige.

Den anden pest, der hærger litteraturen, er neofilien – kærligheden til det nye. Det bliver betragtet som en kvalitet i sig selv, at noget er nyt. Jo nyere, jo bedre. Bøgerne fra denne uge må være bedre end dem fra sidste uge, for de er jo nyere.

Folk vil kun læse de sidste nye bøger, se de sidste nye film, høre den sidste nye musik. Dostojevskij, Eisenstein og Mozart kan stille sig op i skammekrogen. Der skal være plads til de nyudklækkede talenter.

Nogle anmeldere dyrker en avantgarde, der forlængst er gået mug i. Man kan kun sætte pels på et strygejern eller udstille en pissoir-kumme én gang. Man kan kun proppe lort på en dåse én gang. Når flokke af håbefulde kunstnere fylder dåser med tis, menstruationsblod, sæd og snot bliver det bare til triste gentagelser. Når de hænger sig selv op i kødkroge eller onanerer op ad væggene, er der ikke længere nogen, der bliver forarget. Det er heller ikke særlig spændende at se på dem; man ville bare ønske, de snart holdt op.

Når en digter genopfinder dadaismen og pludrer lydord eller skriver automatskrift, tror de selv, de er umådelig nyskabende. Det er de ikke. Det har alt sammen været gjort før.

Men man kan stadig skrive om død og kærlighed og nærhed og afstand, så det rører andre mennesker. Man skal ikke nødvendigvis stave alle ordene forkert eller sy bogen ind i et pudevår eller klippe den op i ord-konfetti for at det skal blive interessant.

Man kunne jo for eksempel fortælle en historie. Fortælle den interessant og medrivende.

Men neofilien er ligesom kakofilien en gøgeunge.

Inden for økonomisk historie har man noget, der hedder Greshams lov – de dårlige penge driver de gode ud. Det samme gælder for litteratur og kunst. Det dårlige og forlorne driver det gode ud.

Resultatet af, at man siger, at folk bare skal have, hvad folk vil have, er at man ender med at have noget for enhver smag – undtagen den gode.