Banneret, som LO Sydfyn ikke kunne tåle. Foto: Jan Hansen.

Af Tom Skovløkke Jørgensen

I forbindelse med LO Sydfyns generalforsamling dette år udtalte formanden for LO Sydfyn, Tonni Hansen, sig således i sin beretning:

“Med baggrund i deres disrespekt har vi efterfølgende meddelt ‘Syg i Svendborg’, at der ikke længere er nogen form for samarbejde mellem dem og fagbevægelsen i det sydfynske område”.

Da ”Syg i Svendborg” ikke deler Tonni Hansen opfattelse af respekt og demokrati, mødte ”Syg i Svendborg” igen i år op til LO’s offentlige (offentlige!) 1. Maj-møde i Krøyers Have.

I Krøyers Have vendte vi, sammen med folkeskolelære, ryggen til den socialdemokratiiske beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Lige som sidste år opførte vi os pænt. Ingen rådne æg eller buh råb. Men vi bar vores ”Syg i Svendborg” T shirts. Og ”Syg i Svendborgs Venner” havde  i samarbejde med Street Art Svendborg fået lavet to bannere med teksten: ”Velfærd i Danmark? – helt syg i Svendborg”.

De bannere ville vi, demokratisk, gerne vise Mette Frederiksen og andre 1. Maj-deltagere. Vi havde fra morgenstunden ophængt disse bannere UDENFOR Krøyers Have. Et banner ved Svendborg Teater og et ved gavlen af Svømmehallen. Klokken 9 om morgenen hang de der. Klokken 10 var de ”væk”. Vi spurgte høfligt de mennesker, som stillede scene op, om de vidste, hvor vores bannere var. Det vidste de ikke.

Vi erfarede senere på formiddagen, at vores bannere var at finde hos Hede Danmarks lagerplads på Bodøvej. Hos de flinke folk fra Hede Danmark fik vi at vide, at kommunen havde givet dem en ”straks opgave”. (Ikke noget citta slow her!). Vi fik dog udleveret vores bannere, som vi så genopsatte, fem minutter før Mette Frederiksen skulle holde sin 1. Maj tale.

Hvem havde så bedt Svendborg Kommune om at bede Hede Danmark om straks at nedtage vores bannere?. Ifølge fritidskonsulenten i Svendborg Kommune havde LO Sydfyn ringet til ham og insisteret på, at disse ”ulovlige” bannere skulle nedtages. Havde LO Sydfyn ringet til kommunen, hvis der på bannerne havde stået ”Svendborg elsker Mette Frederiksen”? Døm selv, hvor demokratisk LO Sydfyn her agerede? Døm selv, hvorfor LO Sydfyn tilsyneladende mener, at fagbevægelsen i det sydfynske område IKKE skal samarbejde med ”Syg i Svendborg”? For god ordens skyld skal jeg oplyse, at bannerne blev nedtaget af os efter Mette Frederiksens tale. Og at vi ikke så meget som havde lavet en rids i de kommunale træer.

(Tom Skovløkke Jørgensen er formand for “Syg i Svendborgs Venner”).