Steven Johannes Legêne (i midten i den sorte trøje).

Af Steven Johannes Legêne

Jeg befandt mig i 2013, måtte jeg sande, mens lovprisningens kvæde genlød i de ambitiøses mikrofoner. Den fællessang, der udsprang af det nænsomt håndomdelte ark med noder og velkomst og de mange fyldte sæder i byrådssalen i Svendborg, der i dagens anledning var stuvet til sidste vægplads.

Det er ikke godt at vide, hvilken af byrødderne det var, der havde valgt dagens sang, men “Sneflokke kommer Vrimlende” var ikke et udtryk for ekstrem kulde i byrådssalen, snarere et udtryk for alle de gode midler, der i det foregående og kommende år vil vælte ned over byen.

Vi var et par stykker fra “Syg i Svendborg”, der havde sat hinanden stævne til nytårskuren, fordi vi gerne ville ønske byrådet et godt nytår, et nyt år, hvor der som bekendt også skal være byrådsvalg. Desuden var vi nysgerrige efter at høre, om der mon var nye visioner i forbindelse med byens stadigt voksende udgift til arbejdsløshedsbekæmpelse og administrationsudgifter, der eksploderer på det lokale jobcenter, samtidigt med at der er en arbejdspladsflugt, der af nogen tilskrives byrådets dårlige erhvervspolitik. Og om man fortsat ville agere som hidtil.

“De to forrige talere har sagt det til os, og jeg vil give dem ret”. Således startede borgmesteren med at henvise til Hendes Majestæt Dronningens og statsministerens nytårstale. Så er linjen lagt, tænkte jeg, han forstår at identificere sig med de rette.

“Spådomme, mørkemænd og nostalgikere skaffer ikke arbejdspladser til byen”, fortsatte borgmester Curt Sørensen sin muntre åbning af den kommunale nytårskur. “Disse kræfter nægter at anerkende en nødvendig udvikling og preller af på mig”.

Således opfattede jeg borgmesterens ord, og det satte mig til at tænke: Dette er jo en rendyrket parodi af Ludvig Holbergske dimensioner. Vi anerkender ikke kritik, og ser frem til forandringer, hvis konsekvenser vi ikke kan overskue, førend de er udført! Her står Landbetjenten sammen med vinduespudseren og ham med de røde faner og skumler ned i gulvet, mens vi alle råber halleluja!

Herefter gik sammenligningsgrundlaget over til at afdække, at Svendborg var en af de få kommuner, der overholder regeringens mindstekrav til finanserne, og så håbede jeg straks på, at vi skulle have at vide, hvor meget kommunen har tjent på deres demokratiske afart, som med god samvittighed kunne benævnes socialrufferi, hvor man tjener penge på at sylte en borgers pensionsansøgning i årevis. Men nej, denne triumf kom ikke over Curts smilende læber. Så heller fremhæve de gaver og tilskud, udefra, man som udkantsområde med bevaringsværdi har modtaget.

Havnen,blev nævnt, den “nye” forbindelse mellem torvet og havnen, det nye asylcenter – alle som tiltag, der vil skaffe arbejdspladser og “samle” byens evner til at leve op til sit lokale og internationalt forpligtende ansvar. Havnen= byen. Og har altid været det, så uanset hvad man foretager sig der, vil den præge byen. Kald det nostalgi at bevare havnen som havn, kald det udvikling at nedlægge havnen for derefter at åbne byen med en ny trappe. En trappe, man har fået som en gave, man ikke kunne sige nej til, fordi den skaber arbejdspladser. En havn, der er dømt tom for arbejdspladser fremover. Det startede med en klage over værftsfløjten, og nu er der snart så dødt, at man kan høre en måge udskrige sine sidste visioner over fiskehandlerens omsætning, fordi hans varer lugter. Jeg vågner med et sæt, da én i selskabet spørger mig, om ikke jeg skal smage en kransekage. I min vision var Masoum Moradi i gang med at feje trappen, og fjerne skidtet nede i havnen.

Curt kom hele vejen rundt, mens fadet med små kransekager blev rakt forbi, med små røde eller grønne syltede sukkerfrugter på spidsen, og nogle endda helt uden pynt, måske ganske ubevidst, for løsgængernes skyld. Der var heller ingen blå sukkerpynt, af uransagelige årsager. Jeg kunne se masser af folk, der har et job, fordi de repræsenterer nogen eller noget. Det var en festivitas efter bogen. Man skåler og klapper af hinanden, her er ikke noget med jeg har to taler i dag, den ene jeg skal holde, og den anden er det, jeg gerne ville ha sagt!

Integrationsrådsformanden Siham Christensen talte om danskernes evne til at rejse udenlands, om deres vellykkede integrationsarrangement, hvor dog alt for få danske medborgere deltog, så næste år ville man udelade maden. Også Siham fremhævede som én af de grundlæggende rettigheder, der er vigtige for integrationen, at man har et arbejde, således at man kan identificere sig med det omkringliggende samfund. For uden et job bliver man ikke en del af “dem, som bidrager til samfundet”.

Jeg tænker, jamen, hun er nostalgisk, de arbejdspladser, hun efterlyser, findes ikke i kommunen. Hun henviser til vores traditioner, vi plejer at gøre, som vi altid har gjort, og har du et job, er du som alle andre. Smukt.

Herefter kom talerækken til FilmFyn, formanden Bo Damgaard fremhævede de massive tilskud, der er med til at promovere byen. Bo Damgaard er ansat i FilmFyn, som ejes af 4 fynske kommuner, måske snart 5 og Kjerteminde som prospect. Hans ansvarsområde er filminvesteringer og strategisk udvikling.

Jeg overdriver ikke, hvis denne mand lever op til sit honorar. Han fik nok sagt Svendborg 50 gange på 15 minutter, og afslørede plottet og locations på de næste tre serier, der vises på DR i 2014. Han glemte desværre at fremhæve, at de også bliver genudsendt i 2015, 2016 og 2019! Til gengæld fjernede hans venstre hånd sig ikke fra bukselommen, hvilket jeg syntes var imponerende. Han fik stort bifald fra den fremmødte lokalbefolkning.

Pudsigt nok havde de fleste af de film, han omtalte, et nostalgisk plot, eller også skulle de være med til at booste vores lokalkolorit og fremhæve historiske øjeblikke i en moderniseret udgave på et biograflærred. Også FilmFyns kontroverser med tilskudsmidler vedr. Zentropa blev nævnt. Hele vores lokale baggrundstæppe af sydfynsk idyl blev fremhævet som noget særligt, der ikke findes andre steder, som man kan vinde store selvfede priser med. Om det var sagt med et nostalgisk blik i øjet eller med håb om fremtidig afkast, skal være usagt, men jeg undlod at danne mig flere billeder i håndholdt tankevirksomhed.

Herefter blev der budt på almen passiar og baggrundsstøj, mens rådhusbetjenten begyndte at rette på stolerækkerne og smide småskrald ud. Nogle morede sig mere end andre, kunne vi konstatere.

Hvilket bringer mig til min nytårskonklusion – i Svendborg lader man det gerne regne med støtte, som en syg borger har man brug for tilskud udefra, tilskud til havneudvikling, tilskud til trappeleje, filmtilskud betalt af eller som delvist er skattefinansieret eller betalt via borgerens egen lomme. Man lader sig diktere, hvordan man kan overleve, som en syg patient, der er henvist til fattigdomshjælp, men man klarer sig med manér og roser sig selv til og med til sidste mand.

Man kan jo desværre ikke oparbejde en politik, der gør, at byens borgere får det bedre, at vi støtter hinanden lokalt, uden at bryde med de nostalgiske aftalemønstre, der binder kommunen til at fremføre kejserens nye klæder igen i år. Det er kun vælgerens stemme, der til november kan påvirke den allerede vedtagne plan.

Således blev det nye år behørigt skålet ind med et lysbilledshow af unge mennesker, der keder sig en dag i Krøyers have, høstende mejetærskere, privatejede slotspavilloner, brændende halmlagre og maritime udtryk. Så blev det trods alt atter nytår i byrådssalen i år…

Men hvor var det pinligt at se visse politikere stå med både et glas champagne og to bajere i den anden hånd kl. 11 om formiddagen. For ikke at nævne løsgængerens fravær og de mange skulderklap og underhåndsbud, der vekslede valør, eller de borgere, der som jeg hovedrystende forlod festen, mens afskedsmusikken gav genklang i de golde sterile lokaler, der er befængt med malerier, der emmer af historik og nostalgi. Uden løfte om en visionær fremtid og uden løfte om at blive en del af samfundet, uden at være en del af arbejdsstyrken.

Men det var rart at hilse på alle vores byrødder, vi fra “Syg i Svendborg” er stolte af, at vi i dag kan stå i en kommunal rygekabine og pulse smøger sammen med dem, uden at de løber skrigende bort!

Jeg undlod som de tre andre, der forlod salen foran mig, at stikke et par bajere i tasken, og nynnede hele vejen hjem:

De fleste vil jo gerne give en hånd

Og intet er så stærkt som venskabsbånd

Alligevel lader vi stadig verdens store skabe splid

Og trække grænser mellem sort og hvid

De fleste kan jo lide at være til

Man sætter nødigt selv sit eget liv på spil

Alligevel vil vi hel´re acceptere andres død

End gøre fælles front mod sult og nød

Det siges at det at dele er så smukt

Men hvorfor, bliver det så, så sparsomt brugt

At tusinde må mangle imens andre sagtens har

Det kender vi jo selv herhjemme fra.

Vi styres måske af forkerte mænd,

men den slags ku jo skiftes ud igen.

Hvis viljerne var ægte og vi løftede i flok,

ku intet menneske mangle føde nok.

(Jan Toftlund)