Pengene fosser ud af Gunner Rubens kasse

 

"Thor Elisabeth" på vej ind i Svendborg Havn.

Der findes kun ganske få billeder af manden bag Thor Rederi i Svendborg – den sky milliardær Gunner Ruben. Til gengæld er billedet af økonomien i hans private holdingselskab Sydfyenske Invest en smule klarere, om end ikke kønt. Millionerne er strømmet ud af kassen. Thor Rederi er nu gået sammen med det nogenlunde lige så store gamle familierederi Otto Danielsen i Virum i et nyt selskab, United Nordic Shipping (UNS), meddelte de to rederier forleden. Det vil i virkelighedens verden sige, at Svendborg-rederiet er gået sammen med det meget større norske rederi Tschudi Shipping Company, som overtog Otto Danielsen i 2005.

Gunner Ruben, som ved den seneste opgørelse over danske rigmænd lå nummer 42 på listen med en formue på 1,9 milliarder kroner, kæmper ifølge Berlingske Tidende for sit forretningsimperiums overlevelse, fordi Thor Rederi og en række ejendomme har kostet ham enorme million-tab. Godt 150 millioner kroner tabte Gunner Ruben i 2009. Dette kombineret med en rentebærende gæld på 527 millioner kroner får revisoren til i 2009-regnskabet at skrive, at Sydfyenske Invest-koncernens fremtid afhænger af bankernes velvilje. Koncernen har ifølge Berlingske fået henstand med sine banklån i både 2009 og 2010.

Indtil for få år siden voksede Gunner Rubens pengetank. Men finanskrisen med den deraf følgende nedtur på aktiemarkedet og faldende fragtrater for skibsfarten har gjort store indhug i formuen. I 2008 kunne det for alvor mærkes med et tab på bundlinjen på 270 millioner kroner, først og fremmest på grund af tab på handel med aktier, obligationer og pantebreve. Og altså 150 millioner kroner i det seneste regnskabsår, 2009. Regnskabet i 2009 tynges af nedskrivninger i Thor Rederi med 60 millioner kroner. Mens selskabets ejendomme er blevet nedjusteret med 74 millioner. Egenkapitalen er på grund af de sidste par års store underskud faldet fra 680 millioner kroner i 2008 til nu at være på godt 250 millioner kroner.

I 2008 blev egenkapitalen holdt kunstigt oppe, fordi holdingselskabet ændrede regnskabspraksis – selskabets mange ejendomme blev det år noteret til dagsværdi. Det vil sige en højere værdi, end der var anvendt i tidligere regnskaber, hvor der blev anvendt en mere forsigtig værdisættelse. Dermed var ejendommene pludselig blevet 213 millioner kroner mere værd.

Gunner Ruben, hvis fulde navn er Gunner Aron William Ruben, skyr offentlighed om sin person. Derfor findes der da stort set heller ingen pressefotos af manden, der højt op i alderen stadig boede hos sin mor, som han var stærkt knyttet til. Hun døde for en del år siden. Og Gunner Ruben, som menes at være sidst i 60’erne, har nu adresse i London. Hans ejendomsselskab, der holder til på Esplanaden i København, har investeret kraftige i ejendomme i både Danmark og Tyskland. Han ejer også Hotelgruppen Hornbæk med en række hoteller ved Sjællands kyster samt Sophienberg Slot – og altså Thor Rederi på Jessens Mole i Svendborg, hvor også den pengekasse, som står bag det hele, skønt den er blevet mindre, Sydfyenske Invest, hører hjemme.

Thor Rederi går ind i det nye rederi med ni skibe. Det samme går rederiet Otto Danielsen, som altså i de sidste fem år har været en lille del af det store norske rederi Tschudi Shipping Company. Både Thor og Otto Danielsen sejler med udenlandske besætninger. Otto Danielsen blev verdensberømt, da dets M/S Karen Danielsen havde været til serviceeftersyn i Svendborg, og derefter 3. marts 2005 med kroatisk besætning og en skidefuld officer på broen satte kursen mod Finland – for klokken 19.07 at brage ind i Storebæltsbroen.

Det nye rederisamarbejde har fået navnet United Nordic Shipping (UNS) og skal fortsat have kontorer i både Virum og Svendborg. Administrerende direktør i UNS bliver Søren Andersen, som kommer fra en stilling som direktør i det norske Tschudi. Thor Rederis nuværende administrende direktør Michael Mortensen bliver økonomidirektør i det nye UNS. Formand for bestyrelsen i UNS bliver Klaus Kjærulff, tidligere administrerende direktør i rederiet Torm. På Thor Rederis hovedkvarter på Jessens Mole arbejder der omkring 15 mennesker.