Må jeg sige lige hvad jeg vil?

Ja, det må du!

Godt, så kunne jeg tænke mig at sige, at Osama Bin Laden fyren engang har skrevet en fornuftig tale om problemerne i Mellemøsten. Må jeg sige det?

Det tror jeg ikke, du skal. Det vil virkeligt være dumt, og der er mange, der bliver vrede på dig. Hold det hellere for dig selv.

Må jeg så have en mening om de der gule sløjfer, som mange danskere sætter på deres biler til støtte for soldaterne?

Ja, det må du.

Godt, så synes jeg, at alle dem, der kører rundt med de der sløjfer, er lidt fjollede, for de støtter ikke soldaterne, men derimod Gud, konge og fædrelandspolitikerne.

Det synes jeg ikke, du skal sige. Det er et meget følsomt emne. Tænk på de familier, der må leve i uvished. Der er rigtig mange, der vil blive både vrede og kede af det.

Nå, men det er vel i orden at støtte de danskere, der i 1930’ erne og 40’ erne skjulte politiske flygtninge fra Nazityskland?

Ja, det er i orden. Det er der mange, der vil anerkende dig for at mene.

Jamen, så tror jeg da, at jeg vil udtrykke min store beundring for de mennesker, der skjuler udviste asylansøgere i Danmark.

Nej, det skal du ikke gøre. Det er jo ulovligt, så det bliver du straffet for.

Jeg synes, det er svært med ytringsfrihed. Der må da være noget, jeg kan sige noget om uden at få problemer?

Prøv med den her: Tine Aurvig-Huggenberger er et stort ledt pampersvin, der forgylder sig på fagforeningsmedlemmernes kontingenter.

Jamen, tror du så ikke hun bliver vred eller ked af det?

Hun ka’ ta’ det.

(William Fibæk Mikkelsen, Svendborg, er voksenunderviser for fagforbundet 3F og Center for Arbejdsliv og Læring).