William Fibæk Mikkelsen.

Hvordan defineres et velfærdssamfund? Det var den tyske rigskansler Otto von Bismarck (1815 – 1898), der første gang brugte begrebet velfærdssamfund. Ideen om velfærd handlede i korte træk om at undgå politisk uro i det stærkt konservative og autoritære tyske samfund. Målgruppen var naturligvis den tyske arbejderklasse, som skulle holdes i ro.

Velfærdskommissionen definerede begrebet i en rapport fra 2006, og skrev bl.a., at det danske velfærdssamfund forener tryghed, velstand og udfoldelsesmuligheder for den enkelte. Alle bærer – i fællesskab – ansvar for hinanden og i særdeleshed for de svagere grupper.

Fra Anders Fogh Rasmussens bog: Fra socialstat til minimalstat, kan enhver superliberalist sikkert få sig en solid orgasme af følgende citater:

Ene og alene den private sektor, er i stand til at skabe velstand.

Hvis den private sektor tvinges i knæ under tyngden af den voksende socialstat, så bliver der stadig mindre til fordeling.

Uanset at det strider imod den danske velfærdskonsensus, er det altså nødvendigt at gøre op med troen på socialstaten som alles gode ven og beskytter.

Den kollektivistiske tankegang…, har ikke udviklet en stærkere følelse af samhørighed i samfundet, har ikke udviklet en ny, idealistisk mennesketype, som uselvisk ofrer sig for fællesskabet, tværtimod.

Bogen er et langt postulerende smædeskrift mod velfærdsstaten og fællesskabet. Omvendt er det en lovprisning af markedskræfterne og den private sektor. Har arbejdsgiverne da særlige evner til at varetage samfundets interesser? Har snart 10 års liberalistisk styre skabt mennesker, der uselvisk ofrer sig for fællesskabet? Har vi i samfundet en større samhørighedsfølelse end i 2001? Har børnefamilierne, de handicappede, de studerende og de arbejdsløse fået en ny ven i den Pia Kjærsgaard styrede VK regering? Har kommuner og regioner rejst sig og fået mere til fordeling?

Vi lever i et samfund, hvor flertallet af politikerne afviser at tale om en officiel fattigdomsgrænse.

Kan man tale om et velfærdssamfund, uden at tale om fattigdom? Giver velfærd mening, når flere og flere mennesker udelukkes fra den? Giver det mening, når økonomiske kriminelle præsenteres som superstars i medierne, mens stressramte og andre alvorligt syge mennesker tvinges tilbage til det arbejde, der har gjort dem syge?

Kan vi i det hele taget tale om et velfærdssamfund længere? Er Danmark ikke blevet til en minimalstat med en minimalstatsminister, der totalt har mistet overblikket og menneskeligheden?

Den eneste sikre garant for velfærdssamfundet hedder fagbevægelsen. Uden den, kan politikerne gøre lige hvad de vil. Derfor går vi på gaden for at vise glad fællesskab mod regeringens ophugningsplan.

Rejs jer fordømte her på jorden… og inden det er for sent.

(William Fibæk Mikkelsen, Svendborg, er voksenunderviser i fagforbundet 3F og Center for Arbejdsliv og Læring).