På en dejlig pinsemorgen sidder jeg og tænker – på de sidste søndages diskussioner. Brokkerier, nedrakning af anderledes tænkende, demoralisering og en definition på velfærd, som generelt går på frihed, lighed og broderskab.

I vort lille land Danmark er mere end en million mennesker på overførselsindkomst. Det skulle sikre en vis lighed i forhold til befolkningsgrupperne, men det modvirker den sociale bevægelighed, som er en af forudsætningerne for personlig frihed. Nutidens slavehær er dem, der er afhængig af systemet. Nøgleordet er blevet forsørgelse og ikke frihed.

Den sociale balance er skrøbelig, og hvis den herskende klasse glemmer det – så har vi balladen. Den er godt i gang med underskud i statskassen og de deraf følgende kommunale kvaler.

Jeg tvivler ikke på, at der eksisterer en klar bevidsthed om nødvendigheden af at slås for den personlige frihed. Det forudsætter en vilje til at gøre oprør imod ethvert system, man vil forsøge at pådutte os fra oven. Det høres også på diskussionerne.

Frihed, lighed og broderskab: – Frihed er vi vist enige om. – Lighed, harmonisering i lighedens navn? ”Hvad ikke alle kan, må ingen lære!” ”Jante” har ikke levet forgæves. Dén er langt fra uddebatteret. – Broderskab. Nu er der atter brug for en god fagforening. Men i egoistsamfundet er det længe siden, forståelsen for sådanne tanker har eksisteret. Den lever kun hos nogle få idealister, de arbejdsløse og så de pampertyper, som lever højt på de sidste dønninger.

Apropos ”gadeluder-filosofien” af Steen Heinsen (læs her) kom jeg til at tænke på en fantastisk oplevelse, jeg havde for 20 år siden i Uruguay. Jeg arbejdede på et projekt for Mødrehjælpen og Danida i Montevideo og var i relation til dette blevet inviteret til at besigtige en børnehave, som var beliggende i havnekvarteret. Det specielle ved denne institution var, at den var selvejende, døgnbemandet og oprettet af gadeluderne.

Gadeluderne havde stiftet en fagforening, og børnehaven var en af de aktiviteter, man var blevet enige om. Da jeg besøgte stedet, blev jeg modtaget af to nydelige kvinder og en ung, gravid pige. De fortalte, at stedet modtog støtte fra forskellige fonde, blandt andet Rotary og hjælpeorganisationen Care. Det største behov for pasning havde de om aftenen og natten, og de havde lavet en turnus, så de alle skiftedes til at tage vagten. De tre pæne damer, jeg talte med, var altså også ludere. Mine fordomme fik et ordentligt skud for boven den dag, samtidig med at min begejstring for fagforeningstanken – solidaritet og fællesskab – blomstrede op i en tilstand hos mig, som har givet mig et andet syn på mange ting. Jeg kan f.eks. godt finde på at spørge en uorganiseret musiker, hvorfor han ikke er medlem af DMF, når han spiller på de andres bekostning – dem, som har skaffet ham tariffen.

Med hensyn til ”harmonisering” – kan vi nu også regne med, at det er så godt? Jeg sagde ikke EU. Det vigtigste er vist den sociale balance og friheden til at have den på plads. Se bare i Thailand og alle de andre steder i verdens brændpunkter. Der er stof til megen eftertanke sådan en pinsesøndag.

(Hanne Skaalum, Svendborg, er tidligere socialrådgiver).