Anna Pia Holmgaard.

Ved byrådsmødet den 27. april fandt jeg mig selv i en ganske ny situation. Jeg var enig – ja, enig med Dansk Folkeparti, her repræsenteret ved Jens Munk, der appellerede til, at man finkæmmede administrationen i Svendborg Kommune for at slanke den. For at spare penge, med andre ord – arbejdspladser, javel – men også kolde kroner, der ikke er knyttet til de varme hænder, der i øjeblikket i dén grad står for skud. I FAA 11. maj gentager Jens Munk sit synspunkt, at man da må kunne se indad, hvis man er ude i at skulle skære så mange millioner, at man bl.a. vil lukke livgivende dagcentre for ældre, alternative plejehjem for de absolut svageste og ikke mindst skære markant på børne- og familieområdet. Desto mere provokerende er det at høre socialdemokraten Hanne Klits hånlige kommentar og Liste T’s Arne Ebsen: Nej, det kan man ikke. Det vil 1) enten koste for mange penge, og ’tal er ikke sådan at sammenligne’, som Hanne Klit sagde, og 2) hænge offentligt ansatte ud (Arne Ebsen). For Hanne Klits vedkommende en magtarrogance, der når nye højder – ord fra selvsamme kvinde, hvis administration (!) netop har undladt at søge del i 137 millioner til et socialt projekt i Hømarken.  Og hvis slagord netop er talsammenligning, også kaldet benchmarking, i denne sparetumult sammen med Jan Præstholm, direktør i børne- og unge-administrationen.

Jeg skal da lige love for, at der må være penge nok. Fru Hanne Klit blev godt nok vred, sagde hun – men ikke så vred, at hun tør kigge indad og se, om der mon skulle være medarbejdere, der er lidt for ligeglad med om budgetterne stemmer – om man skulle se ud over sin egen næsetip og søge midler. Utilstedeligt. Arne Ebsens holdning til en slankere administration er noget uforståelig. Er det skræmmeeksemplet fra jobcentret, der var så udsat for kritik i efteråret, at medarbejdere måtte lægge sig med stress? Jamen, altså – gå ud i byen og køb en kiks. Det fælles, sociale samfundsansvar er ikke en trold, der bor i en hule under jorden, som vi godt ved eksisterer, men sjældent ser eller mærker noget til… og som vi frygter, fordi når trolden, det fæle væsen, popper op, er det altid ’noget med at spare’. Ja, gu er det det! Samfundet fattes for pokker penge – og inden længe tilhører jeg en generation på ca. 1 million mennesker i såkaldt arbejdsdygtig alder, der skal forsørge de resterende 3 millioner ældre. Jamen, altså – det kan vi ikke!

Det er så logisk, at udtalelserne fra Hanne og Arne forekommer decideret tungnemme. Vi hænger ikke enkeltpersoner ud ved at sige, at tiderne er ændret og der skal flyttes lidt mere papir mellem bordene af lidt færre personer end før. Det er bare de benhårde vilkår, og det er lige præcis et fælles ansvar, at samfundet – kommunen – hænger sammen. Samme kontormedarbejdere, som Arne Ebsen er så angst for skulle blive kede af det eller ’hængt ud’ er nok også optaget af, at de kan få hjælp, hvis de skulle blive syge, enlige, gamle. Hvilket jo sker for de fleste. For slet ikke at tale om de mange mennesker, der har børn, som til stadighed må se normeringerne rasle ned og en folkeskole, der er ved at brase sammen. Der er nok at tage fat på, skulle jeg da hilse og sige, og man skal altså ikke kaste med spareknive, hvis man selv bor i et glashus: Sammenligningen fra byrådsmødet gik på, at i Holstebro Kommune er slankningen resulteret i en reduktion på 34 medarbejdere – og tal er ganske rigtigt dumme, hvis de ikke bruges fornuftigt, men et faktum er det, at Svendborg er tung, rent administrationsmæssigt.

Børne- og ungedirektør Jan Præstholm kalder det benchmarking, når serviceniveauet i Svendborg skal justeres ned til serviceniveauet i Nyborg… altså den kommune, hvor man sidste år fik klø for at sænke normeringerne så meget i børnehaverne, at man fra pædagogernes side lavede en smiley-ordning, der kunne fortælle forældrene om morgenen, hvordan situationen lige var i dag. En sur smiley kunne gøre det rigtig svært at få skiftet ble, f.eks….Vi siger ikke mere, og det er blot et eksempel. Et andet forslag kunne være, at topembedsmænd måske i lighed med visse bankdirektør udviser lidt løntilbageholdenhed et par års tid? Det skulle nok kunne batte lidt. Med fare for at blive beskyldt for at være populist, der ’bare går efter de rige’, så er jeg ret sikker på, at man som topembedsmand med en løn på den virkelig pæne side af en halv million kroner bedre kunne undvære lønstigningen end den etårige kan undvære en ren ble, end den ældre kan undvære sin livsnerve og varme mad – end det voldsramte, omsorgssvigtede barn kan undvære en plejefamilie, og skoleeleven kan undvære endnu tre til fem dansktimer om ugen. Vi spørger bare. Intet er helligt i krisetider, og det burde efterhånden være gået op for selv byrødderne.

Manglen på vilje til, endsige at diskutere interne besparelser taler sit tydelige sprog om, at når det gælder ’de andre’, så gør det nok ikke så ondt at spare. Når det gælder en selv, uhauha. Så er det straks en helt anden sag.

Så ja, de kalder det benchmarking. Jeg kalder det tommetykt hykleri, dobbeltmoral og en ledelse, der grænser til det uansvarlige.

(Anna Pia Holmgaard, Svendborg, er freelancejournalist.)