Jeg får løn. Masser af løn. Men så vidt jeg ved, får jeg kun forløn, og ikke efterløn. Men det er der andre, der gør. Kan ikke blive klar over, om det mest er overlægefruer eller udslidte slagteriarbejdere, men de lyder, som om de godt kan lide det. Selv om de er mere syge end andre – eller ville være blevet det, hvis de ikke havde fået efterløn.

Løn efter lønnen lyder godt, særligt hvis man samtidigt ikke bliver så syg, som man ellers ville være blevet. Lars og Helle er hjemme, så jeg hopper på cyklen og tager på visit.

Lars fra Græsted skænker theen op, han ser en lille smule træt ud. Måske så han midnatsfilm? Helle har bagt, hun ser utroligt frisk ud. Uforgængelig som citronmåne.

Vi spiser speltboller og sludrer lidt frem og tilbage, der er lidt tvivl om, hvorvidt pensionisttilværelsen starter, når jeg bliver 67, 70 eller 71, og om hvorvidt det bliver til mellemløn eller ej, imellem løn og pension. Lars og Helle er ikke helt enige, og jeg bliver en lille smule søvnig af at høre dem snakke. Spekulerer på, hvordan Finland kom så hurtigt af med deres efterløn, da de fandt ud af, at der ikke var råd.

Umiddelbart lyder det, som om muligheden for efterløn er størst, hvis jeg stemmer på 3F, nå nej – jeg mener rød blok.

Prøver at holde øjnene åbne, for Lars og Helle ser alvorlige ud, så det må jo være det vigtigste politiske samtaleemne, de kan komme i tanke om. Og de må jo vide det. Spekulerer på, om de mon diskuterer meget efterløn i Kina.

Pludselig er der noget, der grynter og stønner henne i hjørnet. Jeg prøver at ignorere det, og holder opmærksomheden fanget på Lars og Helle. Lige nu sidder de og krammer og lover hinanden, at folkeskolen skal være bedre. Helle græder lidt.

Jeg vender mig om og bliver ærligt talt lidt overrasket … det er Det Store Klimaspøgelse, som sidder i vindueskarmen. Gud, er du her endnu, spørger jeg, imens 15 columbianere flyder forbi i en strøm af brunt vand. Jeg troede egentlig, der var styr på dig, og at vi kun manglede det med pensionsalderen?

Spøgelset stønner, det er helt blegt og sveder og peger på sin pande. Nå for søren, Bjørn Lomborg er tapet fast med noget gammel Anders Fogh-tape. Spøgelset sveder. Jeg piller Gaffatapen af Bjørn Lomborg og sætter ham ned på gulvet, han sætter med det samme i løb og smutter ud under dørsprækken. ”Tak!,” siger spøgelset og ser allerede lidt bedre ud.

Lars og Helle er i gang med at afklare, hvad der skete lige op til et stort møde, de holdt i 2006. De har post it’s ud over det hele, og jeg vil helst ikke forstyrre dem.

Hvad laver du her, spøgelse – hører du ikke til i et helt andet ministerium? ”Jamen jeg kan ikke være der”, tuder spøgelset. ” de holder mig udenfor!” Hvem gør? ”Landmændene og landbrugsministeren, nå nej, fødevareministeren. Han siger, at det jo skal hænge sammen for den enkelte landmandsfamilie, især dem han plejer at holde nytår med”

Og det er jo rigtigt nok. Selvfølgelig skal det hænge sammen for landmandsfamilierne. Og et økosystem kan man jo ikke holde nytår med – det er faktisk ikke så festligt. Jeg har prøvet. Men derfor burde de nok alligevel ikke have brugt alle pengene, halvdelen var jo faktisk til økosystemerne.

. Klimaspøgelset græder højt og vådt nu, hvor Bjørn Lomborg er væk. Jeg frygter en oversvømmelse i stuen, og kigger hen på Lars og Helle for at se, om de mon kan hjælpe med noget. Lars er ved at vise alle sine gamle bilag frem, og jeg er altså ved at miste tålmodigheden med dem.

Jeg sender en SMS til Connie Hedegaard, og hun lover at rydde et skab, så spøgelset kan bo nede hos hende. Det er alligevel hende, der bestemmer.

Nu har vi også fået ny formand dernede, og ham ungareren virker som en mand, der kan sætte skik på ting og sager og få folk til at rette ind i geled. Når man kan tøjle den frie presse, må et par frie landmænd være en smal sag.

Jeg tager min jakke og kop og afbryder Lars og Helle for at sige mange tak for i dag.

Jeg lover Helle, at jeg nok skal stemme på 3F, jeg mener rød blok, og slår fast, at min efterløn er det lige meget med. Kan vi ikke give den til nogen andre, for jeg vil egentlig lige så gerne arbejde. Måske kan man lave en slags efterlønshjælp – på samme måde som julehjælp?

Der var rigtigt mange, som ikke rigtigt havde råd til at fejre jul i år, men så er det godt, at vi har det private initiativ til at støtte op.

Lars og Helle ser en smule forvirrede ud, og vender tilbage til deres samtale om det, som optager danskerne allermest.

Jeg åbner opvaskemaskinen for at sætte min kop i den, der sidder Emma Gad!

Jeg skal lige til at spørge hende, hvad hun laver der, men hun fniser ungdommeligt og synes, at en efterlønsbazar er en supergod ide.

”Vær saa rundhaandet, de kan med at yde Hjælp, baade med pekuniær Støtte og med opmuntring, om ikke andet fordi det bærer en Løn i sig selv”, siger hun glad, mens hun følger mig ud.

Det lyder da dejligt med noget, der bærer en løn i sig selv, på en måde lyder det næsten bedre end efterløn. Men Emma, du ved jo ikke noget om moderne politik! Hun smiler knibsk, og lige inden hun lukker døren kommer følgende salut:

”Man får det man fortjener, og den sum af Kærlighed og Taknemmelighed som et Menneske samler sig Livet igennem, er det bedste Værn mod Følelsen af kold Ensomhed – Alderens nagende Følelse af at have leveret et goldt Liv til glæde for Ingen!”

Hun lukker døren.

Jeg går hen til min cykel og fumler lidt med låsen. Gad nok vide om kærlighed og taknemmelighed kan spares op på en netkonto, eller om det skal gemmes i køleskabet? Min efterløn håber jeg i hvert tilfælde de giver til nogle af de juleløse, før den bliver for gammel og skal deponeres som giftigt affald. Altid noget at Connie har styr på det.

Tak for the.

(Helen Steensbæk Schrøder, Svendborg, er pressemedarbejder på BaggårdTeatret).