William Fibæk Mikkelsen.

Det er jul. Juleaften går en fattig arbejder op til fabrikanten. I hænderne knuger han huslejen, mens han tænker på dem derhjemme; intet juletræ, ingen juleand, ingen julegaver og knap nok brænde i kaminen til at varme stuen op.

Hos fabrikanten er der ikke sparet på noget, bortset fra medmenneskeligheden. Her oser det af jul, ophøjet gudsfrygt og velstand.

På fabrikantens kontor er der ild i pejsen. Da arbejderen rækker pengene over skrivebordet, grynter fabrikanten et eller andet moralsk om, at man skal betale hver sit, og så kaster han pengene ind i pejsen.

”Det er princippet, det handler om, ikke pengene, dem har jeg jo ikke brug for”. Fabrikanten tænder sin cigar og ønsker arbejderen og hans familie en glædelig og velsignet jul.

Den enfoldige morder hedder filmen, og her en scene gengivet efter hukommelsen. Mod slutningen af filmen følges den enfoldige af Guds engle på sin beslutsomme vej hen over markerne mod fabrikanten under musisk ledsagelse af Händels Messias. Det er i dette øjeblik, at filmens titel skabes og retfærdigheden sker fyldest.

Det er snart jul, og denne klumme er tiltænkt julen.

Det er i julen, vi skal tænke på dem, der har det mindre godt ude omkring i Danmark og verden. Vi skal tænke på børnene og de fattige, og derfor kommer der lidt ekstra i indsamlingsbøsserne hos Frelsens Hær. Den hjemløse får måske en ekstra tyver for sit blad, og romaen med sin harmonika får en mønt i hatten, inden han bliver smidt ud af landet.

Julen er glædens og gavernes tid. Men den er også et forbandet dilemma!

Krig og fred, kaos og orden, had og kærlighed går hånd i hånd hele året rundt, men der er noget særligt ved julen, der får disse modsætninger til at fremstå skarpe og tydelige. Julen er så stærk i sin tradition, at selv krige et øjeblik stopper op. Soldaterne mødes i ingenmandsland, skåler i champagne og omfavner hinanden og råber merry Christmas, frohe Weihnachten, joyeux Noel, for næste dag at slå hinanden ihjel.

Vil det ske for vore soldater i Afghanistan? 39 danske soldater er foreløbig vendt hjem til hæder og heltestatus, i en kiste.

84 soldater i 2010 er indtil nu vendt hjem som sårede og langt mere anonymt. Danmark og den danske regering støtter ikke i samme grad de sårede som de døde. I medierne kan vi læse om utilstrækkelig hjælp til disse unge kvinder og mænd, der efterlod deres uskyld, en legemsdel og måske deres forstand i et fjernt land.

Støt vore soldater, står der på en bil på parkeringspladsen?

Vinteren er også i år begyndt med blæst, sne og kulde. Kaos venter forude, og kommunerne søger om julehjælp, så vi kan få ryddet sneen fra fortov og vej. Kassen er tom, allerede inden vinteren er kommet rigtig i gang. Er der mon en og anden på jobcenteret der overvejer en rask lille arbejdsprøvning udi snerydning!

Det er bestemt ikke nemt i en tid, hvor man vel kan sige, at kommunen end ikke har salt til et æg.

Næstekærligheden er dog at foretrække, selv om det med kærligheden har trange vilkår. Hadet til de fremmede og de røde lejesvende og Jesper Kiel i byrådet fylder meget i det nationale og lokale mediebillede.

Prøv i stedet med kærlighed og kildevand, det koster ikke alverden.

Når julefreden har sænket sig over dig og dine og familien Danmark, så send en tanke eller to til de syge og sårbare, hvis eksistensgrundlag blev fjernet i 2010.

Dette årti kan med rette kaldes nullerne. Ingen politikere ragede særligt højt op i det lokale landskab. Men når solen står lavt på himlen, kaster selv små og middelmådige politikere en lang skygge efter sig.

Fortsat god søndag, god jul og må retfærdigheden komme til dem, der har brug for det.

(William Fibæk Mikkelsen, Svendborg, er voksenunderviser i fagforbundet 3F og Center for Voksenliv og Læring)