Sidder 292 kilometer væk fra Svendborg, i morgen skal jeg hjem. Hjem til Svendborg. En lille tur i bus, et tog og et andet tog.

”Hvor bor du?” spørger folk, og jeg svarer kækt og uden at tøve ”jeg bor i Svendborg”.

Men måske passer det egentlig ikke. For hvad mon det betyder at tage hjem, at have et hjem, at være sikker på, at det også er hjem, selvom jeg tog fra det? Og er det egentlig rigtigt, at jeg har et hjem?

I den seneste tid er det med det hjemmehørende blevet en varm politisk dagsorden … man skal have point for at høre hjemme i Danmark, og selv hjemløse kan arresteres, hvis de ikke hører tilstrækkeligt hjemme her.

Man må oppe sig, jeg vil ikke sendes ud af landet! På denne søndag går jeg derfor i bootcamp, må træne mig selv i at svare sikkert og overbevisende på de spørgsmål, som ville komme op i en udfritning fra en ministeriel repræsentant.

Hvad ville de spørge mig om, og hvad ville jeg svare?

Ministeriets repræsentant er en gråhåret mand med briller, lettere overvægtig og ikke til at løbe om hjørner med. Han har sat sig i stolen overfor mig med sit skema foran sig på bordet. Jeg retter på min bluse og er slet ikke sikker på, at den virker fynsk nok.

1. Hvor bor du?

Pyh, det er nemt at svare på. ”Jeg bor i Svendborg!” …  men allerede halvt inde i sætningen går det galt.

Det passer jo ikke at ”jeg bor i Svendborg” – jeg bor ikke inde i Svendborg by, men ude på landet. Så det er i hvert tilfælde i første omgang løgn.

Jeg lyver for det meste for at gøre det nemmere for folk, for ikke at spilde min samtalepartners tid med at sætte sig ind i de geografiske spidsfindigheder … men løgn er det jo.

Ret lavtflyvende start. Ministeriets udsending hæver brynene, laver et notat og spørger videre:

2. Har du tilstrækkelig mange uddannelsespoint til, at du er en værdifuld borger?

Ja!! Jeg har gået i skole i flere år end Danmark har været noget indenfor Curling. Homefree!

Men… jeg har boet længere tid i Jylland. Gået i skole i Jylland, taler bedre jysk end fynsk. Jeg har utroligt mange uddannelsespoint bag mig, men spørgsmålet er, om det tæller? Jysk grundskole, jysk gymnasium, men i det mindste en universitetsgrunduddannelse af den rigtige slags; fynsk!

Ministeriets repræsentant slapper af, her kommer muligheden for at lade mig slippe igennem.

Dog går det galt igen efter bachelorniveau; og jeg må undskyldende bekende, at både kandidatgrad, efteruddannelse og lederuddannelse er af sjællandsk afstamning.

Suk. Så er vi i farezonen igen. Uddannelse er ikke nok; det skal være af den rigtige slags og på det rigtige sprog! Hvem vil undersøges i armhulen af en med jyske papirer?

Han fortsætter sammenbidt: 3. Kan du forsørge dig selv?

Ja! Absolut! Er en moderne kvinde med fuldtidsjob … men kommer i tanke om, at som enlig mor modtager jeg ikke kun børnepenge, men boligsikring og ekstra børnepenge fra det offentlige. Så jo, selvfølgelig kan jeg klare mig selv. Indenfor velfærdssamfundets rammer, altså.

Ministeriets udsending krammer hårdt om kuglepennen og haster videre med hvide knoer, jeg synker en klump og begynder at fortryde, at jeg så nonchalant bragte mig selv 292 kilometer væk fra Svendborg. Måske vidner det ikke om tilstrækkelig lokalpatriotisme? Jeg satser stort og begiver mig ud i en patosfyldt argumentation … jeg kigger repræsentanten fast ind i øjnene og siger:

”Jeg elsker at bo i Svendborg! Elsker vandet, skoven, at mine børn vokser op i frisk luft og landlig tolerance, elsker butikkerne, fællesskabsfølelsen og kulturlivet … jeg elsker Svendborg, og jeg vil ikke bo andre steder – jeg hører hjemme her!”

Men allerede inden stemmen bliver helt skinger, kan jeg se på repræsentanten, at han har gennemskuet mig. Nu lyver jeg igen.

Ville jeg aldrig bo andre steder, er byen det vigtigste parameter for min følelse af at høre hjemm Hvis mit hjerte brændte, ville jeg så redde Svendborg?

Nej. Sandheden er, at jeg er klar til at bo i en sibirisk ørken under et palmetræ af plastik, hvis det er det sted i verden, mine børn er i sikkerhed, og der jeg tror på en fælles fremtid; et håb, for mig og de mennesker jeg elsker.

Jeg er hjemme der, hvor mit hjerte bor – og bøvlet med kærligheden er faktisk, at man placerer sit hjerte og dermed sin hjemstavn udenfor kontrol.

Med mindre man tager en østrigsk kælder og en meget stor hængelås i brug, må man elske andre mennesker der, hvor de nu går og står, og tilrettelægge tilværelsen så det bliver så godt som muligt for dem.

Hvis man tager alle de mennesker, som jeg er i familie med eller har valgt at elske og ikke bare holde af, er der 32,4 procent af dem, som bor i Svendborg. Der er således heller ikke noget parlamentarisk flertal, som taler til Svendborgs fordel og overbeviser om min tilknytning. Og jeg fornemmer stærkt, at det at jeg kan lide at være her og gerne vil blive og arbejde, på en eller anden måde slet ikke er nok.

Repræsentanten ser træt på mig, og noterer voldsomt på sit papir. Jeg læner mig ind over bordet og griber om hans hånd, og trygler om at han skal forstå, at jeg vil være god for Svendborg, at jeg elsker Svendborg selvom jeg elsker mine børn højere … men alt er tabt.

Jeg er sønderknust, og bryder sammen og tilstår, at jeg endda tager mine børn med på ferie til Jylland. Og at de faktisk har været der uden mig.

Sidder lige nu 292 kilometer væk fra Svendborg. Håber altså jeg bliver lukket ind, når jeg kommer hjem.

(Helen Steensbæk Schrøder, Svendborg, er pressemedarbejder på BaggårdTeatret).