Kommunikation, af latin: communicare, «at gøre fælles». Kommunikation er forudsætningen for alt socialt fællesskab. Ingen sociale systemer, sociale organisationer eller samfund kan etableres og opretholdes uden kommunikation. Først som deltager i kommunikative handlinger bliver mennesket et socialt væsen. Mennesket uden kommunikative evner ville være et absurd, autistisk væsen. “

Dagens tema: Eksempler på den lille kommunikation, vigtigheden af ærlighed, tabuer, pinlige pauser og lidt til…

De ting, der ikke bliver sagt, de ting, der er svære at få sagt, de ting, ingen tør sige, de ting, der gør os fjollede, lidt “utilpas”, småakavede eller halvpinlige, har min særlige opmærksomhed.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg synes det er så interessant, men det er måske, fordi jeg ofte “kommer til” at lave den der det-sagde-du-bare-ikke-agtige-ting. I de tilfælde, hvor det ikke skader nogen, finder jeg det faktisk underholdende. Jeg opdager det ofte først sekundet efter, når det er for sent, når det er derude i luften og sagt! Nogengange popper hele sætninger ud af munden, inden jeg fik nået at tænke dem igennem og – nogengange gør jeg det med fuldt overlæg! Og samtidig lider jeg af en forholdsvis sjælden mangel på evne til at blive pinligt berørt, der alt i alt kan skabe henholdsvis forargelse eller fornøjelse, afhængig af hvilket selskab jeg befinder mig i.

Jeg er vist – som en god ven sagde til mig forleden – “uden filter” i visse situationer. Den tænkte jeg en del over… Men helt ærligt, hvorfor skal der alle de filtre på? Det hele er altså en tand sjovere, hvis man smider lidt mere af sig selv ind på banen. Jeg taler ikke kun om at lande en joke, der er på grænsen eller tage et tabubelagt emne op – men også om de situationer, hvor dét at åbne munden og få “svesken på disken” ville være åbenlyst gavnligt for alle parter. De situationer, hvor konflikter kunne undgås, hvor problemer kunne afhjælpes, hvor mennesker kunne komme videre – hvis der var færre hæmninger, mindre hykleri og “hensynsbetændelse”.

En ven har lånt 500 ktonrt af dig en aften i byen. I ses jævnligt efterfølgende og vedkommende siger intet om pengene. Du spekulerer og bliver til sidst sur og irriteret. Taler med andre om det, men konfronterer ikke skyldneren. Din adfærd overfor vedkommende ændres i takt med de tanker, du gør dig om venskab, troværdighed og ærlighed. Bliver pinlig berørt over at sige “ Hey, har du glemt, du lånte 500 af mig?” Svaret kunne være “ Gud, hvor pinligt det har jeg sgu da svedt totalt ud, det må du simpelthen undskylde! Her er de 500!” End of story! En masse ærgrelser og skidte tanker kunne være sparet og et venskab bevaret.

Et andet banalt eksempel var en arbejdsplads, hvor alle medarbejdere var enige om, at de havde et problem med en chef. Der taltes i krogene, skabtes misstemning, blev sladret. Den opmærksomme chef bemærkede et stemningsskift, men der blev ikke sagt noget. Alle andre fik at vide, hvad problemet var, men selve problemets kerne anede intet. Dette er en klassiker – det kan være alt fra dårlig ledelsesstil til dårlig ånde. Man siger det bare ikke… Jeg sagde det – selvfølgelig (for det var ikke bare dårlig ånde), og oplevede, at de selvsamme kollegaer, der havde ytret massiv irritation gennem meget lang tid (og havde irriteret mig sindsygt med det), pludselig sad som tavse lam og så perplekse ud, mens jeg fik lov at fremstå som et notorisk brokkehoved, der stod alene med mine synspunkter. Intet blev ændret, og jeg blev upopulær hos chefen, sådan går det, når man ikke kan holde sin kæft!

Eller til Borgermødet, hvor jeg sidder ved siden af to skønne damer, der tydeligvis er meget enige i min højlydte kritik og mistillidserklæring til panelet på scenen- men da jeg spørger “Hvorfor siger I så ikke noget og bakker op her?” Så lyder svaret “ Jamen, vi er begge kommunalt ansatte indenfor skolesystemet”. Og? Skulle det netop ikke gøre dem til de bedste og mest seriøse kritikere? Nej, det gør dem til de tavse utilfredse – dem, der er bange for fyringer eller bange for at skille sig ud fra mængden og påkalde sig negativ opmærksomhed. Det er jeres bemærkninger, der rykker noget, for I ved da om nogen, hvordan eksempelvis besparelser og skolesammenlægninger vil påvirke jeres daglige arbejde i negativ retning. Sig dog noget, når der er mulighed for det! Sig dog fra, før det er for sent!

For en tid siden befandt jeg mig i en sammenhæng, hvor jeg troede der, var åbenhed, nærvær og ærlighed. Men en dag havde visse personer i kredsen i den grad snakket bag om ryggen på mig og ikke meldt ærligt ud i tide med de problemer, de havde gået og konspireret over. Det kom som et chok for mig at opleve, at jeg pludselig befandt mig blandt hykleri, løgn og fortielse. Jeg troede naivt nok, at jeg var – om ikke blandt venner, så i det mindste – blandt venligtsindede bekendte! Det tog mig lang tid at komme over, for erkendelsen var svær for mig at sluge. Oplevede det som en slags forræderi og følte mig ført bag lyset. Der var dengang mange, mange ubehageligheder, der kunne være undgået, hvis mennesker havde meldt ud i tide og på civiliceret vis – istedet for at gå og samle problemer sammen igennem længere tid.

Jeg har altid åbenlyst plederet for åbenhed og positiv dialog. Men jeg har erkendt, at det kan virke intimiderende, når man sådan stædigt insisterer på ærlighed. Det kan virke lammende på visse mennesker, at man sådan afkræver dem deres tanker, forklaringer, forventer udmeldinger, stiller op på banen og beder om ærlighed! Pinagtigt ligefrem.

Som bekendt så kan alkohol få folk til at smide hæmningerne. Og det er grunden til, at jeg ikke længere gider fester mellem klokken 02-05. Det er nemlig det tidspunkt, hvor folk, når mængden af alkohol fordamper hæmnings-laget, syntes, at nu er det tidspunktet at konfrontere deres bedste ven, kæresten, mig eller hvemsomhelst med en super ærlig snak … det er tiden at få sandheden på bordet. Og så kommer den, “sandheden”. Der fyres løs fra hoften. Folk bliver uvenner, sviner hinanden eller fører samtaler, der er så godag-mand-økseskaft-agtige, at ethvert fornuftigt menneske må flygte. Brug dog de forsvundne hæmninger og din søde rus til at få noget ærlig humor og noget spas debat på banen, i stedet for at forestille dig, at du nu endelig skal have lettet dit hjerte, renset luften, forklaret din aversion, eller hvad der nu er gang i.

I lørdags var jeg ude og købe et par bukser. Jeg står i prøverummet og har lige fået min egen buks ned om knæene, da forhænget diskret glider til side -vuch – og en ekspedient på speed spørger “Nå, hvordan sidder de? “ Jeg havde ikke talt med hende da jeg kom ind i butikken – og her står hun u-inviteret og glor u-hæmmet og holder forhænget halvt åbent, så det står enhver frit for med en lille lurer. “Ja, jeg er jo ikke nået så langt”, fremstammer jeg småchokeret. Nånå, hun lukker, og jeg hopper i bukser, der er for store – vusch – så gør hun det sgu igen. “Nå, hvad så?” “Ja, de er nok for store.” “Henter et par…!” Lukker og afsted med hende. Og imens jeg så affører mig de store bukser – vusch – så tager vi den lige en tredie gang, ok?! “Har alle set den der r… nu?” “Skal vi lige tage et ekstra kig?” For helgoland! Det er bare ikke i orden, men jeg – jeg tager bukserne, går over til skranken og betaler… Siger vist endda tak… Og på vej ud er jeg vanvittigt irriteret over, at jeg ikke havde overskud til høfligt at gøre hende opmærksom på fejlen ved som minimum lige at få spurgt, om hun får penge for de fremvisninger? Jeg sagde slet ingenting, og jeg var sur på mig i flere timer.

Man burde ikke sige noget negativt om andre – som man ikke kan sige til vedkommende selv. Det er indimellem svært at efterleve, som de fleste fornemmelser er det. Nogengange skal man selvfølgelig vende sine tanker med andre, hvis man er i tvivl, selvfølgelig med omtanke på privatsfære, respekt for individet, empatisk fornemmelse og alt det der. Tag hensyn til tid og sted få sagt det, du har at sige, uden omsvøb og i respekt til det individ, du har et problem med.

Vi lever ikke godt med hykleri, manipulation, forudindtagethed og afstumpethed i al almindelighed. Hvis livet har været præget af alt dette, bliver mennesket slidt på både det psykiske og det fysiske plan. Jeg tror på, at hvis vi hver dag bestræbte os på at være lidt mere ærligt tilstede overfor hinanden, melde ud hvor vi står og give lidt mere af os selv, end vi gjorde i går – så ville mange problemer og små gnidninger slet ikke eksistere og den generelle kommunikation komme op på et lidt højere niveau.

(Trine Kirketerp Struve, Svendborg, er selvstændig grafisk designer).