Da jeg i sin tid sagde ja til at sende mine søndagstanker til netavisens læsere, var oplægget at skrive om tanker og oplevelser, jeg havde, og som måske kunne interessere andre.

Det behøvede ikke at handle om Svendborg eller ”brok” i særdeleshed, men nok så meget om livets tildragelser og oftest livets uretfærdigheder. Jeg måtte også gerne udtrykke mig filosofisk. Det er jeg ikke helt sikker på, at jeg fik held med, men jeg har altid haft glæde af at skrive og udtrykke mig, når jeg har oplevet ting, som efter min overbevisning trænger til et ord med på vejen.

Nu holder jeg en lille pause med søndags-klummerne. Alderen har indhentet mig i form af gigt i hænderne, som behøver en mindre operation. Har jeg dog virkelig slidt dem op?

Jeg vil derfor afslutningsvis fortælle en sandfærdig, lidt personlig historie:

I Afrika, i landet Mozambique, vågnede en lille dreng op i hytten ved, at Mor og Far blev myrdet af fjendtlige banditter. De slæbte ham og hans storesøster med, han var cirka seks år. Han skulle nu oplæres til barnesoldat. Søsteren forsvandt, han så hende aldrig mere.

Børnene dansede i grupper og sang: ”Renamo er min far og mor!” (Renamo var den højreorienterede oprøshær – red.). Det lykkedes drengen at flygte sammen med en ven, og de endte som gadebørn i en havneby ved navn Beira. Her hutlede de sig igennem i flere år, indtil de en dag fik kontakt med en mærkelig mand, som stod på torvet og spillede på harmonika. Han var dansker og arbejdede for et gadebarnsprojekt. Som en anden rottefænger fra Hameln lokkede han børnene hen til projektet, hvor de fik mad, tøj og undervisning på en lille skole, oprettet af en britisk foundation.

Første gang jeg så Paulo, gik han med en sandal på den ene fod og en højhælet damesko på den anden. En laset t-shirt og numsen ude af bukserne. Han forelskede sig i harmonikaspilleren og musikken. Han havde total-gehør! Snart kunne han spille på alt, hvad han fik i hænderne.

Da vi skulle hjem efter tre års u-landsarbejde, stod han der og sagde:” Hvad skal der blive af mig?”

Så vi fik en sort søn. Han kom med hjem til Danmark. I første omgang på en efterskole som en slags ”studieophold”. Dernæst fik han ved hjælp fra min gode veninde Hanne Reintofts hjælp en læreplads som VVS-lærling.

Paulo fik en af de fineste svendeprøver det år. Vi søgte opholds- og arbejdstilladelse. Han fik øjeblikkelig arbejde og har aldrig haft en ledig periode siden, bortset fra en sygeperiode, hvor han faldt ned fra en stige. Nu har han den 1. november opholdt sig i Danmark i 14 år! Han har en dansk kæreste og et lille barn. Han siger Mor og Far til os, hans lille søn siger Farmor, men han har endnu ikke fået et dansk pas, så han kan rejse hjem til Mozambique og gøre gavn med sin uddannelse! (Han klarede den åndssvage prøve med glans – det gjorde jeg ikke!) Jeg vil ikke lade ham rejse, for han kommer jo aldrig hjem igen – vel Pia? Nu tager han så en videregående uddannelse som vvs-mand. Hvilken gavn han dog kunne gøre i sit fødeland. Det vil jeg kalde et u-landsprojekt.

Så hører jeg om finanslovsforhandlingerne: Nu har Pia igen strammet skruen. Fordi der er lim på taburetterne, må folket finde sig i nye uhyrligheder. Vi kan nu rose os af at have den strammeste udlændingepolitik i hele Europa.

Hvor må det være pinefuldt for rettænkende Venstre-folk og konservative at skulle finde sig i en sådan social apartheid-politik. Jeg kender danske borgere ude i verden, som snart opgiver det at være danske. Jeg har selv oplevet, når jeg blev spurgt sydpå: ”Hvor kommer du fra?” at svare ”Lapland!” for at slippe for de ringeagtende udtryk og bemærkninger, som ellers fulgte, hvis jeg sagde sandheden.

Hvor er det beskæmmende. I alle de år, jeg virkelig rejste i verden, var jeg stolt af at være dansk. Nu må jeg så takke min fremskredne alder for, at jeg ikke mere står i den situation. 24 års-reglen skærpes, og med den nye udlændingeaftale begynder man nu at sortere folks rettigheder. Kun de velhavende og de veluddannede får adgang.

Jeg kender unge med dansk baggrund for eksempel i Argentina, som ikke vil have mulighed for at stadfæste deres danske statsborgerskab. De skal desuden være i gang med en uddannelse her i Danmark, før de fylder 18 år. Hvordan er det lige med tilknytningskravet der? Og hvad med vores unge, kommende verdensborgere, som rejser ud for at få et nyt perspektiv. De forelsker sig måske i den forkerte og vender aldrig hjem. Misundelsesprincippet og småligheden er nok de væsentligste elementer i politikken bag sådanne lovforslag.

Det var da godt, at Paulo fandt en dansk pige. Men pyt, han er jo bare håndværker!

Kære læsere tak for denne gang  – lad os håbe på lysere tider.

(Hanne Skaalum, Thurø, er tidligere socialrådgiver og tidligere byrådsmedlem for Socialdemokraterne).