Sidder i min bil og dikterer det her, mens jeg tænker: Jeg kan forstå, at lejerne i de såkaldte ghettoer – blandt andet Byparken – selv skal betale regningen for at blive tvangsforflyttet og få deres ejendomme revet ned. Smart.

Landsbyggefonden er en opsparing til forbedring og vedligeholdelse af boligerne betalt over huslejen i de almennyttige boliger. Så den skal financiere regeringens planer.

Regeringen bruger en model, for at kunne karakterisere en ghetto:

* Indvandrere og efterkommere: (Grænseværdi=) (50 pct.)

* Uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked: (Grænseværdi=) (40 pct.)

* Dømte pr. 10.000 indbyggere: (Grænseværdi=)  (270 dømte)

I mit verdensbillede hedder det sociale problemer. Dem bruger man sociale love til at ændre på. I ghettoforslaget er da også sociale midler – satspuljemidlerne, der normalt bruges til særlige indsatser for socialt udsatte. Dem bruger man en tredjedel af i ghettoforslaget.

I forvejen er satspuljemidlerne skrumpet fra 936 millioner i 2010 til 304 millioner kroner på næste års finanslov. Så resten af pengene kan grupperne af sindslidende, narkomaner og andre udgrænsede, der normalt har glæde af satspuljemidlerne, få lov at dele.

Man bruger altså lejernes opsparing og midler til de socialt udsatte til at financiere en højt profileret indsats til at bekæmpe sociale problemer.

Hold op, hvor jeg savner en opposition. Dem, der burde være det, er enten tavse, eller falder over hinanden for at matche de racistiske tiltag.

Socialdemokraterne og SF har én gang besluttet, at de ikke vil tabe valgkampen på racismekortet, så de trumfer hver gang regeringens og Dansk Folkepartis forslag. Også denne gang.

Jeg savner venstrefløjen – eller jeg savner kritikken fra venstrefløjen. I Ole Sohns gamle parti havde man en forklaring på, hvorfor den danske arbejderklasse ikke gjorde oprør. De var simprelthen for forblændede af velfærdstatens bestikkelser og de høje lønninger til at kunne se, at de blev udbyttet. Derfor havde man et parti og en avis, der kunne udlægge teksten og bevare overblikket og den politiske forklaring. Det skal han nu sige undskyld for – men det behøver han nu ikke efter min mening.

Undskyldningen ligger i, at der ikke findes en opposition til regeringens politik, der er til at få øje på. På såvel lands- som på kommunalt plan har vi fået en oppositon, der har accepteret rollen som forvaltere. De har trukket i de brune kitler og accepteret at fordele, hvad der er til overs, når dem, der sidder på flæsket, har fået deres – industrien, aktieejerne, landbruget og de multinationale virksomheder.

Hov, der blev jeg overhalet af en rød Ferrari til fem millioner sådan cirka – det er nok en af de fyrede Vestas-arbejdere fra Langeland, der har fået ny bil.

(Steen Heinsen, Svendborg, er freelancejournalist).