En rundspørge blandt landets socialrådgivere, 365 i alt, viste i ugens nyhedsstrøm, at  ’ja, socialrådgiverne mener, at de svigter de svage børn på grund af kommunernes trængte økonomi’. F.eks. ved at tage børn hjem fra velfungerende anbringelser uden for hjemmet – for at spare penge. For sociale problemer er dyre, og også i Svendborg gløder familieområdet. Ikke mindst derfor har politikerne vurderet, at dette område også skal beskæres for at undgå en truende konkurs. Børn- og unge-direktør Jan Præstholm præciserer:  ’f.eks. ved at tage børn hjem fra anbringelser uden for hjemmet’. For det er noget, der virkelig batter, rent økonomisk. Og økonomi er i tider som disse tilsyneladende det eneste, der betyder noget.

Hanne Klit (S), formand for udvalget for familieområdet (Udvalget for Børn og Unge), har måske følt de tunge øjne fra den nye socialminister Benedikte Kiær (K) i nakken – hun skynder sig i hvert fald i torsdagens FAA at tilføje, at man i Svendborg Kommune selvfølgelig nok skal overholde gældende lovgivning på området. Som selvfølgelig ikke må knægtes, og hvis det er tilfældet, så skal den enkelte socialrådgiver klage, mener fru ministeren.

Man tager sig til hovedet – og hvis det ikke var så sørgeligt, så måtte man grine. Vi gennemgår lige den umulige problematik:

1) Vi skal holde loven. Børn, der efter langvarige, krævende sagsbehandlinger får støtte eller ligefrem anbringes uden for hjemmet, må ikke tages hjem, hvis der stadig er brug for anbringelse.

2) Vi skal spare penge – mange penge. Og dem, der larmer mindst i læserbrevsspalterne, dem, der koster mindst i stemmeboksen og er svagest på skattebilletten – det er de socialt udsatte børn og deres ofte svage forældre. Så det gør sgu nok ikke så meget, hvis det er dem, vi rammer hårdest. Kynismen er uhyrlig.

3) Socialministeren mener, at kommunerne bare skal se at få pungen op af lommen,  der er nemlig aldrig tilført så mange penge til området som de senere år, så hvis kommunerne ikke har råd, skal den enkelte socialrådgiver klage til Den Sociale Ankestyrelse.

Lorten er således igen placeret i kommunerne eller på den enkelte sagsbehandlers bord, og regeringen kan beholde de pletfrie, hvide handsker på, som man da også iførte sig til Christiansborg-middagen forleden til majestætens 70-årsfødselsdag. Ikke vores pengeproblemer, jeres. Vores skattestop, jeres hovedpine. Benedikte Kiærs argumentation er ligeså brutal som naiv. ’Klag til ankestyrelsen, hvis I ikke har nogen penge.’

Svendborg er hårdt ramt, det er ganske vist. Kommunen lider under de samme problemer som andre udkantsområder, hvor sociale problemer er relativt større end i velbjærgede områder.  Hvor flere børn kun lige hænger fast i et nogenlunde godt liv med neglene, fordi pædagoger stadig tør kæmpe deres sag, fordi nogen stadig tør tro på, at deres faglighed respekteres, og det ikke er for sjov, hvis man beder om hjælp på et barns vegne. Så kan man godt gå hen og blive stresset … hvilket mange også bliver.

Et af valgløfterne fra Lars Erik Horneman (V) var rent faktisk, at der skulle tilføres en god bunke ressourcer i en periode for at bekæmpe den pukkel af sager i familieafdelingen, der har hobet sig op. Bunker af problemer, der ikke forsvinder af sig selv – i dén grad tværtimod, når det handler om kriseramte familier og børn, hvor vold, svigt, misbrug  er del af hverdagen. Så Horneman mente i lighed med den nye, glimrende formand for Kommunernes Landsforening, Jan Trøjborg (S), at familieområdet er og bliver et alt, alt for dyrt område at spare på. Hornemann blev som bekendt ikke genvalgt som borgmester, og måske var det bare valgsnak. Hvem ved. Vi fik i hvert fald rød gruppe i spidsen for kommunen.  Gad vide, hvad børn og familier ville vælge – rød eller blå stue?

Noget kunne tyde på, at det fremover bliver noget sværere at være barn, omsorgssvigtet, voldsramt, hjælpeløs, socialt udsat i Svendborg kommune. Det er sørgeligt, og det er ikke sjov søndagslæsning.  Det er til gengæld skinbarlig, politisk virkelighed, hvor de svageste betaler den højeste pris. Og det skal ikke få lov at gemme sige bag et forblommet alibi-udsagn fra Hanne Klit (S) om ’at vi holder loven’. Man kunne ønske, at man også agerer anstændigt.

(Anna Pia Holmgaard er freelance-journalist i Svendborg).