Trine Kirketerp Struve. Foto: Andrea Marie K. Struve.

“Wow” – Frede havde skrevet og spurgt, om jeg vil skrive “Tanker på en søndag”. Går lidt i instinktiv panik – tænker, det er en joke, men jeg læser videre, at Anna Pia vil holde pause … derfor! Ja, og så skulle jeg så gå ind og “afløse” journalist Anna Pia Holmgaards saglige, velskrevne, veldokumenterede, reflekterende, samfundskritiske og super socialt bevidste indlæg.

Ja, helt sikkert, Frede. Men så begynder tankerne alligevel at køre… Jeg gør mig jo mange tanker. Jeg hidser mig op i tide og utide over alt muligt, som jeg afgjort synes vedrører hvemsomhelst. Jeg deler gerne ud af min indignation, min begejstring, min kritik og min holdning til dette og hint.

Har vist flere gange gjort mig mere eller mindre heldigt bemærket i store forsamlinger med mine holdninger, der nogen gange bare skal ud – koste hvad det vil. Ellers får jeg ondt. (Faktisk overvejede jeg engang at lave en holdningsbutik sammen med en ven. Idéen var, at man skulle kunne købe separate holdninger til specifikke emner, samlepakker med overensstemmende holdninger, pakker med provokerende eller tækkelige holdninger. Man kunne også købe divergerende holdninger, men det var kun for de diskussionslystne…).

Og her byder muligheden sig endelig for, at jeg kan få lov at skrive tanker ned, og måske vil mennesker give sig tid til at læse dem… Og hvad så? Så… ja, tror jeg måske jeg kan rykke noget? Kan jeg forarge nogen? Glæde nogen? Få nogen til at blive flove, til at føle stolthed? Hvad er formålet? Hvor vil jeg hen? Hvorfor overhovedet?

Jeg får lidt frivillig angst! Skriver mail til Frede at, “det er som at invitere Fedtmule på hundeudstilling – bare fordi han er en hund!” Og mener det. Jeg vil slet ikke – tør ikke … no way! Det ville jo være som at træde frivilligt ind på øretævernes holdeplads – stille en skammel op og begynde at kæfte op foran en hob af veloplyste, samfundskritiske mennesker med meget forskellige holdninger til alt. Alle de, der er så fornuftige at have Svendborgsnetavis i deres Bookmarks bar, og som interesserer sig for det samfund, vi befinder os i. Både det store og i det lille. Og jeg læser alle de andres “Tanker på en søndag” og finder niveauet højt. Jeg er ikke journalist, jeg er ikke mere kompetent end hvem som helst af denne avis’ læsere.

Men det kunne sgu alligevel være sjovt – det er jo bare en lille netavis… Hvor alvorligt skal man tage det? Og jeg er ellers ikke bange af mig, skulle jeg mene. Og Frede skriver nu til mig “… at Fedtmule osse er en hund og måske anderledes end de andre hunde”. Han har muligvis ret, men det er vist mig, der er Fedtmule her. Og Fedtmule er lidt til grin, men han ved det bare ikke, for han har en klog ven, der redder hans skind gang på gang. Jeg beslutter mig for at afvente Mickeys ankomst og høre, hvad han vil råde mig til: skal – skal ikke?

Mickey dukker op om natten og fortæller mig, at jeg godt kan, og at det nok skal gå – alle bærer jo over med Fedtmule, og eller andet sted er jeg jo vant til at få lidt hak i tuden, da den ofte stikker for langt frem, anyway. Så jeg stiller mig op igen. Og takker ja til tilbudet om at dele tanker med Svendborgsnetavis’ læsere, selvom jeg stadig ikke helt ved, hvorfor det lige skal være mig – men på den anden side hvorfor ikke?

Så kommer næste fase: Hvad skal jeg nu vælge? Der er så meget derude. Mest oplagt og “oppe i tiden” er jo debatten om skolestrukturen og lukning af byens folkeskoler.

Men det virker som om debatten er stagneret et sted mellem mistillid, vantro og håbløshed. Det er et trøstesløst sted at befinde sig. Særligt, når det nu er en meget vigtig debat for Svendborgs fremtid. Faren, for at der stille og roligt vedtages lukning af begge byens folkeskoler, er overhængende. Fornemmelsen, af at strukturændringerne allerede er vedtaget, har lammet modstanden, og måske var det det, der var meningen. “Bare lad dem tale og brokke sig en tid – skidtet har jo været i høringsfase” Læs: Frase!

Jeg har talt med rigtigt mange mennesker om vores bys fremtid uden folkeskoler i midtbyen, og mange har “givet op”. Og her kommer indignationen så igen som en flamme i mig… Jeg stiller mig op på skamlen og råber ”Jeg efterlyser den samlede modstand mod vores folkevalgte politikeres inkompetence i denne sag. Var vi franskmænd, havde vi stået hver ledig time foran Rådhuset med bannere og slagsange, og muligvis havde vi nedlagt vores arbejde i protest mod de hovedløse beslutninger, der bliver taget i byrådsssalen i øjeblikket” Hopper lige ned af skamlen igen – helt forpustet.

Men vi er altså rimeligt konfliktsky og konforme danskere, der har opgivet tanken om, at vi muligvis ville kunne gøre en forskel, hvis vi dedikerede os og blandede os og skældte ud og sagde fra der, hvor der skal siges fra. Vi er ikke rigtig vant til at kæmpe for en sag – vi er faktisk slet ikke vant til at have en sag overhovedet.

Om de så lukkede hele vores by ned om ørene på os, tvivler jeg på, at vi ville reagere?! Flegmatiske og veltilrettede totalt, opslugte af egne reder som vi er. Og jeg taler også om mig selv her. Det handler om snigende ligegyldighed og resignation. Om at vi ikke udnytter det demokrati, vi lever i, fordi vi ofte er holdt i så stramme tøljer af dagligdagens kamp for at få det hele til at hænge sammen, at vi simpelthen ikke orker!

Jojo, vi kan da vel nok dukke op til en demonstration i ny og næ, og her kan vi så “opleve suset af civil ulydighed”, fordi vi vover os ud på offentlig vej og standser trafikken i 15 minutter. Så er toppen da også nået! Så har jeg sandelig demonstreret, at jeg er utilfreds med den givne situation! Vi fik pressens bevågenhed et øjeblik, men skete der noget? Rykkede det ved nogen holdninger?

Nej, det gjorde det ikke – jeg deltog også efterfølgende ved borgermødet i Borgerforeningen, og det var en sørgelig parodi på den berømte demokratiske process. Sikke en smal debat og sikke trætte politikere vi har. Jeg ved ikke, hvad der skal til for at ruske op i denne forsamling.

Og hvis grundidéen er, at borgerne skal have mulighed for at sige politikerne deres mening, så burde politikerne forstå, at her var der ikke tale om et vælgermøde. De burde overvejende holde deres mund og lytte – ikke forsvare deres uovervejede plan, ikke tage til genmæle, ikke forklare. Bare lytte til de frustrerede følelser i salen og lytte til stemningen i den by, de er ved at spolere fremtiden for. Men de lyttede ikke – de klappede os på hovedet og forklarede os, at det var et spørgsmål om at forklare vores børn, at dette var til alles bedste! Som om det her handlede om den enkelte familie og ikke, som faktum er, om hele byens fremtid! Vi ved, der skal strukturændringer til – vi er ikke dumme. Men det er jeres arbejde at komme med ændringer, som borgerne kan acceptere. Og det nuværende udspil er desværre uaccpetabelt.

Og som sidste nye gimmick, her få dage før afgørelsens time, er der kommet en ny del-plan omkring 10. klasserne. Mon ikke det tjener udelukkende til total forvirring, mere resignation og deraf følgende manglende opmærksomhed på, at der faktisk muligvis tages en beslutning, om at vores by mister begge sine folkeskoler om få dage. Smart træk! Undskyld mig, jeg bliver lige dårlig … det lugter grimt.

Vi kan bruge, jeg ved ikke hvor mange milioner på at bygge motorveje og udtænke projektbyer og hvad ved jeg, for at skabe en øget bosætning i Svendborg – men der kommer ikke flere tilflyttere til vores by, hvis ikke et at de vigtigste parametre for familier, når de skal flytte, ikke er opfyldt – nemlig en helt basal ting som en centralt placeret folkeskole i midtbyen. Det vil være en fatal beslutning for byen. Lige som mange af de andre beslutninger, der gennemføres i besparelsernes hellige navn.

Besparelserne i kommunen rammer nemlig i høj grad socialt svage medborgere – psykisk syge, der ikke kan få hjælp, tvangsfjernede børn, der flyttes rundt og sendes hjem, alle de stakkels mennesker, der ikke har kunnet få berettigede sygedagpenge, nedgørende, nytteløse og dyre aktiveringstilbud til arbejdsløse, unge, der mister deres opholdssteder, folk, der mister deres jobs, børnehaver, der nedlægges og flyttes sammen, skolebørn, der skal kastes rundt i kommunen… Jeg er alvorligt bange for, at følgerne kommer til at få uoverskuelige økonomiske konsekvenser for vores by om bare ganske få år. Og det er altsammen på grund af den udhulede kommunekasse.

Men, undskyld mig igen – er der nogen, der ved, hvor meget vores kommune bruger på løn til de utallige kommunaldirektører, vi har? Er der nogen, der ved, hvad Citta Slow har kostet vores kommunekasse? Hvor meget, der bruges på repræsentation? Hvor mange penge, der bruges på besynderlige prestigeprojekter som Tankefuld? Hvor meget, det samlet har kostet at bygge motorvejen? At anlægge om-vejen på havnen? Jeg kender ikke tallene, og jeg ville blive deprimeret, hvis jeg gjorde. Beklager, muligvis er jeg naiv og uvidende i denne sag, men jeg kan kun stå udefra og undres. Tilgiv Fedtmule…

Jeg er bare så fuld af undren over, hvordan der prioriteres økonomisk i denne ellers så skønne provinsby. Spørgsmålet er jo, hvordan ser vi Svendborg om 10 år? Hvor er målet – hvordan får vi denne skønne by kickstartet igen, istedet for at lukke os ned om os selv?

Puha, retfærdighedens harme er udmattende. Jeg er helt træt! Nu har jeg måske gjort nogen rasende, skuffet nogen, moret nogen, fået nogen til at tænke lidt, ærgret nogen og fået andre igen til at kede sig helt enormt… (men så er de nok ikke nået så langt ned i teksten som hertil).

Gudskelov er det jo helt frivilligt, om man vælger at læse disse Tanker på en søndag – skrevet hen over et par dage midt i ugen.

Men jeg har fået lidt luft og trukket vejret ind til en ny omgang om en måneds tid…

Lad os se hvad ugen bringer og sende denne Piet Hein med i Byrådssalen:

PESSIMISTER ER DOG DE RENESTE TÅBER

DE TROR PÅ DET MODSATTE AF HVAD DE HÅBER

NEJ DE OPTIMISTER SOM LIVET BEROR PÅ

ER DEM SOM TØR HÅBE PÅ NOGET DE TROR PÅ

(Trine Kirketerp Struve, Svendborg, er selvstændig grafisk designer).