Hanne Skaalum.

Livet er, som man ser det – for eksempel er ”Den lille havfrue” ikke sig selv. Hun er nemlig lånt ud til Kina.

I socialt arbejde arbejder man ud fra en teori og metode, som kaldes: 1. Hvad er problemet ? 2. Hvem har problemet ?  Og 3. Hvordan løser vi problemet ?

Det betyder på almindelig dansk at: Vi – samfundet – 1) har et problem, som trænger til en løsning! 2) Hvem omhandler så det problem? Og – 3) Hvordan griber vi det an?

Et væsentligt element i denne proces er  2) Hvem? Fordi forudsætningen, for at et problem kan løses positivt, er, at den part, som problemet omhandler, har del i løsningen af problemet. Dette er det sociale, væsentlige element i handlingen – at løse et problem ansvarligt.

Grunden til, at det ofte går gruelig galt, når politikere går ind i løsningen af væsentlige samfundsproblemer, er netop dette – man glemmer at tage de mennesker, som problemet omhandler, med ind i processen. I konsekvensvurderingen af, hvad en handling – et indgreb – eller evt. en ny lovs vedtagelse – vil betyde for de mennesker, som rammes af beslutningen om problemets løsning.

Når politikere sidder og vurderer allehånde samfundsmæssige problemer, har de magten! Og hvad er det så for mennesker, disse mennesker som er gået ind i politisk arbejde? Er det idealister, som gerne vil gøre en forskel? Er det mennesker, som i deres opdragelse, deres familie, eller deres livsopfattelse har fået tildelt en opgave, de føler, de må udføre? Eller hvad er det, der driver dem?

Jeg tror, at de fleste fra en start har haft en samfundsmæssig interesse, som har ført dem ind i det politiske arbejde og som nu synes, det er spændende med de mange perspektiver, der er i dette arbejde.

Det er NU, vandene skiller – nogen bliver bidt af fornøjelsen ved at bestemme, nogen af de frynsegoder, livet her af og til medfører, nogen ligefrem af den aflønning, der også følger med, og af den ”medvind” man føler, på grund af alle de rygklappere, der sejler med i farvandet. Kort sagt – magten korrumperer.

Når noget går rigtig godt, er det ikke svært at forfalde til det begreb, som beskrives som  ”herremenneskementalitet”. Det er uhyre naturligt og menneskeligt – hvem ville ikke nyde at føle, verden ligger åben for en?Hvis en politiker forsøger ”at holde på sig selv”, og husker, at ”træerne ikke vokser op i himlen”, fordi man tilfældigvis fik stemmer nok ved sidste valg, er det hårde bud. Fordi det kræver først og fremmest, at man husker, at man har en holdning! Det koster, fordi de fleste vigtige afstemninger kræver konsensus! En vigtig ting i partipolitik. Nu handler det om, om man vil give køb – sælge sin sjæl – og alle de goder, den herlige position medfører. For ellers er man jo ude! Det er politik.

Der er ligefrem mennesker, som direkte uddanner sig til at ”arbejde som politiker”. Mennesker, som går direkte fra gymnasiet videre til en uddannelse, som hjælper dem ind på den slagne vej, uden så meget som at have haft en meter jordforbindelse til det virkelige liv, de mennesker lever, som de nu træffer de store beslutninger for.

Resultatet er den politikerlede, befolkningen rettelig føler i det mærkværdige spil, som oprulles især i forbindelse med et valg. Taburetklæbere, magtbrynde, løgne og usmagelig adfærd oprulles for vores undrende blikke. Hvad er det for folk, som i demokratiets hellige ånd kommer til magten, og som bestemmer over vores liv og levned til stor glæde for enkelte og til stor sorg for de fleste? Hvor er de personligheder, som en gang kæmpede for lighed og retfærdighed såvel for de dygtige som for de svageste i vort lille land?

Egoismens tidsalder læses tydeligt, når man ser udviklingen og de politikere, som tegner folketing og såmænd også byråd rundt omkring. En såkaldt statsmand, som opnår et topjob i Nato som resultat af at snylte på en hel befolkning med aktuelt 38 unge liv samt mange milliarder på regnskabet. Latterlige ”fisseletter” uden anstændighed og uuddannede, racistiske husmødre, som ikke bestiller meget andet end at bringe Danmark i miskredit i udlandet og at ødelægge det gode ry, vi førhen har haft i verden.

Det er lige før, jeg hælder til den oplyste enevælde med bare én fornuftig diktator!

Jeg hyler med John Lennon: ”Fight for peace!”

(Hanne Skaalum, Thurø, er tidligere socialrådgiver).