Anna Pia Holmgaard.

I vores demokratiske sindelag ligger det dybt, at en sag altid må ses fra to sider. At intet er sort og hvidt – at modpartens synspunkt nok kan være meget forskelligt fra ens eget, men er ligeså gyldigt i en diskussion. Intellektuelle krummelurer, javel. Så lad os komme ned på jorden – hjem til Svendborg. En by i Baglandet, som dagbladet Politiken nu har døbt Udkantsdanmark. Tak for det, i øvrigt – det klinger da lidt af noget solidt, holdbart, trygt. Og desværre kunne intet være ret meget mere forkert lige i disse tider. For soliditeten, trygheden, den faste fælles base, hvor der er lydhørhed for modpartens argumenter er næsten forsvundet i Svendborg.

Jeg er af den opfattelse – som grundholdning – at ingen politikere (med få undtagelser) vil gøre noget for at ligefrem skade deres bagland. Deres hjemby, vælgerne, deres kommune i dette tilfælde. Så der må jo være bevæggrunde til prioriteringerne i det vedtagne budget, vi ikke rigtig som vælgere kan gennemskue. Jeg prøver alligevel, tilgiv den kunstneriske frihed:

FAKTA: Der skal bruges 11-12 mio. kr. på en ny trafikterminal.

I SORT: Pendlertrafikken er for nedadgående, og buspladsen kunne friskes op med maling, basal rengøring, blomster, bænke, en enkel renovering af det nuværende hus og toiletter, en rampe og en kaffeautomat. En billig løsning i dyre tider, og begrundelsen er indlysende. Det er, hvad vi har råd til.

I HVIDT: Svendborg kommune skal profilere sig med et venligt, moderne, aktivt bymiljø, også for den offentlige trafik. Heri indgår en moderne busterminal. Desuden kan vi låne vores del af pengene til byggeriet hos Indenrigsministeriet.

FAKTA: Vi lukker et plejehjem for psykisk syge/misbrugere og flytter dem til et ordinært plejehjem, hvor der er plads.

I SORT: Vi lukker et sidste opholdssted for en meget speciel, hårdt belastet gruppe mennesker, der har svage netværk og heftige misbrugsproblemer. Problemer, der kræver meget og målrettet støtte. Som de allersvageste rammer vi dem ved at tage trygge rammer fra dem og placere dem i et miljø, hvor de givetvis igen vil føle sig som udstødte.

I HVIDT: I spareplaner er ingen fredet, heller ikke de svageste. Der er plads på andre plejehjem, og plejehjem skal udnyttes for ikke at spilde penge, så vi flytter dem og sparer 1,9 mio.kr. Det kan desuden give en spændende social vekselvirkning for såvel misbrugerne som de ’almindelige’ ældre.

FAKTA: Vi hjemtager et antal utilpassede unge fra døgninstitutioner udenbys for at spare penge.

I SORT: De unge er anbragt efter lange og grundige overvejelser, ofte sagsbehandlingstider over et år. Anbringelsen er tvingende nødvendig for at beskytte den unge – og omgivelserne mod vold, kriminalitet, traumer – og samtidig forhåbentlig resocialisere den unge til et nogenlunde normalt liv. Nu tager vi dem hjem til kommunens varetægt igen. Med Børne- og Ungeformand Hanne Klits (S) ord: ’Ja, man kan godt sige at vi opgiver dem. Det er trist, men sandt’.

I HVIDT: Vi har ikke råd til at have de unge anbragt længere, og det er vigtigt, at kommunen er motiveret for at tage sig af alle slags problemer, også de sværeste. Den unge får en kontaktperson, og så håber/regner vi desuden med ’trickle-down-effekten’: At påvirkningen fra de veltilpassede børn vil smitte af på de mere vanskelige børn og unge.

FAKTA: Vi giver V og K vetoret over skatten, så erhvervslivet ikke skal betale dækningsafgift alligevel.

I SORT: Igen friholdes en meget stor del af de skatteydere, nemlig virksomhederne, der formentlig er ligeså interesserede i gode skoler, gode uddannelser, sikker erhvervspolitik og aktiv bosætningspolitik (der hænger tæt sammen med vilkårene for medarbejdernes familier i skoler, daginstitutioner). Gode folk, medarbejdere fravælger pt. aktivt kommunen, fordi der er alt for meget usikkerhed om, hvor pengene skal komme fra til kommunens drift af basale velfærdsydelser, varme hænder.

I HVIDT: Erhvervslivet er dem, vi alle skal leve af. Vi kan ikke tåle at ramme dem økonomisk i tider som disse. De vil givetvis sige til, når de er klar til at betale, V og K plejer jo at være meget fleksible på skatteområdet. Vi skal også nok købe smørrebrød til de nye virksomheder, der vil strømme til, når de opdager, at de kan slippe for en promille på skattebilletten.

Listen er meget længere – andetsteds her på netavisen er skolestrukturen debatteret, hvor samme type argumenter kan fremføres i stribevis. I sort og hvid. Så tilbage til sagen: Hvad er problemet med Svendborgs politik?

At vi ikke kan mødes i midten. At dialogen, den konstruktive, visionære dialog er ophørt. At den ene part siger det ene – den anden blot fremfører det andet. At høringer, f.eks. via  borgermøder, kommer til at virke falske, som skin-manøvrer. At alternative skoleplaner og strukturforslag til f.eks. børne- og ungeområdet fejes væk med skuldertræk. For det er allerede besluttet.  At magtens arrogance er nået til storkommunen, der stadig lider af lillebymentalitet. Hvor nogen få bestemmer og de andre bare skulle høre efter.  Hvor forståelseskløften er afgrundsdyb. Jeg håber på et oprør fra midten, der forhåbentlig vil vokse sig stærkt og politisk levedygtigt inden næste valg. Ta’ det som en udfordring, Svendborg.

(Anna Pia Holmgaard, Svendborg, er freelance-journalist. Dette er hendes sidste “Tanker på en søndag”. I denne omgang).