Steen Heinsen.

Mine børn går ikke i folkeskolen mere, så jeg ville nok ikke have været til borgermøder om de voldsomme ændringer på skolestrukturen i Svendborg, hvis ikke jeg havde været der i kraft af mit arbejde.

Allerede her kikser det – der er ved at blive taget nogle beslutninger, som rækker mange år frem: Lukningen af de store skoler i midtbyen, lukningen af en velfungerende skole i Oue og afviklingen af skolen i Svendborgs lille ghetto i østbyen som lokal skole – med mere.

Men der er ikke noget, der bare minder om fælles dagsordener og sammenhold – jo, blandt politikerne fra de store partier i byrådet – men ikke blandt borgerne, hverken dem med børn i skolerne eller os andre.

Der har ikke stået tusind vrede borgere foran rådhuset – der har faktisk slet ikke stået nogen – med bannere og krav om og forslag til en anden løsning på den økonomiske situation i kommunen end at lukke skoler.

– Når der ikke kommer flere her, nikkede beslutningstagerne bagefter mødet i Borgerforeningen onsdag aften til hinanden, så går det.

Det var ikke de præcise ord, men embedsmænd og politikere nikkede og var tilfredse trods de knubbede ord fra forældrene i Borgerforeningens sal. Der kunne have været flere, og de kunne have være bedre forberedt.

Der kan skrives indsigelser og ændringsforslag et stykke tid endnu, og på borgermøderne forsikrer politikerne gang på gang om, at de lytter til klager og forslag; men reelt har de låst sig fast på de planer, der er lagt frem.

Løsgængeren Masoum Moradi fra Byrådet sagde på mødet onsdag som den eneste, at de strukturændringer, der er lagt frem, er dem, der bliver vedtaget, uanset de ændringsforlag, der nu ligger fra gruppen fra Thurø Skole og fra Enhedslisten, og dem der måtte dukke op, før høringsfristen udløber.

Jeg talte med nogle af deltagerne på mødet i Borgerforeningen efter mødet. De følte sig talt ned til og overhørt. – Jeg kunne fandeme godt finde 20-30 millioner på kommunens budget, der kunne spares uden at røre min skole! Lød en typisk kommentar.

Det tror jeg ikke, at de kunne, men de kunne have fået chancen, hvis de havde stået sammen, dannet komiteer, studeret budgetterne, lavet fælles alternative forslag og fået mobiliseret alle de utilfredse forældre i aktioner og møder. Jeg mener alle – tusind eller flere, hvis de findes.

Det er sådan, man fortæller politikere, at de ikke gør deres arbejde godt nok, og at de ikke bliver genvalgt.

Borgermøderne er politikernes legitimering af deres demokratiske sindelag – men det er deres bane, der spilles på.

Man ændrer ikke noget og får ingen indflydelse ved at forsvare sin egen lille Hassan, uanset hvor gode argumenter man har. Det har været læren af de borgermøder, der har været afholdt.

(Steen Heinsen, Svendborg, er freelance-journalist).