Anna Pia Holmgaard.

Søndagsstille? Så klik dig ind på svendborg.dk – portalen for Svendborg Kommune – og lidt længere, så du når ind til budgettet for 2011. Eller – jeg ved jo godt, at det er der ikke mange, der orker for tiden. Hvad kan der dog være af gode nyheder derinde? Vi har som borgere i Svendborg som bekendt været igennem et sejt år som vidner til tykke sparekataloger. Med minusser, nedskæringer, omstruktureringer, triste meldinger om dagcentre, pædagoger og undervisningstimer, der alle bliver færre af. Nej, tak du. Jeg springer over. Og jeg forstår dig, kære læser. Hvem orker alle de tal?

Jeg vil nu alligevel håbe, at jeg kan få hevet dig med ind på den der side. På budgetsiden. Billedet på den antyder nemlig, at du kan glæde dig som borger i Svendborg! Et blåt skilt pryder foroven – ’terminal’, siger det. Og det er lige præcis, hvad du kan glæde dig til – som borger i Svendborg. En busterminal.

Jeg slår fluks ordet op på nettet: ”En busterminal er et trafikalt knudepunkt, med anlæg til at betjene forskellige buslinjer. Ses ofte i sammenhæng med stor jernbanestation, lufthavn eller anden trafikplads, hvor der er et stort behov for transport af mange passagerer til og fra.”

Så langt så godt. Men så er det, at kæden, om man så må sige, hopper helt af. For ved I, hvad den koster? Busterminalen? Den, der skal rumme nogle fine tavler med elektroniske køreplaner, et rart toilet eller to (nu gætter jeg naturligvis) pæne p-pladser til busserne? Plus en billetautomat, vil jeg da også skyde på. Jo, hold godt fast. Der er afsat fem millioner i 2011 til projektet. Og seks millioner i 2012.  Kroner, altså. Ikke brugte busbilletter eller slidte valgløfter. Det havde selvfølgelig nok været nemmere at tro på … for det her? Det er da i min verden simpelthen helt og fuldkommen vanvittigt. Vi snakker 11 gode skattemillionerkroner til en busterminal, der f.eks. kunne holdes op imod det faktum, at dagtilbudsområdet skal spare 28,5 millioner frem til 2014.

Og bevares, jeg er naturligvis helt klar over, at tingene slet ikke er så enkle. Det har vi i hvert fald hørt argumenteret før fra byrådet vedrørende slankning af administrationen i kommunen: ”Nu er det jo ikke så enkelt, og man kan ikke bare sammenligne tal på den måde.”

Jeg gætter på, at der er foretaget målinger af trafik, at man i samarbejde med DSB-konsulenter har vurderet, at moderne buspassagerer ikke vil finde sig i både at fryse og slå op i en nusset papirfolder, hvis de kan få lov at sidde på en ny bænk indendørs og kigge på en fjernsynsskærm med afgangstider. At det bare ikke kan gå med en simpel p-plads til busserne i Svendborg.

Så nej, måske er det ikke enkelt. Måske kan 11 millioner fint rummes på anlægsbudgettet i Miljø og Teknik. Men jeg er fløjtende, hamrende ligeglad. 11 millioner er uhyggeligt mange penge. Det er faktisk 38,6 procent af besparelserne på førnævnte dagtilbudsområde. Som man kunne undlade, hvis man kunne vente med busterminalen. Så lad mig opsummere: I mine øjne er det simpelthen uartigt og udtryk for en mangel på respekt og dømmekraft at skyde tocifrede millionbeløb af på varme lokummer og lune p-pladser og blanke fjernsynsskærme til busserne (busser!!!) i en tid, hvor  der mildt sagt er pres på kronerne i forhold til de varme hænder, den gode service, basale velfærdsydelser i skole, i børnehave, i ældrepleje. Hvor medarbejdere vælter med stress, fordi de skal udmønte besparelser, som ingen ved, hvordan de skal finde?

Som nævnt kan det være, at jeg slet ikke fatter, hvordan sådan noget administration fungerer. At de 11 millioner er en gave fra en skibsreder eller noget. Eller dumpet ned fra himlen, gravet op af jorden. Så afslutningsvis en bøn: Vil nogen ikke være så venlige at forklare mig, hvad i alverden der foregår?

(Anna Pia Holmgaard, Svendborg, er freelance-journalist).