Steen Heinsen.

Alle har ret til en forsvarer – men også til en livslang gæld efter udstået straf.

Jeg er journalist og satte for nyligt et opslag op i nogle af de fynske fængsler for at få kontakt til indsatte. Mit oplæg var at høre om den gæld, indsatte har til deres beskikkede advokat, når de bliver løsladt. De henvendelser, jeg har fået, er skræmmende og drejer sig også om varetægtsfængslinger.

”Den dømte skal betale sagens omkostninger”. Den vending tænker man måske ikke så meget over, når man hører den. Men for den tidligere kriminelle, der har udstået sin straf, betyder det, at i samme øjeblik, han har fået en folkeregisteradresse, dumper der en regning ind fra staten på lønnen til den beskikkede advokat.

Staten lægger ud – så det er ikke advokaten, der kommer i klemme. Salæret er på mindst 1.500 kroner i timen plus det løse, så en regning er ofte på 100.000 eller mere. Og den bliver opkrævet – om ikke andet så med løntilbageholdelse.

Når vores politikere med smør i mundvigene taler om, at tidligere kriminelle selvfølgelig skal hjælpes tibage til samfundet, er det tom snak. Så sent som torsdag hørte jeg retsordfører Tom Behnke fra De Konservative sige det i P1 – og det er også på dagsordenen for justitsminister Barfoed.

FØRST STRAF – SÅ REGNINGEN. Det forholder sig dog sådan, at hvis den løsladte får et job til mindsteløn, og hvis han indgår en aftale om at afdrage gælden til advokaten – så skal han arbejde en uge for hver timeløn til advokaten, det løber nemt op i 50 eller 100 ugelønninger. Det er kort sagt uoverskueligt.

Vi er alene i Norden, når det gælder denne dobbeltstraf. I Sverige graduerer man tilbagebetalingen i forhold til den tidligere kriminelles indkomst. I Norge betaler staten hele udgiften til forsvarsadvokaten. Andre lande i EU har tilsvarende ordninger – og EU har da også kritiseret Danmark for vores ordning.

Resultatet er naturligvis, at tidligere kriminelle bliver ved med at være kriminelle. Nogle ville sikkert været blevet det alligevel; men en gæld, der bliver trukket forlods i ens ringe indkomst, hjælper ikke ligefrem på motivationen til et straight liv.

SPÆRRET INDE I SMÅ MIDDELALDERLIGE CELLER UDEN DOM. Andre af de reaktioner, jeg fik på mine opslag, drejer sig om varetægtsfængsel. Dommerne følger i langt de fleste sager politiets og anklagemyndighedens anmodning om varetægtsfængsel og gentagne forlængelser i banale sager. Det betyder, at 650 mennesker hvert år sidder mere end syv måneder i varetægt uden dom og uden rettigheder til privatliv. De kan få overvåget besøg i få timer, og deres breve bliver læst.

Man skal lige huske, at ligesom ”alle har ret til en forsvarer” er en grundregel i vores retssystem, er det også at, ”enhver er uskyldig ind til han er dømt”.

Forsvareren koster altså bare flere års indtægt og det der med at være uskyldig – ok, man kan vente i et kosteskab, mens retsstaten finder ud af det, og mens advokater og dommere kører på arbejde i deres Mercedes’er.

FANGERNE PÅ FORTET. Det er altså ikke Al Capones efterkommere, vi taler om – altså ikke dem i Mercedes’erne, men dem i spjældet. Det er småkriminelle, tyveknægte, narkomaner og voldsmænd.

Selvfølgelig skal de dømmes og have deres straf. Men de venter i små stinkende celler på et langsommeligt opklaringsarbejde fra politiet. Og de sidder først og fremmest isoleret på grund af følgagtige dommere, der gør, hvad politiet og anklagemyndigheden beder om.

Mellem 60 og 80 procent, alt efter den måde det opgøres på og hvem der opgør det, vender tilbage til fængslet igen og igen.

Fangerne på Fortet er de underste – oversete og uden nogen form for indflydelse. Men det styrker retsfølelsen, at de sidder der og rådner.

(Steen Heinsen, Svendborg, er freelance-journalist).