Anna Pia Holmgaard.

I sommerens løb er tålmodige avislæsere blevet præsenteret for noget, man kunne kalde en blandet skatte- og Mayland-føljeton. Altså sagen om Lene Espersens kalender. Helle Thorning Schmidts skat og mand. Om de møder, Lene ikke deltager i – om afbud til møder, hvor familieferie lokkede mere. Personorienteret, javel – men hun var da heldigvis ikke a-Lene (ja, undskyld) i medieblæsevejret: Helle Thorning havde sit eget rod i papirerne. Der var den til skattefar, der ikke var blevet nærlæst, før den blev sendt. Plus noget om nogle svævende mails til Justitsministeriet, en London-lejlighed – nogle ’sløsede fejl’. De kom til at betyde kontant afregning ved hos vælgerne, hvor målingen i onsdags (11. august) viste, at nu er Løkke igen foran med en enkelt pind i det store Folketingstælleri.

Jeg skal ikke trætte dem med mere, kære læser, for i himlen, hvor er det dog langtrukkent. Rigtig skidt tidspunkt at have skattesag og Mayland liggende åben lige i agurketiden og råbe til taboid’erne: Kom og se mig!

Det, man ser, er måske også det faktum, at det netop er kvinderne i spidsen for henholdsvis K og S, der har stået for skud. Den altid veltalende samfundsdebattør og forfatter til politiske romaner med kvinder i hovedrollerne, Hanne-Vibeke Holst, har forsvaret kvinderne i B.T.: “Det er nogle dybe ting, der ligger i os. Der opstår en skepsis, når kvinder går ud over den kulturelle forventning. Når de bevæger sig ind på mænds domæne, er man i højere grad ude efter at finde fejl. Er de for eksempel en dårlig mor, eller har de dårlige lederegenskaber? Det er noget ubevidst, der engang imellem dukker frem og viser sit grimme ansigt”.

Andre har på Facebook-profiler beklaget, at det nu ser sort ud med udsigten til at få Danmarks første kvindelige statsminister, at det er tankevækkende, om det ville være gået ligeså hårdt ud over Villy Søvndals kone, hvis hun ikke havde haft præcist styr på skatten, hvorfor man aldrig satte spørgsmålstegn ved Anders Foghs ukrænkelige ret til at holde tre  ugers ferie i Sydfrankrig renset for nysgerrige journalister hver sommer.  Altså sagt på en anden måde – er det synd for kvinderne i toppen af dansk politik, når de kommer i fedtefadet på grund af Mayland eller skatten? Jeg siger nej.

Jeg synes i bund og grund, det er en tåbelig diskussion. Mindst lige så selvdød som det forslag, S-medlemmet af Folketinget, Julie Rademacher, tidligere på året kom med: At tvangsopløse selskaber, der ikke havde lige mange mænd og kvinder i bestyrelserne. Hvis man nu forestiller sig, at kvinder, som Hanne-Vibeke Holst siger, bliver bedømt hårdere end mænd – hva’ skal vi så gøre ved det? Hvis en autoritær alvorsmand som Anders Fogh blev taget mere alvorligt end en fadølselskende bamse som Løkke, er det så også synd for Løkke? Nej. Han skal bare se at oppe sig ud af liggestolen, få sat bamsen og grebet brevmappen, skal han. Det handler om troværdighed. Og vi husker nok alle ’Vinterferie-fadæsen’ hvor han måtte forklare sig på pressemødet, at konen havde bestilt, børnene havde glædet sig, og så var der ikke andet at gøre end at følge med til Kanarieøerne. Eller noget i den stil. Om man er lidt under tøflen eller bare doven kan i den henseende komme ud på ét for journalisterne.

Så den med at det er synd, at kvinder dybest set er lidt ofre i den politiske mandeverden og bedømmes hårdere, kan kvinderne bruge det til noget? Og hvad er formålet? Skal vi stemme på Helle, fordi som kvinde må hun godt ha’ lidt rod i skatten – fordi Lene som mor nok trænger mere til ferie? Nej, vel? I spillet om magt og indflydelse handler det om politik, javel – men i den grad og i særdeleshed i 2010 om troværdighed og gennemslagskraft.

Helle er kort sagt på spanden hvad angår det første, Lene er  udygtig til at gribe vælgerne og få dem til at fatte, at man godt kan arbejde hårdt, selv om man melder afbud. Hvad enten man kalder sig selv en skrap moster eller ej.

Jeg ville personligt  tusind gange hellere bedømmes som eneste kvinde i en bestyrelse eller som eneste kvindelig ansatte på et projekt – end være en af mængden, der med vold og magt skulle placeres i bestyrelsen, for ellers var det nat med virksomheden. Det har i mine øjne intet at gøre med ligestilling, og det er i mine øjne også lidt uværdigt at trække kønskortet, hver gang ’the shit hits the fan’ og skidtet rammer en kvinde i ansigtet. Den udygtige politiker skal ud – om hun så er kvinde eller mand – den dygtige skal vælges. Så enkelt kan det vel siges.

(Anna Pia Holmgaard, Svendborg, er freelancejournalist).