Hanne Skaalum.

Den smukkeste kompliment, jeg har fået i hele mit liv, var, da en klient sagde til mig – i mit virke som sagsbehandler i familieafdelingen med hovedopgaven at anbringe børn udenfor hjemmet: ”Tak for den måde du fjernede mit barn på!” Hun mente det, fordi det skete i samarbejde med hende om hvordan og hvorfor, det skulle foregå. Jeg foretog mig intet i sagen og skrev ikke et ord, hun ikke blev orienteret om. Dette princip kaldes at arbejde med åben journal og burde være obligatorisk for enhver socialarbejder. Enhver journal siger altid mere om den, der skriver ordene end om den, sagen handler om. Etisk er det en forudsætning for ansvarligt, socialt arbejde, at behandleren er bevidst om den kendsgerning.

Intet socialt arbejde er så svært og belastende som at skulle skille børn og forældre i en situation, hvor gode viljer eller mangel på samme ikke slår til. Jeg arbejdede i det regi i mange år, og jeg oplevede forfærdelig mange tragedier i den periode. Intet er så tragisk for et barn som at opleve, at det, man har krav på at forvente af livet, ikke slår til. At være ønsket, at have en eksistensberettigelse, at være noget. Det er tragisk at være forælder og ikke have forældreevne. Det er endnu ondere at være et barn af sådanne forældre.

I min tid som socialrådgiver i den tunge afdeling var det et tilbagevendende dilemma at fjerne et barn fra det vigtigste i livet – far og mor – fra en situation, som blev anset som samfundsskadelig på længere sigt for dette barn. Berettigelsen om interventionerne i disse tragiske, sociale sager vil altid være til diskussion. Min erfaring er, at den dårligste moder på jorden alligevel vil opleves bedre for barnet end den mest velmenende kvalificerede plejemoder, man end kan finde. Men det er ingen undskyldning for at bringe børn tilbage til håbløse familieforhold, fordi kommunens økonomi tilsiger en sådan løsning.

Økonomiske hensyn må aldrig stå over barnets tarv. I al den tid jeg arbejdede som ”børneanbringer” i Svendborg Kommune, oplevede jeg at skulle gå balancegang mellem betimeligheden i barnets anbringelse og økonomien i foretagendet. Med andre ord – man skulle altid foretage en sondering på, hvorledes en sag blev forelagt med en økonomisk konsekvensberegning på, hvad en anbringelse i en vanskelig sag ellers ville koste. FORDI – den bevilgende og besluttende myndighed bestod af lægfolk uden indsigt, hverken faglig eller økonomisk, i de for anbringelsen relevante omkostninger. Ofte var fornemmelsen, at ”cost-benefit” var det vigtigste – det skulle kunne betale sig. Sådan er det endnu mere i dag – kommunens anstrengte økonomi udfordres dagligt af konsekvenserne af fejlslagne beslutninger for ikke at tale om spørgsmålet om fornuftig integration, som er det tungtvejende aktuelle problem.

Der har aldrig i mine mange år som socialrådgiver eksisteret en reel holdning om forebyggende virksomhed for udsatte børn i Svendborg Kommune. Ordene var på papiret, men DET HAR DER IKKE VÆRET RÅD TIL !Problemet er bare, at nu viser det sig, at NU KOSTER DET!

Dette faktum kan man ikke bebrejde et enkelt velmenende menneske, som har påtaget sig den umulige opgave at være ansvarlig for denne tunge opgave. Egentlig synes jeg, det er flot, at Svendborg Kommune som den første åbent indrømmer, at man har hjemtaget 15 anbragte unge. Det sætter tingene i perspektiv og burde være en øjenåbner for alle om, hvor langt ud man er kommet samfundsmæssigt. Den fejlslagne politik på området har en helt anden adresse. Grådighed og griskhed – ligegyldighed overfor vores medmenneskelige ansvarlighed er omsider dokumenteret.

Derimod synes jeg ikke, vi i Svendborg skal være stolte over, at vi som de første i landet sætter et barn i fængsel. Det er så pinligt, nedgørende og sørgeligt, at vi skal være de første her. I min tid sagde man: ”at barnet var udenfor pædagogisk rækkevidde og derfor uanbringeligt!” Det var så dem, kriminalforsorgen senere måtte tage sig af. Vi er altså ikke kommet længere.

Jeg har altid tænkt, når man tvangsfjernede et barn til en pris af cirka en million kroner om året – Gud ved, hvad der ville ske, hvis man gav den familie de penge til et nyt liv?  Men det var vel for socialt at tænke sådan?

Jeg undskylder, at jeg på en dejlig sommerdag fortsætter denne debat, men nu ringer klokkerne altså, og det er ikke et enkelt socialudvalg, som skal stå alene med det. Det drejer sig om ALLES ansvarlighed for en udvikling, som nu er kørt af sporet, og kritikken har for så vidt ret – man kan ikke komme igennem det længere med floskler og tågede undskyldninger. Hele byrådet må, uanset partifarve, stå sammen og finde en radikal løsning på problemet. Det skal ikke være uskyldige børn, som skal betale denne regning.

(Hanne Skaalum, Svendborg, er tidligere socialrådgiver).