Anna Pia Holmgaard.

Det er søndag, fuglene synger – hvis de da orker for heden. Endnu en virkelig varm julidag venter og et lillebitte hedeslag synes måske også at have ramt en vis politiker. Følgende stod at læse i den forgangne uge i et andet sydfynsk medie, citat Hanne Klit (S), formand for Børne- og Unge-udvalget i kommunen. Hun konfronteres med det faktum, at 15 børn og unge er taget hjem fra sociale opholdssteder/døgninstitutioner for nylig – for at spare dyrebare kroner. Den ene, en 14-årig dreng fra Hømarken, fik den sørgelige rekord at være anholdt fem gange på fem dage – og tilmed den første, der blev anholdt efter den nye, lavere kriminelle lavalder trådte i kraft 1. juli. Og hvad siger politikerne så – dem, der hev barnet ud af rammerne, hvor specialuddannede fagfolk gjorde et professionelt arbejde for at lede ham ind i noget, der bare kunne minde om et ordentligt liv? Jo, hør med her:

“- Jeg tror, at vi må erkende, at nogle af de her børn og unge ikke får et godt liv. Der vil være nogen, som vi ikke kan nå, siger hun (Hanne Klit).

– Kan man sige, at I opgiver dem?

– Ja… Det kan man godt sige. Det gør meget ondt at sige det. Det værste er, at det går ud over andre børn, som ikke har så store behov. Det kan være børn, der ikke trives i børnehaven, og som med tiden kan udvikle sig til at træde udenfor lovens rammer. Dem har vi ikke længere mulighed for at sætte ind overfor, fordi det er de store børn i den anden ende af skalaen, der koster, siger Hanne Klit.”

Artigt, ikke sandt? Legitimeret med et fesent ’det gør meget ondt at sige det’ – og i nogens øjne måske tilmed udtryk for en dejlig ærlighed. I hvert fald hvis de sad på en eller anden ærkeliberalistisk yderfløj, hvor enhver er sin egen lykkes smed, og klarer man den ikke, så man man sgu dø. Margaret Thatcher ville f.eks. ha’ været fornøjet, den amerikanske republikanske højrefløj ville også klappe højlydt.

Der er tale om en benhård diskvalificering af de mennesker, der bare er for bøvlede at have med at gøre – om det så er den kriminelle på 14 år, en traumatiseret, småpsykotisk flygtning, der ikke rigtig kan finde ud af at ha’ et ordentligt arbejde eller en… – jo, der findes mange, der ved gud ikke er nemme at tumle i et samfund som vores. Og Fanden ta’r som bekendt de sidste. Eller hvordan jeg nu skal sige det. Jeg er rystet.

Prøv at erstatte ’dem’, altså de hjemtagne børn og unge, med f.eks. kræftsyge eller demente. Vi tester lige, tilsat lidt kunstnerisk frihed:

’Kan man sige, at I opgiver de kræftsyge? Ja.. det kan man godt sige. Det gør meget ondt at sige det, men vi har simpelthen ikke råd. Måske til næste år…’

Eller hvad med:

’Kan man sige at I opgiver de demente, så de nu må ta’ vare på sig selv? Ja, det kan man godt sige. Enhver ved jo, at de koster kassen i plejetimer, så det er simpelthen for dyrt, de er så krævende.’

Fortsæt selv.

Det er og bliver en grænseoverskridende og i sin substans dybt, dybt problematisk, tillidsnedbrydende udtalelse. Der findes altså ifølge vores udvalgsformand de facto mennesker, der ikke længere er borgere i Svendborg. Sådan at forstå, at ’vi’ ikke gider dem mere. De må simpelthen klare sig selv – evt. med en støttekontaktperson i ryggen, der ind i mellem ringer og hører hvordan det går. Sympatisk, men en ’hjælp’, der kan karakteriseres som et latterligt plaster på et enormt svigt. Først fra de familier, hvor børnene og de unge nok ikke har haft det alt for godt, dernæst fra det samfund, der skulle træde hjælpende til.

DR1’s kontroversielle program ’Den sorte box’ blev også i forgangne uge genudsendt om ’stadiondrabet’ i Aalborg. Her tævede en purung knægt en midaldrende mand ihjel, filmede ugerningen med sin mobil imens. Ubegribeligt, afstumpet. Sagen blev rullet op, og den unges meget, meget triste liv ligeså. Det viste sig, som altid, at noget var gået meget skævt. Der er altid en årsag. Og nogle gange har svigt ekstreme konsekvenser. Velkommen på forsiden…

Fanden malet på væggen, siger I måske? Skriften på væggen, kunne jeg svare. Jeg er af den klare overbevisning, at den såkaldt ansvarlige politiker, Hanne Klit (S), med sine førnævnte udtalelser har kastet håndklædet så meget i ringen, at det er en hån. Ikke kun mod dem, hun her opgiver – børnene og de unge med voldsomt behov for hjælp – men også mod almindelige borgere, der må, skal og kan forvente noget mere end et træk på skuldrene og ’beklager, I er opgivet’ om en gruppe, der vedrører os alle. For de her børn og unge, de glider ikke stille ind i en ungdomsuddannelse eller folkeskoleklasse. De har problemer, der kan mærkes. De var anbragt af tungtvejende grunde. De havde brug for den hjælp. Retur hos dem, os, om man så må sige, der først sagde, vi ville hjælpe – ja, så kan de nu erfare, at det ville vi slet ikke alligevel. Det var for dyrt, for besværligt.

Arrogance? Måske. Udygtighed – nok også. Det er under alle omstændigheder helt igennem utilstedeligt, at en politiker med så lidt vision, så lidt engagement, så stor mangel på respekt for opgaven kan sidde på så vigtig en post. Lad det være en rigtig dyr, meget sørgelig lektie for os, der stemte rødt. Vi må finde nye veje til ansvarlighed, til politik med et menneskeligt ansigt – til vision og værdier, der kan pege fremad og ikke tilbage til et samfund, hvor visse mennesker bare ikke er ligeså meget værd som andre.

Go’ søndag.

(Anna Pia Holmgaard, Svendborg, er freelancejournalist).