Hanne Skaalum.

Sloganet ”Borgeren i centrum” blev fastlagt for at postulere serviceniveauet i Svendborg Kommune. Som social mentor igennem flere år har det været interessant at se, hvorledes denne floskel har lidt en grumme død. Som det foregår nu, er den eneste vinkel, jeg oplever dette ud fra, at man har oprettet de kommunale forvaltninger så adskilt, at man ganske vist har borgeren i centrum, nemlig ved at cirkulere rundt om vedkommende med flere forskellige sagsbehandlere uden nogen form for kontakt med hinanden i noget, der bare ligner et samarbejde.

Det seneste, jeg har oplevet i så henseende, er følgende: En borger har, som potentiel ansøger til førtidspension, indledningsvis fået bevilget en social mentor (mig) til afhjælpning af psyko/sociale problemer i relation til sit problemkompleks. Da hendes erhvervsevne endnu ikke skønnes afklaret i forhold til ansøgningen om førtidspension, skal hun på trods af speciallæge-erklæring m.v. fortsat stå til rådighed for en for hende meningsløs aktivering. Her går min opgave ud på at hjælpe hende til at blive i denne arbejdsprøvning, hvis det nu skulle vise sig, at hun besidder en rest af arbejdsevne.

Dette er altså erhvervsrettet, og jeg er nu tilknyttet Jobcentret. Det står meget klart, da hun efter endt aktivering anmoder om fortsat bistand af mentor, som er fyret ved praktikkens ophør. Men næ, næ, den går ikke – for aktiveringen er nu midlertidigt stillet i bero, og der er ikke sammenhæng mellem det sociale og det aktivrettede. Altså må borgeren søge socialforvaltningen, hvis hun oplever psyko/sociale problemer, desuagtet at hun nu i en belastet uafklaret venteposition snart må forvente nye problemer (også i økonomisk henseende.)

Dette understreger, i hvor høj grad aktiveringspolitikken med sine uhyrlige krav om kontrolsanktioner og krav om at stå til rådighed, og hvor alle, som har den mindste arbejdsevne, skal udnytte den, udløser stress og helbredsproblemer, som yderligere forværrer borgerens mulighed for hen ad vejen at kunne klare det ordinære arbejdsliv. Uden samarbejde forvaltningerne imellem og sammenhæng i sagsarbejdet overser man totalt folks komplekse livsomstændigheder. For borgere på kontanthjælp bliver problemet endnu mere markant.

Som jeg oplever det, er det reglerne, der afgør sagerne, og ikke humane løsninger, som imødekommer den enkelte borger som menneske. Ingen menneskelige problemer er ens. Individet er unikt, og hver eneste sag er derfor unik. Med den snævre fokus på beskæftigelse forsøger man at ensrette enhver hjælpsøgende med tesen om, at nogen forsøger at tilrane sig noget, de ikke er berettiget til.

Standardiseringen med at opdele borgerne i matchgrupper gør ikke opgaven lettere hverken for borgere eller sagsbehandlere. Vi har ikke en fattigdomsgrænse i Danmark ”for fattigdom eksisterer da ikke!” Ingen taler om det. De rige behøver det ikke, og de fattige skammer sig.

Da jeg begyndte uddannelsen som socialrådgiver, var det klassiske svar på det klassiske spørgsmål: ”At man gerne ville arbejde med mennesker!” Det må være svært i dag, hvor social indsats for størstedelen defineres som beskæftigelsesmæssige problemstillinger. Det må være svært at arbejde i forhold til et lovkompleks uden råderum og uden mulighed for at afhjælpe den nød, borgeren bliver bragt ud i. Hvis man anker over manglende medmenneskelig omsorg og forståelse i en sag, får man bare svaret: ”Sagsbehandlingen er korrekt!” Jeg har medlidenhed med de unge kolleger, som gik til faget med de samme intentioner som jeg i sin tid, og som nu sidder i saksen.

Regeringens nye spareplan betyder, at kommunerne skal spare fire milliarder kroner de næste år, hvilket endnu en gang får konsekvenser for de svageste og mest udsatte borgere, og som yderligere forhindrer socialarbejderne i at udføre det socialfaglige arbejde, de er uddannet til. Det er svært at få øje på den politiske ansvarlighed.

(Hanne Skaalum, Svendborg, er tidligere socialrådgiver).