Steen Heinsen.

“Det er varmt i dag, så vi sidder her og laver radio uden trusser. Og Hanne tuder og har kærestesorger, så her kommer en rigtig tåreperser!” Citat fra Øernes Radio 1980 på en varm sommerdag, hvor de to radiomus Amos Bendix og Hanne Claudi stod for dagens program.

Hannes tårer over tabt kærlighed og den ene tåreperser efter den anden fik Amos til at hente gulvspand og gulvklud for at tørre virtuelle tårer op fra gulvet – on air. Det fik et par af de mange trofaste lyttere til Amos og Hannes program – politibetjentene i deres patruljevogn – til at tænde de blå blink og rykke til undsætning. De stod i radiostudiet i Nikolajgade øjeblikkeligt: “Vi kan høre, Hanne har problemer – kan vi hjælpe?” Hvad der videre skete, står i Amos’ dagbog – Hanne er desværre død og fortæller ikke flere historier

Denne historie for at fortælle, at mediemonopolet på radio, som Per Stig Møller, kulturminister, nu vil bryde, allerede blev brudt i Svendborg – og det i 70’erne. Den gang skulle monopolet brydes med lokale og folkelige radiostationer. I Svendborg var blandt andre teatermanden Klaus Eggert hurtigt ude og fik DR til at lave et forsøg med en uges radio fra Torvecafeen med lokal debat. Forsøget var en succes og dannede grundlag for loven om nærradioer.

Radiostationen indrettede vi en nedlagt blomsterbutik i Vestergade til en billig leje. Arkitetkt og aktivist Steen Juhler tegnede studierne og teatertekniker fra Baggårdteateret Palle Berg stod for det praktiske. Det gjorde Palle Berg også, da de første udsendelser blev sendt fra Vandtårnet på Ovinehøj. Der sidder antennen, så vi lånte det underlige rum til de allerførste udsendelser. Indtil studiet i Vestergade kunne bruges, lavede vi programmerne i min lille eetværelses i Pistolstræde. Man kunne ikke tale i mikrofon, når kirkeklokkerne på Vor Frue bimlede – og det gør de mange gange! Når kassettebåndet med dagens program var færdigt, cyklede Ole Stuhr, Lotte Augustesen eller jeg selv så op og låste os ind i vandtårnet, løb op ad de mange trapper til en lille kassettebåndoptager og satte ”Fyraftensmagasinet” i æteren.

Svendborg fik altså som en af de første byer i landet sin egen Radio Svendborg, og jeg arbejdede som praktisk gris i den brugerstyrede radiostation, der gav plads til alle, der ville ytre sig. Det viste sig, at det var der så ikke så mange, der ville, som vi havde drømt om. Jo, de hellige! Pinsekirken fik hurtigt sit eget program. De var gode til at arbejde i den flade organisation. Men som opsynsmand havde jeg blandt andet mit hyr med mormonbevægelsen og en fyr derfra, der hijackede frekvensen om natten for at sidde alene på den lille radiostation og spille hele bagkataloget fra the Mormon Tabernacle Quire. Min radio stod altid tændt på 106,5, så jeg blev vækket af salmesangen og måtte ned i Vestergade og slukke og smide mormonen ud. Det var trods alt i mod reglerne.

Radio Svendborg blev populær – og hvor lokal den var, kunne man mærke, når en lytter ringede og ønskede ”Jail House Rock” – og mens den spillede sad og vinkede gennem tremmerne i arresten på den anden side af gaden. Når der nu ikke var så mange, der ville til nærmikrofonen, så måtte vi jo selv lære det. Og det gjorde vi så.

Vi var amatører, når vi lavede Fyraftensmagasinet og Midnatsluskeren – men det var fandeme sjovt. Også når Amos tabte mikrofonen ned i kaffekoppen og Skummes kommentar bag om som tekniker gik i gæstens ører: “Så stop dog den idiot!” Det var også Skumme, der stod for Radio Svendborgs kending – spillet af klokkenist Mollerup på Vor Frues Klokker.

Mange senere DR og TV 2 folk trådte deres barnesko – meget bogstaveligt – på Radio Svendborg og senere på Øernes Radio. Namedropping: Ole Stuhr, Per Vincent, Amos Bendix, Jesper Borup, Lotte Augustesen, Thomas Buch Andersen, Knud Nordahl, Henrik Keldberg, Bo Hjuler, Joan Højlund, Thorsten Lauridsen – med flere.

Og så havde vi i øvrigt en tidligere Land & Folk journalist ansat på jobtilbudspenge – Ulla Houton hed hun, og hun tog sin mand med på arbejde. Ham hyrede jeg straks som frivillig politisk kommentator. Han hed Gotfred Appel og blev senere ret kendt.

Jeg blev hentet ind på DR Fyn som studievært midt i 80’erne og blev pludselig en slags professionel på en tid, hvor Radio Svendborg også prøvede sig med et morgenshow med Amos og Keldberg som værter. De ringede til mig, der nu var noget ved musikken og bad mig lytte og give gode råd. Det gjorde jeg, og mit bedste råd til den mandlige vært – Amos var og er en fremragende vært; men Keldberg – han var for skæv. Så rådet var: lad være med at ryge en morgenfed. “Kan du virkeligt høre det?”, sagde han. Keldberg er nu P1’s mand i Asien på Orientering.

Øernes Radio var efterfølger til Radio Svendborg, men nu financieret af SiD, der også drev TV Svendborg. ”Nu skal vi tjene penge!” Tænkte vi, da loven om reklameradio kom sidst i 70’erne. Det gjorde vi ikke, men vi havde det sjovt så længe, det varede. OG – vi brød monopolet. Vi bankede DR Fyn ned under gulvbrædderne på lyttertal på Sydfyn. Blandt andet fordi vi havde en genial DJ: Henrik Schlæger, der havde lært lektien på Svendborgs diskoteker og havde sat sig ind i, hvad formattering er – at spille målrettet musik, der rammer folk. Det gjorde vi, sammen med gode værter og lokale nyheder.

Og så lige en sidehistorie – Amtsavisen og den despotiske redaktør Erngaard tålte ikke en rød radio i byen, så avisen satte Radio Sydfyn i æteren. Den korte historie er, at den bankede vi også på Øernes Radio – Radio Sydfyn lukkede med et millionunderskud og uden lyttere. Og vi sendte lystigt videre for fagbevægelsens penge.

Men der var altså en periode i 80’erne hvor Svendborg havde to TV stationer: TV Svendborg og Weekend TV – den sidste drevet af Lise Jepsen og Torsten Nielsen, der nu er journalist på Amtsavisen. Og ikke mindre end treradiostationer: Øernes Radio og Radio Aktiv og så avisens radio Radio Sydfyn

Og endnu en sidehistorie: Vi konkurrerede med DR og de andre lokalradioer om at kapre lytterne om morgenen. Det var og er en kendt viden, at har man først fat i ørerne på dem, så bliver de der. Men vi havde ikke råd til en studievært før klokken 6. Henrik Schlæger og Alexander Crone, som var administrator på Øernes Radio opfandt en forgænger for automatradio: en Tandberg spolebåndoptager købt på loppemarked og udstyret med et analogt vækkeur, en snor og en hammer – ren Storm P.  Hammeren faldt ned på Tandbergens starttast – og vips: ”Godmorgen klokken er fem! Du lytter til Øernes Radio i Svendborg på FM 106,5. Jeg hedder Steen Heinsen”.

(Steen Heinsen, Svendborg, er freelancejournalist).