Dejligt gensyn med TangoCatz

Svendborgs Stadsensemble TangoCatz er back in town. Orkestret har været ude at repræsentere sig selv og Svendborg alle mulige steder, men spillede torsdag aften på Arne B – tilsyneladende til stor gensyns-glæde for både publikum og sig selv.

De fire voksne piger med deres kammermusik-instrumentering burde måske ha’ været i den fine Guldsal i Borgerforeningen, men TANGOen skulle på værtshus, og det kunne ”Giant Steps” (klubben) fint rumme med den hang de har til verdens-musik udover Jazz. I øvrigt har Tangoen og Jazzen det til fælles, at de historisk har meget at takke bordeller og luskede værtshuse for: Det var her de udøvende musikere tjente dere løn. Arne B er et pænt sted, og de fire musikere var nydelige, og gæstesangeren var pæn (sagde de kvindelige publikummer). Alligevel fungerede den, TANGOEN.

Det er klart en fordel, at det er fire dygtige konservatorie-uddannede musikere, der passer instrumenterne, men musikken har sin helt egen stil, som er så knyttet til det argentinske, at det må imponere, at Svendborg pt. kan præsentere verdensmusik på dette niveau. Med sig (som gæst) havde TangoCatz en rigtig hankat, som bragte myten Carlos Gardel ind i billedet – Sophus Simonsen.

Gardell var SANGEREN. En mand, som både kunne synge og få kvinderne til at besvime. Han leverede efter Sophus Simonsens udsagn verdens første internationale pop-hit. Når de fire piger inviterede Sophus Simonsen på scenen, gav han den fint balanceret som velsyngende crooner.

Jeg ved ikke, om de fem har optrådt i Buenos Aires, men jeg er overbevist om, at det kunne de godt gøre … MED SUCCES! Svendborg publikummet gav dem i hvert fald en stormende modtagelse og ville gerne have haft flere end de to ekstranumre, det blev til: Gardell-klassikeren ”Buenos Aires”, som iflg. Sophus Simonsen nærmest er blevet Argentinas uofficielle nationalsang; og så leverede pigerne en fejende flot udgave af Gade’s danske ”Tango Jalousi”. Stor, stor tilfredshed, men jeg tror, der var nogle, der savnede muligheden for dans. Det kan evt. blive en anden gang. Måske i Borgerforeningen? Måske med organiseret undervisning (de fem grundtrin) en times tid INDEN koncerten? Måske med scene-show? (Det ku være skønt med en omklædning i pausen, med pigerne som pasticher på, hvordan piger så ud på Buenos Aires havneknejper i 30’erne – og så noget røg og andre stemningsfremkaldende effekter. Tjaeee…den fantasi.

Afslutningsvis skal nævnes, at besætningen i TangoCatz ikke er typisk til Tango: Klaver, klarinet, cello og harmonika. Derfor er arrangementerne ”hjemmegjorte” – noget af en bedrift. Vi er mange, der glæder os til at høre mere det næste år.