Arno Kruse.

Af Arno Kruse

Sydfyn Style har formået noget, som ingen tidligere har formået, og dette for den grinagtige lille sum af 5.000 kr. for hver af de 4 kommuner Langeland, Ærø, Faaborg-Midtfyn og Svendborg.

Sydfyn Style har fået debatten til at rulle. Ingen politiker og heller ingen, der drømmer om at blive politiker eller dem, som kender en, der kender en politiker, har holdt sig tilbage. Mennesker, som normalt småsover, når det drejer sig om lokalpolitik, har rejst sig fra sovesofaen og deltaget aktivt i den voldsomt inspirerende debat.

Holdninger og meninger flyver rundt i æteren uden partidisciplin af nogen som helst art. Her kan Enhedslistefolk danne makkerpar med Venstrefolk, Socialdemokrater med Dansk Folkeparti, ligesom den radikale eneret på at have to meninger om den samme sag har bredt sig på en måde, så socialdemokrater diskuterer med og imod socialdemokrater og Venstrefolk diskuterer med og imod sig selv o.s.v… Normerne er ganske enkelt brudt op, og ingen ved, hvor de har deres nærmeste ven. Sjældent har politik kunnet involvere så mange mennesker, og så for sølle 5.000 kr. pr. kommune. Det er ganske enkelt herligt og imponerende.

Emneregisteret for de voldsomt engagerende diskussioner er uden ende, for her kan alt diskuteres lige fra forargelse over et forbrug af 5.000 kr. til spørgsmålet om, hvorvidt borgmestrene har rytmesans eller ej, ligesom det er muligt at diskutere, hvem der er til grin, og hvem der ikke er til grin.

Sydfyn Style er et hit på de elektroniske medier med flere hundredstusinde brugere, og sågar de landsdækkende nyhedskanaler med millioner af seere har brugt forholdvis meget sendetid på den video, som viser de fire kommuners borgmestre for fuld udblæsning efter bedste evne.

Set med mine langelandske briller, som jeg måtte tørre duggen af flere gange, da jeg så videoen, så er der tale om noget unikt. Noget, som jeg troede var umuligt: At opleve så mange mennesker engagere sig i i noget så hensygnende og hensovende som lokalpolitiske personers gøremål, hvor den kommunale udgift er 39 øre pr. borger i Langeland Kommune.

Dette er ganske enkelt fantastisk, når der for eksempel sammenlignes med opførelsen af Ørstedskolen, hvor en enig kommunalbestyrelse i al stilhed kunne formøble en milliard kroner uden at vække nogen på sovesofaen. Prisen på Ørstedskolen som OPP-projekt var dobbelt så dyr som ved almindelig lånefinansiering af nøjagtig den samme skole. Altså 500 mio. kroner lige ud af vinduet, mens folk tog sig en slummer på sofaen.

500 mio. kroner er trods alt 38.462 kr. pr. indbygger, men hvad rager det en døsig langelænder, som kun kan overskue og forholde sig til en udgift på 39 øre?

Eller har borgmester Bjarne Urmagers Syfyn Stajl og hans imponerende mangel på rytmesans været en øjenåbner for ikke alene de sofaglade langelænderne men for hele det sydfynske område således, at der bliver lige så meget knald på i den kommunale valgkamp, som vel må siges at være vugget i gang i bedste style.

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).