Skulpturer med noget på hjerte

Hvad det går ud på, er ikke klart – eller også er det bare op til beskueren. Hvad meningen er, med det de siger, er lige så uklart – eller ligeledes op til beskueren at tolke. At vende og dreje og give det en tanke…

Skulpturer i Svendborg har i weekenden fået mæle. De siger noget. Gennem små talebobler som i tegneserier. Tilsyneladende er taleboblerne sat på skulpturerne natten til lørdag.

Hvad der ligger bag, og hvem der står bag? Det er et mysterium. Indtil videre i hvert fald. Ingen har taget ansvaret for aktionen. Eller taget æren, skulle man måske sige. For denne kunst-happening. Eller politiske happening. Hvem ved?

Ja, det gør selvfølgelig bagmændene og/eller –kvinderne. Men indtil de melder sig på banen, er der frit slag for byvandrere til at tolke på skulpturernes udtalelser.

Vi bringer her nogle fotos af skulpturer ved og på Centrumpladsen.