På mandag sker det. Svendborgs NetAvis vender tilbage. Stikket sættes i. Fem måneder med ”sort skærm” slutter.

Stikket blev trukket ud en af de sidste dage i april. 14 hektiske måneder med kritisk journalistik, spidse kommentar, skarpe analyser og masser af debat var slut. Hver eneste dag i over et år havde tusinder af læsere besøgt Svendborgs NetAvis, Danmarks mest omtalte lokale netmedie.

Dengang var der ikke andet at gøre. End at lukke.

Nu er der gået fem måneder med ”sort skærm”. Svendborgs NetAvis får en ny chance. På mandag er den tilbage på skærmen.

Svendborgs NetAvis starter igen – men i et mere roligt tempo end i de 14 forrygende måneder. Behovet for Svendborgs NetAvis er der – skal man dømme ud fra de utallige læserreaktioner i de fem lukkede måneder. Behovet for at analysere, perspektivere, kommentere de begivenheder og beslutninger i Svendborg, som betyder noget for os, der bor her.

Det er sådan, Svendborgs NetAvis starter igen. Med kritisk at sætte begivenheder og beslutninger i perspektiv, analysere dem, kommentere dem. Og lægge skærm til debat. Kritik og debat er demokratiets salt.

Ikke kun énmands-redaktionen vil levere til skærmen. Det vil også en lang række skarpe samfundsdebattører fra Svendborg. Langt flere end sidst. De vil med – forhåbentlig – skarpe, provokerende, anderledes klummer og kommentarer skabe glæde eller vrede hos læserne. Om det er det ene eller det andet er ikke så afgørende. Vigtigere er, at det ikke er ligegyldigt. At det skaber reaktioner – at det skaber debat.

Så velkommen tilbage … på mandag.