Er der lys for enden af tunnelen?

Redaktøren i netavisens redaktionslokale - værtshuset Strandlyst.

Wauw. Nej, det er ikke en drøm. Det er virkelighed. I dag – 1. marts – har Svendborgs NetAvis fødselsdag. For præcis et år siden blev den startet – godt nok med et andet navn, Svendborgs Avis, men det fik aggressive og fornærmede Fynske Mediers advokater hurtigt sat en stopper for. Navnet, altså. Så det blev ændret til Svendborgs NetAvis.

Andre nyheder, væsentlige nyheder, mere holdning end underholdning. Det var nogle af overskrifterne på målsætningen for den nye netavis. Og  i al ubeskedenhed: Varen er blevet leveret – til netavisens dagligt flere tusinde læsere. Det vil føre alt for vidt at nævne alle de historier, som Svendborgs NetAvis i det forløbne år har været først med. Historier, som – måske – ikke var kommet frem, hvis det ikke havde været for netavisen.

Svendborg-rigmanden Christian Haar flyttede til millionærernes ghetto i Lugano i Schweiz. Eller flygtede han i virkeligheden dertil i et forsøg på at undgå at slippe for en senere millionbøde for ulovlig samhandel med det daværende Saddam Hussein-diktatur i Irak? I hvert fald var det Svendborgs NetAvis, der afslørede hans flytning fra Svendborg.

Hvem var synderen egentlig, da Stokkebækken blev gylle-forurenet i en for fisk og planter ødelæggende grad? Det var netavisen, der afslørede det. Og der var det agtværdige firma Petersen & Sørensen, der i strid med lovgivningen brændte alt muligt miljøfarligt affald af midt ude i industrikvarteret – det afslørede netavisen. Samme firma var involveret i ulovlig skrotning af gamle krigsskibe på Frederiksø – igen var det netavisen, der breakede, som det hedder på nydansk, med den historie.

Rigmanden Mads Kjær havde i årevis blæret sig med at have foræret en million til Borgerforeningen. Men da millionen skulle betales ved kasse 1 – ja, så ville han pludselig alligevel ikke betale. Igen var det netavisen, der havde historien. Sådan var det også med afsløringen af, at samme Borgerforenings ledelse mod bedre vidende og ved at misbruge en kommunal chefs navn havde søgt og fået 133.500 kroner fra Statens Kunstråd. Det var netavisens historie.

Og sådan kunne jeg – helt uden at prale – blive ved. Ikke bare med afsløringer. Men også med afdækninger af et problem for de mange svendborgensere, som normalt ikke kommer til orde i medierne – de mange, som er kommet i klemme på det kommunale Jobcenter. Syge medborgere f.eks., som slæbes igennem et helvede af papir, møder, bureaukrati, arbejdsprøvninger – for til sidst at blive hældt over på kontanthjælp. Hvis de er heldige, altså. De uheldige hældes over på: Nul hjælp! Og ikke bare det, men også kommunens – det vil sige byrådets – fraskriven sig ethvert ansvar for den måde, disse mennesker behandles på Jobcentret.

Nyheder, baggrund, kommentarer, klummer og anmeldelser hver dag i et år har netavisen leveret. Nogle dage flere af slagsen. Nogle dage kun én. Fordi der skal være indhold og relevans i historierne. Men ikke desto mindre har der i det år, der er gået, i gennemsnit været halvanden artikel hver dag. Og nok så vigtigt, det har været artikler, som de mange læsere har forholdt sig til. Intet sted har der været så meget debat, som på netavisen – 1.360 kommentarer fra læserne har der været publiceret i årets løb. I en nogle gange meget livlig diskussion. Det svarer i gennemsnit til næsten tre læser-kommentarer pr. artikel. I gennemsnit, som nævnt, for i virkeligheden er det nogle artikler – specielt om skoler – som har givet rigtig mange læser-indlæg.

Hm, men så er alt vel godt – når nu netavisen har kastet lys over så mange sager, som nogle helst ville have holdt i mørket. Ja, læsere er der nok af. Men, men, men – hvad med økonomien? Netavisen laves selvfølgelig ikke for at tjene penge, men der skal tjenes nogle penge, for at netavisen kan blive ved med at udkomme. Og det så ikke godt ud i december sidste år. Det kunne være blevet netavisens sidste måned. Reaktionerne på den melding gav til gengæld håb. Med tilsagn fra mange sider om at ville slippe nogle slanter. Og det resulterede bl.a. i en relancering af netavisen tidligere i år med et helt nyt design. Og en tre-delt finansierings-model. Fra læserne, fra lokale annoncører og fra nationale ditto.

Hvad så? Tja, den er ikke hjemme. For enden af tunnelen er der noget, der ligner et lys. Jeg ved endnu ikke, om det faktisk er et lys. Men enden af tunnelen kommer nærmere og nærmere. Og så vil det vise sig.

Med andre ord: Der er fortsat for få, der betaler og annoncerer. Løfterne har været flere end kontanterne. Det giver stadig ikke nok til at betale de udgifter, der er ved at lave den – her kommer ubeskedenheden igen – kvalitetsjournalistik, som er og skal være netavisens varemærke.

Det kan du – kære læser – hjælpe med. Ved til højre på netavisens forside at oprette dig som bruger og tegne dig for et månedligt beløb. Eller ved – hvis du foretrækker det på den måde – at betale til netavisens bankkonto, som du kan finde ved øverst på forsiden at klikke dig ind på Redaktionen. Eller ved at lade dit firma eller forening tegne en annonce – sådan som nogle organisationer og firmaer allerede har gjort. Du kan se dem ved øverst på forsiden at klikke dig ind på Hvad sker der?

Alt i alt: Et år med netavisen har været en succes. Journalistisk. Men skal det fortsat lykkes, så kræver det, at det, jeg tror, jeg kan se for enden af tunnelen, faktisk er et lys. Ellers sænker mørket sig igen – og netavisen må gå i sort.