Ugentlig stille protest i Silkeborg

 

Fredagens protest i Silkeborg.

David Schiess.

Flere steder i landet overvejer de det – sygemeldte borgere, som er kommet i klemme i det kommunale system. At gøre som i Svendborg, hvor der tre lørdage i træk har været gennemført en stille protest – med et krav om anstændighed i kommunens og Jobcentrets behandling af sygemeldte borgere. I går, fredag, tog en gruppe sygemeldte silkeborgensere som de første initiativet fra Svendborg op. De samledes i en stille protest for anstændighed foran Jobcentret.

I den første stille protest i Silkeborg fredag eftermiddag deltog 15 mennesker. En af initiativtagerne er David Schiess, sygemeldt reklametegner. Han har været sygemeldt i over et år, har fået stoppet sygedagpengene og er i øvrigt stærkt utilfreds med Silkeborg Kommune. Til Dansk Socialrådgiverforeningens hjemmeside siger han bl.a.:

”Jeg savner service fra kommunen, at de kommer op på tæerne og giver os sygemeldte borgere en fair behandling og nogle muligheder for at komme videre. Jeg har skrevet fire breve til min sagsbehandler, men har aldrig hørt tilnage. Det er for dårligt.”

David Schiess efterlyser – ifølge hjemmesiden – bl.a., at den sygemeldte får en fast sagsbehandler gennem perioden. Det ville, mener han, kunne sikre mere sammenhæng i forløbet. Men det mener Silkeborg kommune ifølge David Schiess ikke er en rigtig vej at gå:

”Jeg har hørt ledelsen sige, at det er godt med nye øjne på sagen. Det er bare langt fra min oplevelse. Jeg føler ikke, at kommunen har givet mig nogen reelle muligheder for at komme videre. Ærligt talt, så virker det som om, at kommunen ser mest på, hvor der hentes størst refusion, og ikke på, hvordan de kan levere den bedste service til sygemeldte borgere”, siger David Schiess.

Flere fagforeninger i Silkeborg – som lige som Svendborg har socialdemokratisk borgmester – har også rettet skarp kritik mod det kommunale Jobcenter.

”Vi gør det her, fordi vi er desperate”, sagde David Schiess til Midtjyske Medier under den stille protest fredag. Flere af deltagerne i den stille protest har af kommunen fået stoppet sygedagpenge – og kan end ikke få kontanthjælp. Den stille protest for anstændighed i Silkeborg vil blive gennemført hver  fredag fra klokken 10 til 11.

I morgen, lørdag, gennemføres den halve times stille protest for anstændighed i Svendborg for fjerde gang. Den starter kl. 11.30 og slutter klokken 12 på Centrumplads. Første gang var der 50 eltagere, anden gang 60 og tredje gang over 80.

Læs her silkeborgensernes opråb. Og se her video fra dagens stille protest.