Den sang, som den norske terrorist og massemorder Anders Behring Breivik hader allermest – ”Barn af Regnbuen” hedder den – blev sunget afde 500 deltagere i arrangementet ved Christiansminde i Svendborg på et-årsdagen for massakren på Utøya. Det var ved afslutningen på Anti Racistisk Netværks mindehøjtidelighed. Det var den næstsidste sang.

Den sidste sang var ”Til Ungdommen” – bedre kendt som ”Kringsat af Fjender”. Hvorefter de mange mennesker – mens musikerne fortsatte med stille at spille melodien – vandrede mod bådebroen for at lægge 77 røde roser i Svendborgsund – én for hver af de 69, som blev myrdet på Utøya, hvor den socialdemokratiske ungdomsorganisation, AUF, holdt sommerlejr, og for de otte, som døde på grund af den bombe, som Breivik forinden havde bragt til sprængning midt i Oslo.

Syv Svendborg-musikere spillede og sang for de mange mennesker, som brugte denne søndag eftermiddag til at mindes ofrene på Utøya. Det var musikerne Kurt Mortensen, Lasse Helner, Mathilde Bondo, Jan Schønemann, Per Nyboe, Klaus Baba og Ulrich Klostergaard.

Anna Rytter, folketingskandidat for Enhedslisten og mangeårig aktivist i Anti Racistisk Netværk i Odense, samt Mads Madsen Henriksen fra forretningsudvalget i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) talte ved arrangementet.

Mads Madsen Henriksen sagde i sin tale:

”Den 22. juli 2011 skete der noget, som jeg end ikke i mine ondeste mareridt havde forestillet mig.

69 unge mennesker blev dræbt. 69 unge socialdemokrater blev dræbt. Det blev de på den mest uhyggelige måde, da de blev revet ud af deres alt for korte liv!

Jeg husker dagen tydeligt. Dagen, hvor tiden gik i stå, og man blev fyldt med magtesløshed. Det var dagen, hvor ondskaben kom alt for tæt på. Det var dagen, hvor man ikke kunne forstå. Man var fyldt med spørgsmål om hvorfor? Hvad havde de unge mennesker fra Utøya gjort? Hvem kan få sig selv til at begå en sådan grusom handling?

Svaret er, at de unge fra Utøya aldrig nogensinde havde gjort noget, som kan retfærdiggøre den grusomme handling.

Deres forbrydelse ifølge Breivik var, at de havde åbne arme over for andre mennesker, der var anderledes end dem selv! De havde taget de svageste i forsvar, og forlangt en verden, hvor vi alle er lige uanset hvilken farve ens hud har. Uanset hvilket køn man er født med. Uanset hvem man elsker.

Det mente galningen Breivik var en forbrydelse! Til det må man sige et rungende: Nej.

Vores venner på Utøya elsker og elskede demokratiet. De kæmpede ikke alene for det i Norge, men også i resten af verden. Det gjorde de ud fra den holdning, at vi ikke har demokrati, før hele verden er demokratisk.

Breviks handling hverken kan eller skal forstås. Det kan den ikke, fordi det ligger så langt fra det, som vi tror på – nemlig demokratiet. Demokrati, hvor mennesker og meninger mødes, og hvor vi har en ret til at leve, som vi vil, så længe det ikke knægter andres rettigheder. Og det var jo lige netop det, Breivik angreb. Han angreb vores ret til at mene og tænke, som vi vil. Det var os som frie mennesker, der blev angrebet.

Men vi må aldrig nogensinde lade den højre- eller venstreorienterede ekstremisme fæstne rod i vores samfund. Det, der altid må stå klart, er, at der er intet system, der må står over vores rettigheder eller os som individer. Det var det, som vores kammerater i Norge kæmpede og kæmper for.

Det var meningen, at angrebet på Utøya skulle knække AUF, men det gjorde det ikke. AUF’erne kæmper om end hårdere nu, end gjorde før. I dagene efter angrebet blev Nordahl Griegs ”Kringsat af Fjender” sunget mange gange. Her spørger digteren:

”Kanske du spør i angst/udekket, åpen/Hvad skal jeg kæmpe med?/Hvad er mit våpen?”

Svaret fra Norges statsminister, Jens Stoltenberg, og AUF’erne var klart. Vi skal have mere demokrati. Vi skal have mere tolerance. Og vi skal have mere kærlighed. Vi kan ikke besejre ekstremismen med vold. Demokratiet kan ikke sejre, hvis vi bruger udemokratiske værktøjer. Vi må ændre ekstremisternes verdenssyn gennem en konstant samtale om tolerance, åbenhed, demokrati og kærlighed.

Der er ingen genveje til et bedre samfund, og et samfund er ikke forandret, før alle er med. Vi må som demokratisk samfund aldrig spille ekstremisternes spil, fordi der er de bedre. Vi skal tværtimod vise, at et demokratisk liv baseret på rettigheder er det bedste. Derfor må vi en dag som i dag minde hinanden om, at demokratiet er det bedste, vi har, og vores venners død aldrig nogensinde må blive glemt. Vi kan ære deres minde ved, at fortsætte kampen for mere demokrati, mere tolerance og mere kærlighed.

Deres død var det mest uretfærdige, og derfor må og skal vi fortsætte kampen.

Vores kammerater fra AUF og ofrene fra Oslo: I vil aldrig blive glemt!

Æret være jeres minde”.

Anna Rytter sagde i sin tale:

“For nøjagtig ét år siden var hundredevis af venstreorienterede unge samlede på øen Utøya i Norge. Her skulle de diskutere deres drømme, visioner og fremtidshåb på en politisk sommerlejr. Unge uskyldige mennesker, der alle troede på, at mennesker kan leve sammen i fred og fordragelighed. Deres uskyld står i diametral modsætning til den kalkulerede ondskab, de skulle møde i skikkelse af fascisten Anders Bering Breivik, forklædt som politibetjent. For 69 af de unge skulle mødet blive fatalt. Kort forinden havde Breivik detoneret en bombe i Oslos regeringskvarter og dræbt 8 mennesker. I alt 77 mennesker måtte lade livet. 77 uskyldige mænd, kvinder, børn og unge med familier, håb og fremtidsdrømme.

Massakren på Utøya og terrorhandlingen i Oslo er et udtryk for en rå og rendyrket ondskab, hvis lige vi heldigvis sjældent ser. Breivik begik den dag for et år siden en handling, som er fuldstændig ufattelig. Fordi ondskab er ufattelig meningsløs. Ondskab kan ikke tilgives. Ondskab SKAL ikke tilgives. Men ondskaben og de forfærdelige handlinger skal absolut heller ikke glemmes. Det letteste er nemlig at afskrive de afskyelige handlinger som ”en syg mands værk”. Så sliper man helt for at skulle forholde sig til, hvor ondskaben kommer fra og hvad den består af. Men vil man ondskaben til livs, er man nødt til at konfrontere den og se den i øjnene. Vi er nødt til at lære Anders Bering Breivik at kende for at forstå, hvad der fik ham til at tage 77 uskyldige menneskers liv. Ellers vil vi aldrig kunne forhindre en ny massakre, en ny terrorhandling.

Breivik skrev et 1500 sider langt manifest, hvori vi kan læse hans visioner for fremtidens Europa. Manifestet har klare paralleller til den ideologi, som Hitler, Mussolini og Francos regimer i det 20. århundrede stod for. Altså nazisme og fascisme. Ideologier, som vi ved fører til splittelse, undertrykkelse og i sidste ende folkemord. Men det er også ideologier, der er på fremmarch i hele Europa. Både blandt de højreekstreme grupperinger og terrorceller, men også i de parlamentarisk repræsenterede partier på højrefløjen.

Vi har også i det sidste årti oplevet en forråelse af den politiske debat og at vore grænser for, hvad man kan sige i det offentlige rum, er flyttet betydeligt. Særligt når det handler om etniske og religiøse mindretalsgrupper.

”Muslimer er en pest over Europa”.

”Muslimer er som kræftceller, der vil æde os op”.

”De fremmede vil ikke integrere sig, men vil blot nasse på samfundet”.

Det er almindelige fraser, vi hører fra højrefløjen i den politiske debat.

Samtidig har vi set en stigning i den racistiske motiverede vold og vold og hærværk begået mod venstrefløjen. Mange steder i Europa har vi set overfald og mord på flygtninge, indvandrere og muslimer. Men vi ser ikke nogen særlig politisk afstandtagen. Intet ramaskrig i medierne. Heller ikke i den almindelige befolkning synes dette at være en vigtig sag. Racismen og fremmedfrygten er nemlig ikke blot steget blandt de politiske højrefløjsgrupper, men også blandt helt almindelige mennesker er en frygt for det fremmede kommet snigende. Vi skal forstå, at Breiviks handlinger ikke var tilfældige. De var en direkte konsekvens af den ideologi, som han troede på og dyrkede. Fascisme, nazisme og racisme fører til ondskab. Der er ikke langt fra hadefulde ord til hadefulde handlinger.

Dét afskyelige menneskesyn, der ligger bag Breiviks ideologi, skal vi tage afstand fra, hver gang vi møder det. Det skylder vi Breiviks ofre. Vi skal råbe vagt i gevær, når voldsbøller banker asylansøgere til en byfest på Langeland. Vi skal råbe vagt i gevær, når venstreorienterede overfaldes på åben gade i Århus. Vi skal ikke finde os i, at fascismen stikker sit grimme ansigt frem og forsøger at gøre os alle bange for hinanden. Vi skal ikke bygge vore handlinger på frygt, men på de unges håb og drømme om en verden med fællesskab, solidaritet og kærlighed til vore medmennesker.

Dét er vores pligt:

Aldrig at glemme at tage afstand fra ondskaben, når vi møder den!

Altid at videreføre den drøm om en bedre verden, som de unge på Utøya kæmpede for!

 FOTO: SØREN SKARBY