Værsgo’, tag med guiden en tur rundt i byen…

Foto: Bjarne Bekker

Tak til Jan Gintberg for hans initiativ med med at tage rundt i “Bag-landet” og tage pulsen på provinsen. Det er tankevækkende og morsomt. Er selv af den københavnske stamme, men har tilbragt det meste af min ungdom i byen, haft et sidespring med København, for senere at vende tilbage til havnefronten i Svendborg. I dag overhørte jeg på min faste lørdagstur på Torvet følgende: “Hvorfor er de her blomster så billige, i forhold til de andre?” Svaret kom tørt smilende fra min faste grønsagspusher, så højt at jeg også skulle høre det: “De’ forde’ de’ fra Sjælan’…” Meget griner og stor stor hygge i den slags små situationer.

Jeg er ikke den største provinsfan, men jeg elsker dig, Svendborg – for faen… selvom du er som en temmelig slidt havne-luder – tillokkende og frastødende på en gang – så er jeg sgu vild med dig. Fordi du har hjerte, fordi du har sjæl, fordi der findes varme underneden, og fordi du har båret over med mig gennem et halvt liv.

Men du er slidt, du gamle. Næsten slidt ned…Du virker indimellem fraværende uopmærksom og tager oftere og oftere beslutninger, der synes at stride mod al fornuft. Dit udseende er heller ikke længere noget at prale af trods utallige forsøg på saltvandsindsprøjtninger fra hid og did – så er din fremtoning i dag stort set ikke meget at prale af. Selvom du selvfølgelig også har dine pænere sider, så er det langt fra en ubetinget skøn oplevelse at færdes i byen med god tid i baglommen til en byvandring.

Der er brugt store ressourcer på forskellige tiltag, der sikkert er meget velmente, men stort set uden sammenhæng. Resultatet af disse investeringer er, hvis jeg skal være ærlig, lidt af en rodebutik. Dele af vores by er så forfalden og misvedligeholdt, at jeg kan skamme mig, når jeg henter tilrejsende gæster på vores busstation for nu at starte et sted…

Jeg ser fra mit kontor dagligt ned på scenariet, der udspiller sig på havnen og omkring busstationen – og det er sagoraseme ikke noget kønt syn! Det ligner noget fra østblokken i 1972! Bare lidt værre! De omkringliggende bygninger, HK Huset, tankstationen og selve busstationsbygningen burde blive udsat for en kontroleret udbombning! Tre ulækre bus-skure er der tilbage, og det ene er konstant optaget af de samme 8-10 stakler, der vælter rundt.

Og for de tilrejsende, der netop ankommer med bus til vores by for første gang, tager jeg Guidekasketten frem fra handskerummet: “Velkommen”, siger jeg og byder ud af bussen med et buk. “Kig til venstre, og De  -ville – hvis det ikke havde været for den afskyelige 50’er rædsel af en parodi på en bygning – kunne se vores meget smukke gamle havn”.

“Hvis De trænger til at at urinere eller blot til hvile, kunne De – hvis ikke den havde været lukket de sidste tre år  benytte den ildelugtende ventesal. Ups, pas lige på – for vores sikerheds skyld er der opsat et virkeligt stygt sikkerhedshegn omkring hele busstationen, der får det til at ligne et indgangsparti for en topsikret afdeling for bus-opater – og i øvrigt koster det 1000 kr. at tisse i havnen, hvis De stadig er trængende!”

“Nå, hvad blev klokken? Nå nej, hvor dumt – der er ikke længere noget ur. Det, der var, gik i stykker og hang der efterfølgende et par år, men er nu gudskelov fjernet”. … Hvem gider også se på et ur på en busstation…?

“Men vover De Dem forbi skuret med de råbende mennesker og deres hunde, over det gamle spor, gennem cykelskurene ud på fortorvet og til venstre ad den ramponerede og misvedligeholdte Stationsbygning – så kan De herpå se, hvad klokken er!” Der er nemlig netop opsat et nyt ur. Tak, hvor flot! Virkelig byfornyelse 2011 og et friskt pust, så man ikke går rundt og tror, at tiden er gået i stå i Svendborg!

Jeg kan nu tilbyde flere typer gåture i vores smukke gamle købstad:

De kan vælge mellem “Den pæne Tur” – den, hvor vi ser på det prisbelønnede Havnekontor, på Borgerforeningen, på Anne Hvides gård, på Forsorgsmuseet, på de små hyggelige cafeer, på de smukke huse i midtbyen, på spillestederne, på de små kroge på bagsiden af byen, hvor det syder af liv og aktivitet, på de spændende specailbutikker og de få, men skønne grønne områder. En tur på Torvet en lørdag formiddag, hvor man møder alle og småsludrer og joker godmodigt – også med dem, der er fra andre stammer. Vi kan sejle ud med Helge, og vi kan spise lækkert og slutte af med en tur i vores tjekkede bif eller en kulturelt opløftende teateroplevelse. Dette er turen, hvor De bagefter sukkende vil udbryde “Ahh, hvem der dog bare boede i Svendborg”.

De kan også vælge “Den helt anden Tur”, denne er selvsagt allerede startet ved busstationen, og vi kan fortsætte ned til “skater-området”, der er palceret der – hvor der ellers var et smukt kig til Svendborg Sund. Nu er området et tilfældigt miks at ramper og plader, der er opsat, så man rigtigt kan boltre sig med et par sprayflasker og “forskønne” havnen med tags og grafitti, så slipper vi osse for den udsigt over sundet. Hele sporområdet, der skriger på opmærksomhed – det er havneluderens gamle gulnede tænder, det er makeuppen, der sidder i daggamle flager… Alle tegn på forfald er tilstede. Hvad med i det mindste et stort anvendeligt grønt område – bare mens vi venter. “Vil du have en vaffelis og bernaise til den der fadøl?”

Vi suser lige ned i den anden ende af havnen, selvom mange ting kunne fremhæves, hvor vi var.

Lugten af Sundet, lyden af vandet, der klukker i Havnebassinet ,og her ser vi … Frederiksøen. Et syn for forfaldets guder! I guder, jeg frygter ,der er blevet tænkt så mange tanker, om hvad den ø skal bruges til ,at den er doom’ed til aldrig at blive til noget! Dette sted burde være dér, alle søgte hen for at mærke byens puls, for at besøge gallerier, åbne værksteder, cafeer, badeanstalt, havbiologisk museum, skibsudstillinger, kulturhus, iværksætterhus, spillested osv., osv. Et sted, der aldrig lukker, et sted, de vil tale om og tage til fra hele landet og det samlingspunkt, der kunne være med til at gøre Svendborg til noget helt helt særligt! Men det står som et tomt mausolæum over en tid, der var. Over tid, der er gået. Jamen, lokalplan og restriktioner og politik og økonomi og mangel på innovation, mod og initiativ… For faen Svendborg. Hornet har lydt, der er ringet ind fra frikvarter! Nå, lad os komme videre… Men ikke for hurtigt, please – husk, det er en Citta Slow by det her.

Tag det lige roligt nu…

Guiden udbryder opmuntrende: “Prøv, hvis det er Dem muligt at overse den arkitektoniske katastrofe, der er givet tilladelse til at sætte uden på et af havnens smukkeste bygninger – kig op, kig op”. Der var en restauratør, der skulle bruge plads til otte gæster mere. Derfor denne alminiums-rædsel udenpå en klassisk smuk bygning. Gav han en middag til hele teknisk forvaltning, eller hvad skete der, tænker jeg bare? Men kig op kig op! “Eller kig ud – og se, om De muligvis kan få øje på den utroligt smukke sandstensskulptur af byens Vartegn – måske må De vente, til bilerne er kørt ombord på den halve færge til Ærø, for skulpturen er placeret midt på P-pladsen ved færgelejet og er svær at få øje på i bilkøen. Turen fortsætter op gennem byen, og De kan selv vælge, hvor den stopper. Dette er turen, hvor De bagefter vil udbryde ‘Det er derfor jeg aldrig – aldrig vil bo i provinsen’!” Alle har jo en grænse, det ved vi. Jeg hopper af Guidevognen – det er anstrengende, og jeg risikerer at få en masse mennesker på nakken.

Jeg håber, at Svendborg i denne tid forstår, hvor vigtigt det er, at vi får skabt en samlet vision om, hvad der kan gøres for at skabe sammenhæng i Svendborg. Jeg oplever en himmelråbende og iøjnefaldende mangel på sammenhænge. Her taler vi både de rent fysiske rammer by- strukturen”, eller hvad det kan hedde – men også blandt alle de instanser, der egentligt arbejder mod nogenlunde samme mål – nemlig at få Svendborg løftet op af provinsskyggen, få byen gjort til noget særligt, formå at vise, hvad vi kan, og hvad vi har her. Vil de, der troede, at det var gjort med en motorvej, lige række hånden op?

Det må da dreje sig om at skabe noget særegent ved hjælp af de unikke omgivelser, vi har ,og ved hjælp af de utroligt mange kreative mennesker, der befolker byen. Jeg har selv i kraft af mit medlemskab i Ge9 og min interesse for byens udvikling deltaget i en del sammenhænge, hvor målet var at finde på tiltag, der kan gøre det attraktivt for enhver at opholde sig i vores by. Det være sig for vores besøgende, sejlerne og turisterne, men i høj grad også for os der bor her.

Problemet er bare, at det er så uhyre spredt fægtning. Der er mange instanser med samme mål for øje, der ikke udnytter hinandens viden og ikke deler f.eks. oplysninger og ressourcer. Der går politik og økonomi i den, og processer gentages uden udbytte og uden, at der følges op på en brøkdel af de indimellem meget kreative forslag, der kommer på banen.

Der findes så meget kvalificeret arbejdskraft i vores egen by, og alligevel bruges mange hundrede tusinde på vanvittige konsulenthonorarer til udenbys megafirmaer, der ikke har fingeren på Svendborgs puls, og som i nogle tilfælde trækker tiltag ned over os, som ikke har relevans eller aktualitet og egentligt ikke skabte den saltvandsindsprøjtning til den gamle hejre, som det var intentionen.

Jeg er vild med vores by – “for sentimental reasons”, men jeg kæmper dagligt med en følelse af frustration over, om vi engang får kæmpet os derhen, hvor jeg også vil kunne sige, at jeg er konge-stolt over at bo netop lige her i “Danmarks skønneste og mest innovative provinsby”? Jeg vil vove den påstand at vi har potentialet, men har vi viljen og modet?

(Trine Kirketerp Struve, Svendborg, er selvstændig grafisk designer).